ALK-Abelló har på grund af usikkerhed om timingen holdt ganske store potentielle milepælsbetalinger relateret til udviklingen af sin husstøvmidetablet ude af sine foreløbige resultatprognose for 2015.
Det skyldes, at betalingerne lige så godt kan ende med at falde i 2016.
Barberet til basisforretningen venter ALK en omsætning på 2,2-2,3 mia. kr. mod 2,2 mia. kr. sidste år. Driftsresultat før særlige poster og eksklusive milepæle og royalties fra salget af selskabets allergitabletter i Nordamerika og Japan ventes at blive på 225-300 mio. kr. mod 273 mio. kr. sidste år.
Oven i venter ALK så omkring 170 mio. kr. i milepæle for de kommende to år.
- Den ene milepæl er relateret til Japan, hvor vores partner indsendte registreringsansøgning for to uger siden for en tablet mod husstøvmideallergi. Den ene betaling er relateret til godkendelsen i Japan, som vi venter vil ske ved udgangen af 2015 eller i starten af 2016, siger Jens Bager og uddyber:
- Den anden er knyttet til Nordamerika, hvor vi i løbet af 2016 kan forvente en indsendelse af en registreringsansøgning og i slutningen af 2016 også en godkendelse.
Hertil kommer, at royalties fra salget af selskabets tabletter i Nordamerika og Japan, hvor henholdsvis Merck og Torii Pharmaceutical har rettighederne, vil generere yderligere indtægter, som ALK heller ikke har taget med sin prognose for 2015.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen