Berlingske Business

Udsyn

Udsyn - 1
Overskrift
Interview med medstifter af Koalition i New York, Colman de Silva. Foto:
Udsyn - 3
Overskrift
Interview med medstifter af Koalition i New York, Colman de Silva. Foto:
Udsyn - 4
Overskrift
Opskriften: Colman de Silva fortæller Claus Skovhus om at lykkes med egen virksomhed i New York. Foto: Mads Nissen. Foto:

Berlingske Business Magasin har mødt Colman de Silva for at høre om iværksætterdrømmen fortolket the American way.

Med udsigt fra Sky Bar i Ørestaden giver han et indblik i, hvordan skandinaviske tanker kan nå frem til toppen af poppen i USA.

Udsyn Colman de Silva stiftede sammen med Andreas Wagner bureauet Koalition i 2010. De havde begge arbejdet en årrække i New York. Wagner med digital reklame og multimediedesign som freelancer. Colman de Silva hos det danske digitale reklamebureau Vertic, som i 2007 sendte ham til USA for at opbygge det amerikanske kontor.

Colman de Silva er stifter af Koalition, et digitalt reklame- og kommunikationsbureau i New York, med kunder som AOL, Corona, Adidas og Stella McCartney.

Colman de Silva er otte år, da han flytter til Odense. Moren er fra Sri Lanka, fraskilt og har mødt sin nye mand – en dansker, der var udstationeret på Cypern.

Netop ankommet til Odense bliver han sendt i dansk skole for derefter at blive trukket ud igen, da familien flytter til Norge.

Navnet Colman er britisk, de Silva er portugisisk, men »jeg er dansker fra Sri Lanka, som bor i New York«.

For en redaktør, hvis dannelsesrejse groft sagt har fulgt Roskildevejen – fra Vestegnen til Københavns centrum med gymnasium i Rødovre, universitet i Roskilde, et afhop til Århus og så arbejdspladser i hjertet af København – er Colman de Silvas rejse anderledes eksotisk.

Fra Sky Bar i Ørestaden sidder Colman de Silva og reflekterer over sin egen rejse. Den forekommer naturlig, forankret i skandinavisk ydmyghed og uden store armbevægelser. Den amerikanske, umenneskelige selvtillid har ikke bundfældet sig endnu:

»Jeg forsøger at tage New York til mig. I virkeligheden er jeg alt for rolig, og jeg har skullet lære mig selv at råbe højt, for vi skal råbe højt for at blive hørt i New York,« siger Colman de Silva.

Og han er blevet hørt. Sammen med vennen Andreas Wagner stiftede han det digitale reklamebureau Koalition i 2010. Et bureau, som arbejder i grænsefladen mellem teknologi, reklame og kommunikation, og som på få år har skabt en profileret kundebase med tøjdesigneren Stella McCartney og hendes kollektioner for Adidas og Caroline Wozniacki, bryggeriet Corona, modekongen Michael Kors, medievirksomheder som AOL, HBO og MTV. Men også danske kunder ryger ind på kundelisten – f.eks. Just-Eat, Visit Danmark og Garia, der står bag golfbiler i luksusklassen.

Koalition har specialiseret sig i at udnytte de teknologiske platforme, fra storskærme til mobile enheder, fra webdesign til små bannerannoncer. Det kan være enkelte løsninger til integrerede digitale oplevelser, hvor alle platforme er i brug.

29BUSmedia#2.jpg

Det lå ellers ikke i kortene, at Colman de Silva skulle ende med at eje sin egen virksomhed. Han forlod teknisk skole for omkring 10 år siden med en tre-årig uddannelse som multimediedesigner i ryggen.

»I halvandet år kunne jeg ikke få et job,« fortæller han.

Colman de Silva blev imidlertid inviteret indenfor i det nye københavnske bureau Vertic, der også arbejder med digitale løsninger.

»Jeg var den fjerde eller femte medarbejder, der blev ansat. Men det voksede helt vildt. På få år var vi 100 ansatte. I 2006 blev jeg som en af de første spurgt, om jeg ville rejse til USA for at etablere firmaets kontor i New York.«

Han er den dag i dag taknemmelig for, at Vertic først ansatte ham direkte fra gaden og meget hurtigt derefter sendte ham til USA i en alder af 29 år.

»Jeg fandt kontoret, malede lokalerne, købte computere og havde fuldstændig hands on.«

Ifølge Colman de Silva var perioden hård, for Vertic havde sin egen identitet i København og ville også have det samme i New York. Kunderne skulle findes direkte og ikke gennem andre bureauer. Det kostede tid og mange penge.

»Det er ekstremt hårdt at gå efter kunderne selv, for du kan ikke forestille dig, hvor mange der er om buddet i USA – især ikke, når målgruppen er de største virksomheder fra Fortune 500.«

I løbet af tre år voksede Vertic til 16 mand i New York. Colman de Silva var ansvarlig for den kreative afdeling og var blevet en slags stødpude mellem projektledere og programmører.

»Jeg skulle sikre mig, at deadline og tidslinjerne var i orden. At vi rent faktisk kunne levere til tiden. Det gav indblik i forretningen, og vi blev gode til at få kunderne ind i butikken, men jeg syntes, vi kom til at slække på kreativiteten og kvaliteten. Jeg kom til at skuffe mig selv,« siger Colman de Silva.

Bruddet

Efter tre år i New York var Colman de Silva kørt træt i Vertic og i New York. Han syntes, det var blevet for stort, og han kunne ikke forfølge sine egne kreative ideer.

»Jeg var træt af New York og parat til at rejse hjem. Jeg havde været i Vertic i otte år og vist min loyalitet. Det var tid til et skifte.«

Andreas Wagner fik dog Colman de Silva på andre tanker. De havde lært hinanden at kende i New York, hvor Colman de Silva var landet uden netværk, men havde bygget det op gennem energisk brug af LinkedIn. Det sociale netværk skabte på kort tid 30-35 kontakter inden for hans branche. Deriblandt Andreas Wagner, som havde arbejdet med digitale oplevelser på freelancebasis i 10 år. »Det havde stor betydning. I mit gamle firma skulle vi sælge. Det var call, call, call, men Andreas havde mange kontakter og havde dokumenteret sin værdi, så vi behøvede ikke at ringe til gud og hver mand, men blev ringet op fra begyndelsen.«

Koalitions bund består af bannerannoncer. De sikrer over halvdelen af forretningen, mens fløden er opgaver, hvor der skabes store, sammenhængende digitale oplevelser. Gennembruddet kom med Adidas. Firmaet var blevet brændt af af et par udviklere og stod med en hjemmeside, der ikke fungerede.

»Vi var heldige. Adidas var en kæmpecase. Vi skulle skabe et digitalt univers i 40 lande på 15 sprog, og vi var fire til at løfte opgaven,« siger Colman de Silva.

Casen betyder, at Koalition kan overbevise potentielle kunder om, at et lille firma kan løfte store komplekse opgaver.

»Jeg kan godt forstå, at kunder gerne vil have robuste firmaer, som kan trække folk ind, når tingene brænder på, men du skal huske på, at selv store bureauer sætter ikke mere end tre-fire mand på en opgave. Vi har ikke egne ansatte, vi kan trække på, men vi har et enormt netværk, hvor vi hele tiden kan hente de bedste ind, når der er behov.«

Modpoler

Umiddelbart lyder opskriften på at skabe sig en forretning i New York meget enkel. Vær god til dit fag, levér kvalitet til den aftalte tid og lær at begå dig i det amerikanske miljø. Opgaven er imidlertid ikke at kopiere amerikanerne.

De kan råbe højt, og de fleste er i stand til at lyde som om, at de har opfundet den dybe tallerken på ny.

Opgaven er at tilpasse den skandinaviske stil i en amerikansk kontekst.

»Vores motto er under promise, over deliver. Amerikanere har en tendens til det modsatte,« siger Colman de Silva.

Amerikanerne er ifølge de Silva fantastiske til at sælge sig selv. De får det ind via skolesystemet, hvor de undervises i public speaking, mens vi fra barnsben bliver stopfodret med Janteloven. Den hænger i tapeterne alle vegne.

»Jeg har virkelig skullet øve mig på at stå op i en forsamling og fortælle om mit værd. Jeg har stadig en tendens til nervøsitet og kan nærmest høre stemmen knække over. Omvendt er amerikanernes enorme selvtillid og selvværd også farlig, for vi ved rent faktisk ikke, hvor dygtige de er, når det kommer til stykket.«

03BUSreklame.jpg

Colman de Silva sammenligner det med skyskraberne i byen. De er imponerende, og på afstand skinner de, men kommer man tæt på, er de ikke så perfekte, som de ½tager sig ud. Malingen skaller af panelerne, og stikkontakten falder ud. Detaljerne afslører, at fernissen overskygger den fundamentale kvalitet.

»Vi har med vores skandinaviske baggrund æstetikken med helt ned i detaljen. Vi kan gøre tingene simple. Danmark er kendt for møbeldesign og design i al almindelighed. Det kan overføres direkte til digitalt design, og vi kan mærke, at vores kunder er trygge ved den indstilling.«

Det giver pluspoint på kontoen, når kunderne opdager, at der ikke kun bliver afleveret præcist det, som står i kontrakten, men at der undervejs kan opstå smartere måder at løse opgaven på.

»Når vi hyrer amerikanske freelancere, udfører de præcist det job, de har fået besked på. De er ekstremt kontraktstyrede. Vores skandinaviske freelancere tilpasser opgaven, hvis de kan se, at den kan løses på en anden måde og dermed give et bedre resultat.«

Colman de Silva er bevidst om, at den amerikanske livsstil i New York er anderledes end i resten af USA og anderledes end den danske. Han vil ikke konkludere, om den ene er bedre end den anden, men han kan blot konstatere, at myten om, at amerikanerne i New York arbejder 24/7, skal tages med et gran salt. Nok er de på arbejde i rigtigt mange timer, men de kommer sjældent i omdrejninger før middag. Ofte blive de hængende på jobbet til sent på aftenen, men det skyldes også, at deres sociale liv foregår inde i byen, og når de så kommer på arbejde næste dag, skal de lige i gang.

»Deres dage er forskudt i forhold til vores. Jeg siger ikke, at det er godt eller skidt. Personligt kan jeg godt lide, at man står tidligt op om morgenen, er frisk, at hjernen fungerer, og at man til gengæld stopper i god tid, så man har tid med familien om aftenen.«

Hos Koalition begynder arbejdstiden kl. 9, og der arbejdes systematisk 9-18.

»Selvfølgelig kommer der folk ind, som er trætte og med tømmermænd. Vi kan ikke sige, at det må de ikke, men vi skal finde en balance, hvor de er mere effektive uden at blive pålagt vores kultur,« siger Colman de Silva.

Hovedløse kyllinger

Han er imponeret af den amerikanske evne til at præsentere og af deres tillid til egen viden. De kan som ingen andre sælge en ide og overbevise kunderne om, at det er den rigtige beslutning.

Colman de Silva mener, at vi savner den selvtillid i Danmark. En af årsagerne kan være et svagt uddannelsesniveau. Jo bedre klædt på du er, des mere overbevisende kan du sælge dit budskab.

Der er et ekstremt behov for digitale udviklere, men multimedieuddannelserne i Danmark er præget af undervisere, som ikke har fingeren på pulsen, og kontakten mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner er ikke tæt nok.

Koalition er begyndt at tage danske praktikanter, men oplever også, at de kommer som hovedløse kyllinger, der ikke har styr på processerne. Den almene viden om branchen er for svag. De ved for lidt om, hvad der sker her og nu.

De har måske digital designforståelse, men ved fundamentalt for lidt om de teknologiske muligheder.

»Der er fuldt tryk på digitalt design lige nu, men det nytter ikke kun at have designforståelse. Det er nødvendigt at have teknologisk indsigt,« siger Colman de Silva.

Koalition har siden august haft tre praktikanter fra Danmark. I forberedelsen til opholdet har praktikanter holdt Skype-møder med Koalition, hvor nye teknologier er blevet gennemgået.

Praktikanterne, som kom til Koalition, havde ikke selv fundet et praktikophold. For Colman de Silva betyder det ikke så meget. De skal blot udvise engagement, og for ham personligt er målet, at de bliver top tre i klassen nu, hvor de er tilbage på skolen:

»Det skal de være på viden og præsentation. De skal ikke stå med kolde papirer, når de forlader skolen, men have selvtillid.«

Han ville ønske, at danskerne var lige så stærke på ny viden og præsentation som amerikanerne, for den ideelle digitale udvikler i oplevelsesindustrien er kombinationen af skandinavisk arbejdsmoral, selvstændighed og forståelse for design parret med amerikansk indsigt i teknologiens udvikling.

»Der er en grund til, at folk vælger Porsche og ikke Skoda. Vi skal sælge noget, der er visuelt lækkert, men vi skal lave resultater, der er målbare. Det kan vi kun, hvis kvaliteten er i orden,« siger han:

»Vi har den simple æstetik med i rygsækken. Men du skal kunne mere end det, hvis du vil gøre karriere i vores branche. Du skal tænke selv, innovere, være med på noderne og hele tiden udfordre dig selv og dine kolleger,« siger Colman de Silva.

Væksthistorien

Næste udfordring for Colman de Silva og Koalition er, hvor stort firmaet skal være. Han befinder sig selv bedst i små teams, men opgaverne vokser, og hverken Andreas Wagner eller Colman de Silva er forretningsfolk.

I dag er selskabet bygget op omkring få fastansatte, men med et enormt netværk af freelancere, som er hyret ind til konkrete opgaver.

Næste skridt er ansættelsen af en daglig leder, som skal løfte iværksætterdrømmen et niveau op, en bestyrelse, fast partnerskab med et stort agentbureau og åbning af kontor på den amerikanske vestkyst i andet halvår af 2014.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen