Berlingske Business

Gyldne tider for erhvervsjournalistik

Claus Skovhus.
Claus Skovhus. Foto:

Virksomheder bliver fanget i den vildfarelse, at de kan undvære uafhængige medier. De, der opfatter medier som markedsføringsplatform, vil komme galt af sted før eller siden.

I november indløb indstillingerne til årets Cavlingpris, der uddeles i det nye år. Det er den fornemmeste journalistpris i landet. Alle former for journalistik kan komme i betragtning, men oftest går den til den vedholdende journalistik, som har haft konsekvenser for beslutningstagere i samfundet.

Journalistik handler imidlertid ikke kun om at afsløre magtmisbrug, men også om at videregive informationer, som er nyttige, giver inspiration og sætter beslutningsrækker op i en ny kontekst. Den gode journalistik gør os klogere.

Hvert medie må definere sin egen rolle. Der er forskel på, om mediet – som dette magasin – udkommer en gang om måneden, om det kommer dagligt eller døgnet rundt via digitale kanaler.

Og nok så vigtigt er der forskel på udgiverne. Med lige adgang til massemedierne bliver udgivernes rolle endnu mere vigtig at forstå i fremtiden. Er afsenderen et uafhængigt medie? Eller en interesseorganisation, som har et bestemt sigte med sine informationer.

I dag har alle adgang til massemedier, hvad enten det er sociale medier, egne websites eller egne TV-kanaler.

Senest har Saxo Bank meldt ud, at den vil opbygge sin egen TV-kanal. Målet er at skabe et globalt medieunivers med det formål at markedsføre Saxo Bank over for kunderne. Årsagen er ifølge Saxo Bank, at almindelig markedsføring er blevet en hyldevare.

Her når vi ind til kernen. Når virksomheder selv producerer nyheder, handler det om markedsføring, enten af budskaber eller produkter. Problemet er, at virksomhederne bliver så professionelle til at udgive informationer, at de bliver fanget i den vildfarelse, at de kan undvære uafhængige medier.Godt hjulpet af velvoksne kommunikationsafdelinger bliver der oftere og oftere opbygget værn om beslutningstagerne i virksomhederne. Alt, hvad der bliver sagt, skal gennem kommunika­tionsafdelingernes filtre, og når resultatet ikke bliver som forventet, sættes jagten ind på at miskreditere budbringeren.

Journalistikkens styrke

Men sagen er, at kommunikationsafdelinger får sværere og sværere ved at kontrollere nyhedsstrømmen, for vilkårene for uafhængig journalistik er på mange måder blevet bedre gennem de seneste årtier. Da jeg kom ind i faget for godt 20 år siden, brugte journalister uanede ressourcer på at registrere nyheder. Vi modtog pressemeddelelser på fax. Regnskaberne fra virksomhederne måtte vi selv holde styr på fra år til år. Tidligere artikler blev klippet ud og lagt i fysiske arkivposer gemt væk i et kælderrum,

I dag er alle informationer et klik væk. Vi kan søge i databaser og få de nødvendige informationer med kort varsel. Kursændringer opdages på et splitsekund.

Ser vi på årets 55 indstillinger til Cavlingprisen, er 12 historier inden for erhvervsjournalisstikkens område. Det er vidt forskellige emner, fra solcellesagen og fokus på Danske Banks rolle under finanskrisen i Berlingske Business til sager om metrobyggeriet, DSB og skattely og den gennemarbejdede bog »Andre folks penge«, der dokumenterer, at den finansielle sektor bidrog selvstændigt til finanskrisen i Danmark ved at hjælpe løsagtige ejendomsspekulanter til frit at handle ejendomme uden bund i andet end varm luft.

Perlerækken er lang og viser, at det er gyldne tider for erhvervsjournalistikken.

Pointen er, at end ikke de største eller stærkeste kommunikationsafdelinger kan forhindre, at der udføres uafhængig, undersøgende journalistik.

Når virksomhederne bliver bedre til selv at udgive de registrerende nyheder, får journalister frigjort ressourcer til at bearbejde nyhederne. Det er i alles interesse, også for virksomhederne, som i situationen kan synes, at medierne forpester deres tilværelse.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen