Berlingske Business

Varemærker og EU

Det nævnes i artiklen, at "hele proceduren køres via advokatbistand." Sandheden

er, at der ikke er krav herom. Ligesom det er muligt for virksomheden selv at møde i en dansk retssag, er det også muligt

selv at føre sagen ved Harmoniseringskontoret i Alicante (i daglig tale OHIM, Office for Harmonization in the Internal Market).

Det fremgår direkte af den Forordning som ligger bag etableringen af EF-varemærket, at ingen er forpligtet til at lade

sig repræsentere ved Harmoniseringskontoret med mindre der er tale om en person/virksomhed, der hører hjemme uden for

EU.


På samme måde som danske virksomheder sjældent møder uden advokat i en dansk retssag sker det dog

sjældent, at en dansk virksomhed selv fører sagen ved OHIM. På dette punkt er der med andre ord ingen forskel fra

før til efter etableringen af EU-varemærket. Alle bestallingshavende danske advokater er i øvrigt berettiget til

på deres klienters vegne at føre sag hos OHIM ligesom Patent- og Varemærkebureauerne har autorisation hertil.









Små

omkostninger

Det nævnes i artiklen, at "de store vinder" med henvisning til, at den tabende part skal betale alle den

vindende parts omkostninger. De store virksomheder skulle derfor af denne årsag kunne tryne de mindre virksomheder. Det er efter

min opfattelse en sandhed med modifikationer. Ganske vist hedder det i regelsættet, at den tabende part skal betale omkostninger

til den vindende part. Men disse omkostninger er samtidig maksimeret. Langt størsteparten af sagerne behandles udelukkende

på skriftligt grundlag og i sådanne sager er omkostningerne maksimeret til 250 Euro. Den tabende part kan altså

maksimalt blive pålagt at betale 250 Euro. Forliges parterne imidlertid forinden, kan parterne selv træffe afgørelse

omkring fordelingen af omkostningerne. Dette skal blot være en del af forliget.


Det er heller ikke korrekt, at der ikke

er mulighed for mundtlig forhandling. Det sker imidlertid sjældent, ganske enkelt fordi der ikke er noget formål hermed.

Også i disse sager er der et maksimum for de enkelte omkostningskategorier, fx rejseudgifter, overnatning osv.


I langt

størsteparten af sagerne udgør den omkostning, som den tabende part kan blive pålagt at betale den vindende part

således 250 Euro eller ca. 1.900 DKK. Set i forhold til de omkostninger, som den tabende part i en dansk retssag normalt bliver

pålagt at betale, er dette beløb særdeles beskedent. Og dette endda selvom de tilkendte omkostningsbeløb

ved danske domstole er meget lave set i international målestok. Der er næppe nogen danske virksomheder, heller ikke de

mindre, der lader sig skræmme af beløb i denne størrelsesorden.



Kan anlægge sag

I artiklen fremstår

det som om, at danske virksomheder nu ikke længere kan håndhæve sin rettighed ved de danske domstole/Sø-

& Handelsretten. Dette er ikke korrekt. Det nævnes i artiklen, at den tyske konkurrent brugte den danske virksomheds varemærke

i en kampagne, der også ustrakte sig til Danmark. Hvis dette er tilfældet, kan den danske virksomhed naturligvis anlægge

sag ved de danske domstol nærmere bestemt ved Sø- & Handelsretten. Såfremt den tyske virksomhed endnu ikke

anvender det krænkende mærke i Danmark, er det korrekt, at Sø- & Handelsretten ikke er kompetent. Men så

finder der jo heller ikke nogen krænkelse af den danske virksomheds rettigheder sted! Hvis den danske virksomhed ikke vil acceptere,

at den tyske konkurrent registrerer mærket som et EU-varemærke, så har man mulighed for at starte en indsigelsesprocedure

hos OHIM. Man vil derigennem, på baggrund af sit danske varemærke, kunne forhindre registreringen af den tyske konkurrents

mærke som EU-varemærke. Man vil naturligvis ikke kunne hindre, at den tyske konkurrent herefter bruger mærket eller

registrerer det i andre lande end Danmark, da den danske virksomhed jo ikke har nogen rettigheder i andre lande.


Den danske virksomheds

valg stod således imellem at anlægge en egentlig retssag i Danmark eller at indlede en indsigelsessag ved OHIM. Førstnævnte kræver

at der faktisk finder en krænkelse sted i Danmark. I øvrigt er dette "system" ikke nyt men trådte i kraft

1. april 1996. Danske virksomheder har siden da haft mulighed for med én varemærkeregistrering at dække hele EU-området.

Dette har betydet væsentlige besparelser for mange danske virksomheder, der i stedet for registreringer i hvert enkelt EU-land

i dag kan nøjes med én registrering.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen