Berlingske Business

Sådan håndterer Danfoss krisen

Krisen kradser på alle markeder, de færreste kan sige sig fri for at blive berørt – og slet ikke en global industrikoncern som Danfoss. Koncernchef Niels B. Christiansen redegør her for koncernens kriseindsats.

Denne krise er alvorlig, overraskende alvorlig, men den kan håndteres.

Det er kernen i budskabet fra Danfoss’ koncernchef, Niels B. Christiansen, som i dette interview fortæller om, hvad den store industrikoncern gør for at komme styrket ud af krisen.

“Der er ingen tvivl om, at denne afmatning er indtruffet hurtigere og kraftigere, end nogen egentlig havde regnet med, og hurtigere og kraftigere, end man har set længe,” siger han.

“Det er mange år siden, at vi har set noget reagere så hurtigt. Jeg tror, at forskellige industrier er blevet ramt på forskellige tidspunkter. I Danfoss reagerede vi relativt tidligt, men det er nok fordi, vi har en del industrier, der allerede i første halvår 2008 mærkede effekterne, da boligmarkedet i USA begyndte at sætte sig. Den globale udbredelse kommer så i andet halvår, i skæringen mellem tredje og fjerde kvartal, og det bliver en global krise.”

Som både økonomer og andre industriledere hæfter Niels B. Christiansen sig ved, at noget af det nye ved denne krise er, at den rammer overalt.

“Sidste gang, Danmark havde en konjunkturnedgang, omkring 1990, kunne vi læne os lidt op ad eksportmarkederne i både Europa og Asien, som havde fremgang, og i andre situationer har vi haft kriser på nogle af vores eksportmarkeder, men ikke på dem alle sammen. Det har vi nu – krisen rammer over hele verden. Der er ikke rigtig nogen lande, der går ram forbi,” siger Niels B. Christiansen.

“Kina bliver ramt, fordi det er fabrik for hele verden, og når hele verdens efterspørgsel sætter sig, så har Kina svært ved at opretholde deres høje vækstrater. Og Rusland bliver ramt, fordi olieprisen samtidig falder kraftigt, og det rammer deres provenu fra oliesalg, som er det, de bruger til at opbygge samfundet og infrastrukturen. Så det kan godt være, at der er forskellige historier i forskellige dele af verden, men over en bred kam er der stagnation eller direkte nedgang overalt. Det er nyt, og det er sket pludseligt. Og i og med at Danfoss er placeret i en række forskellige industrier over hele verden, så mærker vi selvfølgelig nedgangen i meget store dele af forretningen.”

Planen

Danfoss har sammenfattet sin kriseindsats i fire punkter, som koncernchef Niels B. Christiansen udlægger som følgende:

1. Likviditet: “Det første er at sikre, at likviditeten er på plads. Vi har kigget grundigt på vores cash flow, sikret os, at vi for eksempel ikke betaler regninger før betalingsfristen, og sikret os, at vi har god og stabil finansiering på plads.”

2. Besparelser: “Vi må beskytte vores lønsomhed på et vist niveau. Når efterspørgslen falder, blive man nødt til at tilpasse sig. Vi meldte ud allerede i efteråret, at vi var nødt til at afskedige et antal mennesker, og det har vi gjort. Det er ikke til at sige, om vi bliver nødt til at gøre det igen, for sigtbarheden er lav, og det er svært at forudsige de næste tre måneder.”

3. Kunderne: “Det er vigtig at være tæt på kunderne i denne fase, at behandle dem godt og servicere dem godt. Som stor global virksomhed er der også nogle muligheder for at hente markedsandele. Skulle andre virksomheder rundt omkring i verden komme i problemer, så der er nogle markedsandele at hente, så vil vi gerne være der. Så vi prøver at holde så meget gang i vores salgsorganisation, som muligt, og lægge så få som muligt af vores besparelser ude hos kunderne. Desuden laver vi nogle produktudviklingsprojekter, der skal give os rygstød efter krisen. Det bliver jo hverdag igen en dag, og så kommer klima, miljø og energieffektivitet tilbage øverst på agendaen. Besparelser på produktudviklingen er ligesom devalueringer: Det hjælper på den korte bane, men så bliver det værre bagefter. Altså som at tisse i bukserne for at holde varmen. Vi har ikke startet en masse nye ting op, men vi holder fast i dem, vi er i gang med.”

4. Medarbejderne: “I en dyster situation som denne skal man gøre noget ekstra for at motivere medarbejderskaren. Også når man ser kolleger gå ud af døren, skal de, der bliver tilbage, have et håb om, at hverdagen vender tilbage. Det kræver, at man er bevidst om det, og et vigtigt element er klar kommunikation om, hvorfor vi gør, som vi gør.”

Det er i korte træk, hvad Danfoss kan gøre, mener koncernchefen. Rammevilkårene er som altid op til politikerne, og de gør foreløbigt deres med Bankpakke II.

“Det mest akutte spørgsmål er, om der er mange små og mellemstore virksomheder, der mangler likviditet til vækst eller til at klare et år eller to med tilbageslag,“ siger han.

“Det er jo et nationalt spørgsmål. Interessant nok er mange globale virksomheder jo stadig finansierede i deres hjemlande. En dominoeffekt her vil få alvorlige konsekvenser, for mange mennesker herhjemme er ansat i små og mellemstore virksomheder, og de er underleverandører til større virksomheder, som os.”

“Det næste handler om at understøtte den indenlandske efterspørgsel, så for eksempel detailsektoren ikke kommer i problemer. Det kan handle om alt fra infrastrukturprojekter til finanspolitiske lempelser, der kan være med til at afdæmpe det sortsyn, der er ved at komme,” siger Niels B. Christiansen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen