Berlingske Business

Kæmpen vender tilbage

For tre et halvt år siden skabte bogen »Arvtageren« ravage i og omkring Grundfos. Siden har spekulationerne om Grundfos-ejer Niels Due Jensens rolle i virksomheden floreret i mange retninger, mens hovedpersonen har forholdt sig stort set tavs. I anledning af Grundfos’ 70 års fødselsdag står han nu frem og fortæller, hvordan han har brugt de seneste år til at sikre sin fars vilje og familiens fortsatte indflydelse i pumpevirksomheden.

Grundfos’ ejer Niels Due Jensen, der galant har givet mig et lift, træder på speederen i sin Tesla. Bilen accelerer så hurtigt ned ad bakken, at jeg bliver presset tilbage i det lyse læderindtrukne sæde og føler mig hensat til en tur i rutsjebanen i Tivoli.

»Den kan også godt rykke sig,« siger Niels Due Jensen og smiler.

»Og det er jo dejligt, når man både kan få en god bil og samtidig spare på energien,« tilføjer han, mens han tæmmer køretøjet rundt i svinget og videre ned mod den fabriksbygning, som huser Grundfos’ produktion af de berømte røde cirkulationspumper.

Den 72-årige Niels Due Jensen ligner ikke en slagen mand eller en mand, der ikke længere følger med tiden. Tværtimod er han i fuld vigør ikke kun hvad angår biler, men også arbejdsmæssigt.

I brystlommen på den lyseblå skjorte har han sin iPhone, hvis kalender afslører et travlt program.

Dagen forinden begyndte f.eks. kl. 9 med møde med fondsdirektør Christian Hartvig, om løbende sager i sekretariatet for Poul Due Jensens Fond, der ejer 88 pct. af Grundfos. Niels Due Jensen er få dage forinden formelt blevet genvalgt som bestyrelsesformand for de næste to år.

Kl. 10 dukkede koncernchef i Grundfos Mads Nipper op til et såkaldt uformelt månedsmøde. På møderne bliver løst og fast i Grundfos vendt. Eftermiddagen gik med at få styr på nogle forhold omkring Niels Due Jensens gods, Ormstrup, der ligger få kilometer fra Grundfos’ hovedkvarter i Bjerringbro i Midtjylland, mens aftenen bød på fest og farver.

Sammen med hustruen Minna var Niels Due Jensen til 25 års jubilar-middag på Grundfos-koncernens gæstebolig Frisholt sammen med 25 jubilarer og deres ledsagere fra 19 til 23. En »rigtig super aften,« fortæller Niels Due Jensen.

Han er i godt humør i dag, hvor han for første gang siden 2011 har indvilget i at stille op til et længere interview med Berlingske i anledning af Grundfos’ 70 års fødselsdag.

mads nipper

2011 var året, hvor Grundfos satte rekord både i omsætning og indtjening og beviste, at selskabet var kommet bedre ud af finanskrisen end de fleste. Det var også året, hvor Niels Due Jensen overlod sin post som bestyrelsesformand i Grundfos Holding til sin daværende ven, erhvervsmanden Lars Kolind på opfordring af Lars Kolind selv, og i stedet blev formand for Poul Due Jensens Fond. Det var ikke et skifte, Niels Due Jensen var glad for, men han affandt sig med, at de to byttede plads, fordi han ønskede ro. Det gør han også i dag.

»Jeg synes ikke, vi skal ribbe op i den gamle historie omkring Kolind og kompagni. Det gider jeg snart ikke mere,« siger han afvæbnende og retter lidt bestemt på dækkeservietten, der ligger på mødebordet foran ham, mens vi sidder i hans store, lyse kontor med udsigt over Grundfos’ hovedkvarter i bakkerne i udkanten af Bjerringbro.

Men ro blev der ikke. I efteråret 2011 udkom portrætbogen »Arvtageren«, skrevet af Berlingske Business-journalist Birgitte Erhardt-sen, og udgivet af forlaget Gyldendal. Ifølge bogen var Niels Due Jensen blevet presset væk af en alliance mellem Lars Kolind, der åbent fortalte om konflikten i bogen, medarbejdere i Grundfos, der var utilfredse med, at Niels Due Jensen havde for meget magt som bestyrelsesformand, og Niels Due Jensens to søstre, der heller ikke var helt tilfredse med brorens måde at forvalte sit hverv på.

Bogen, der også beskrev Niels Due Jensen som en mand, der havde svært ved at lade være med at blande sig i den daglige drift af det selskab, han overtog efter sin far og havde været koncernchef for fra 1980 til 2003, vakte stor opsigt.

Konsekvensen blev, at Lars Kolind, der ellers havde været stærkt involveret i Grundfos’ strategiske arbejde i årene forud, måtte forlade Grundfos’ bestyrelse. Og siden har der været spekuleret stort i, hvor magten i Grundfos ligger, og hvilke rolle Niels Due Jensen egentligt spiller i Grundfos.

Niels Due Jensen er ikke enig i bogens beskrivelse af forløbet i foråret 2011. Men han er ikke meget for at tale om det. Det strider mod hans grundholdning om, at man skal være ordentlig og hæderlig og derfor ikke kaste mere snavs ind i den debat.

Han sukker, retter lidt på servietten, sukker igen, og banker lidt med en finger i bordet, mens han tydeligvis tænker sig grundigt om.

»Jeg vil ikke gå i detaljer med det. Men jeg kan komme det så vidt, at jeg havde visse uoverensstemmelser med Kolind, som endte med et brud. Det er vel, hvad der er at sige om det,« siger Niels Due Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet
Grundfos' ejer Niels Due Jensen fotograferet i produktionen i Bjerringbro. Foto : Simon Læssøe

Ville Lars Kolind stadig have spillet en rolle i Grundfos i dag, hvis »Arvtagerne« ikke var blevet udgivet?

»Det kan jeg ikke sige dig. Men det tvivler jeg på,« siger Niels Due Jensen.

Længere kommer vi ikke. Niels Due Jensen kigger lige frem for sig.

Anderledes fremkommelig bliver Grundfos’ kæmpe, når han skal fortælle om virksomhedens historie og sin egen rolle i den, både før og efter 2011.

Mens forårssolen skinner ind gennem de store gulv-til-loft-vinduer og kaster skygger på de hvide vægge, som også er prydet af et stort, lyst maleri af laks i Gudenåen, vender han tilbage til der, hvor det hele begyndte.

I Østergade i Bjerringbro, hvor hans far, Poul Due Jensen, begyndte at producere pumper et par dage før, Anden Verdenskrig sluttede. Derfor fylder Grundfos 70 år i Bjerringbro 1. maj i år.

Det hele begyndte ved lidt af en tilfældighed, da faren fik en opgave med at levere et motoriseret pumpeanlæg til en landmand på egnen. Det kunne han ikke på grund af krigen og derfor udviklede han sin egen pumpe, en stempelpumpe, som fik tilnavnet Grisen. Den blev fremstillet i 50 eksemplarer, og begyndelsen til et dansk erhvervseventyr var gjort.

Poul Due Jensen, der var både initiativrig og temperamentsfuld, begyndte i 1952 også at producere centrifugalpumper og udviklede i 1959 den lille røde cirkulationspumpe, som den dag i dag i en moderniseret udgave er krumtappen i Grundfos’ forretning og fremstilles i op mod ti millioner eksemplarer om året. Siden udvidede han virksomheden med egen produktion af motorer til pumper.

Niels Due Jensen kom ind i virksomheden i 1960. Han begyndte på gulvet som maskinarbejderlærling, læste herefter til maskiningeniør og var et par år i praktik hos en anden af de store jyske, familieejede virksomheder, Danfoss på Als, inden han i 1974 vendte tilbage til Grundfos, hvor han som udviklingsingeniør kastede sig over udvikling af nye pumpetyper.

»Jeg har altid brændt for det tekniske, og én af de ting, som jeg tror, jeg har taget med fra min far, er hans tekniske forståelse, dybe interesse for teknik og nogle af hans evner til at se løsninger inden for teknik,« siger han.

Niels Due Jensen er opdraget til at tage socialt ansvar og være almindelig ordentlig og hæderlig.

»Og så har jeg arvet en positiv indstilling til det kristne evangelium,« siger Niels Due Jensen.

mads nipper

Niels Due Jensen hører nemlig til blandt de få danske erhvervsfolk, der åbent bekender sig til kristendommen, og han mener uden tøven, at det har haft betydning for hans virke som virksomhedsleder.

»De kristne grundholdninger indgår på mange måder i moderne ledelse. Det handler om ærlighed, oprigtighed, tillid, og at man viser hensyn og respekt for andre og om social ansvarlighed. Det er ganske almindelige gode ledelsesmæssige grundregler, hvis man driver en virksomhed, og det kan føres lige tilbage til Det Nye Testamente,« siger Niels Due Jensen, der ikke mener, at en stærk kristen tro er en hæmsko for at drive forretning.

»Det har ikke skadet Grundfos, at jeg har haft et kristent livssyn – for at sige det lige ud. Det betaler sig altid at være ordentlig omkring det at tjene penge, og hvordan man har det med sine medarbejdere. Det holder længst.«

I 1977 døde Poul Due Jensen uventet, og Niels Due Jensen, der på det tidspunkt var 33 år, påtog sig opgaven at drive Grundfos videre. Selskabet havde på det tidspunkt succes og var begyndt at ekspandere med datterselskaber i Vesteuropa.

I 1980 fik Grundfos en professionel koncernbestyrelse med Niels Due Jensen som koncernchef. Lidt usædvanligt for en koncern- chef fortsatte han med at have hånd i hanke med udviklingsafdelingen. Og det var der en grund til.

»Jeg føler en kæmpe forpligtelse til at følge op på det produktudviklingsarbejde, som min far havde udført. Jeg kunne ikke drømme om at lade det forfalde. Min fars og min grundholdning har hele vejen igennem været, at hvis vi kunne designe nogle rigtig gode produkter, så kunne vi også få det solgt og drive en virksomhed, der kunne hænge sammen,« siger Niels Due Jensen.

Niels Due Jensen er især stolt af, at det lykkedes ham med hjælp fra selskabets øvrige ingeniører at fastholde en tradition for at lave pumpeprodukter i verdensklasse, og han kan på den tekniske front bryste sig af, at det var i hans tid, at Grundfos begyndte at interessere sig for elektronisk hastighedskontrol af pumpemotorer og dermed banede vejen for de energieffektive og intelligente pumper, som i dag er Grundfos’ største aktiv.

I 2003 valgte Niels Due Jensen at stoppe som koncernchef, da hans kontrakt udløb med hans 60 års fødselsdag. Selv om ingen sagde det direkte, begyndte nogle at snakke i krogene om, hvor længe han havde tænkt sig at blive, og det gjorde udslaget. Det er imidlertid en beslutning, som Niels Due Jensen fortryder på det personlige plan.

Artiklen fortsætter under billedet
ff
Grundfos' ejer Niels Due Jensen fotograferet i produktionen i Bjerringbro. Foto : Simon Læssøe

Det var for tidligt for ham at slippe roret, ikke mindst når det handler om hans og farens hjertebarn, teknikken, erkender han i dag.

»Jeg burde have taget fem år mere. Jeg kunne have gjort en hel del mere, specielt på tekniksiden. Lige så snart jeg røg ud af den daglige ledelse, havde jeg ikke fat i håndtagene på teknik- og produktudvikling. Det generede mig, fordi jeg syntes, der var nogle ting, der ikke blev gjort. Og sådan har jeg det sgu stadigvæk,« siger Niels Due Jensen og slår en hjertelig latter op.

I et forsøg på at imødekomme Niels Due Jensens bekymring for, om Grundfos’ udviklingsafdeling var langt nok fremme i skoene, blev der etableret en særlig komité, som skulle overvåge udviklingsprojekterne i Grundfos.

»Men det var alligevel besværligt. Der var nogle, der skulle overtales her og der. Jeg brænder jo for teknologi. Jeg er utålmodig, hvad det angår. Der skal ske noget. Og tit er det jo sådan i en større virksomhed, at jo større den bliver, jo langsommere drejer hjulene,« siger Niels Due Jensen.

Niels Due Jensens manglende parathed til at overlade produktudviklingen til andre har bidraget til nærmest at skabe en myte om hans magt over og indblanding i den daglige drift i Grundfos.

I dag er teknologikomiteen nedlagt, men det betyder ikke, at Niels Due Jensen helt har sluppet udviklingsafdelingen. Rent fysisk har han sin daglige gang i afdelingen. Hans kontor og fondens sekretariat ligger helt ude for enden af udviklingsafdelingens hovedbygning, som i anledning af Niels Due Jensens 70 års fødselsdag for to år siden blev omdøbt til The Niels Due Jensen Business Development Center.

I fuld forståelse med den nuværende koncernledelse har Niels Due Jensen kontakt med de daglige chefer inden for produkt- og teknologiudvikling.

»Jeg har jævnligt møder med dem, hvor jeg kommer med et par forslag og lytter lidt til, hvad de arbejder med. Men det er ikke sådan, at det er mig, der kan eller skal drive produktudviklingen hos Grundfos, men jeg bidrager, og jeg synes, det er sjovt. Jeg har en ingeniørhjerne, der ikke kan stå stille. At udvikle nye produkter og ny teknologi, gør mit liv spændende,« siger Niels Due Jensen.

Men det er arbejdet i Poul Due Jensens Fond, han har viet mest opmærksomhed de seneste år. Da Niels Due Jensen blev formand, havde fonden ikke de store medarbejderressourcer og levede en stille tilværelse. Men det har Niels Due Jensen fået lavet om på, godt hjulpet på vej af den nye lov om erhvervsdrivende fonde, som blev vedtaget sidste år.

Først måtte fonden dog i kølvandet på skriverierne om »Arvtageren« over for Erhvervsstyrelsen forklare, hvordan den brugte sine penge. Fonden satte i den anledning sine honorarer ned. Det var en proces, der tog lang tid på grund af langsom sagsbehandling i styrelsen og politisk uklarhed om fondens fremtid i forbindelse med arbejdet med den nye lov.

Artiklen fortsætter under billedet
Grundfos' ejer Niels Due Jensen fotograferet i produktionen i Bjerringbro. Foto : Simon Læssøe

Til gengæld har fonden til dels fungeret som case for Erhvervsministeriet og Erhvervsstyrelsen ved udarbejdelsen af loven, og Grundfos har presset på for at sikre, at en ankeinstans kom med i loven.

Den nye fondslov er blevet den stok, Niels Due Jensen har brugt til at rejse sig ved og sikre, at han og familien i fremtiden har indflydelse på, hvilken retning Grundfos skal tage gennem aktivt og ansvarligt ejerskab.

En ny forretningsorden, som for nylig blev offentliggjort i Jyllands-Posten, sætter klare, langsigtede mål for, hvordan Grundfos skal udvikle sig. Omsætningen skal i gennemsnit vokse med seks pct. Indtjeningsgraden, målt som bruttoresultat i forhold til omsætning, skal op på ti pct., og afkastet på investeringer skal ligge på 17 pct. Samtidig er der sat mål for bl.a. medarbejder- og kundetilfredshed. Målsætninger, som går igen i Grundfos femårs-strategi offentliggjort i marts.

Der er også opstillet klare regler for, hvilke emner, bestyrelsen og ledelsen i Grundfos Holding skal orientere fondsbestyrelsen om og hvornår.

»De seneste år er det gået op for mig som bestyrelsesformand i fonden, at vi har haft brug for at få nogle ting fastere forankret, ikke på fondsniveau, men på ejerniveau. Som fondsbestyrelsesformand er jeg jo sat til at forvalte stifterens vilje, altså min fars virksomhed. Det har jeg følt en forpligtelse til at få forankret bedre i Grundfos fremadrettet. Det kræves også af den nye fondslov. Faktisk er det strafbart ikke at gøre det,« siger Niels Due Jensen.

pix-grundfos

»Dermed ikke være sagt, at Niels Due eller fondsbestyrelsen går ind i den daglige ledelse i Grundfos og styrer den. Det er fuldstændig misforstået, når man påstår, at jeg styrer det hele. Jeg vil gerne dementere, at jeg er inde og pille en masse på dagligt ledelsesniveau. Så tror jeg ikke, vi havde Mads Nipper mere,« tilføjer Niels Due Jensen, der i øjeblikket har ekstra støtte fra familien i sit arbejde i fonden.

Sønnen, Poul Due Jensen, der i dag er koncerndirektør med ansvar for salg og marketing i Grundfos, sidder allerede med i fondsbestyrelsen, mens datteren Annette, der er uddannet kosmetolog, er under oplæring til at blive bestyrelsesmedlem i fonden. Lige nu arbejder hun i det fire personer store fondssekretariat for at suge til sig af viden.

Hvornår stopper du i Grundfos?

»Når jeg falder helt ud over kanten. Jeg er lige blevet genvalgt for en toårig periode. Hvis helbredet holder og hovedet virker, er mit mål at blive som fondsbestyrelsesformand, til jeg er 75 år,« siger Niels Due Jensen.

Han begynder at pakke sammen. Der er lige tid til fotografering nede i cirkulationspumpefabrikken, og så går turen i Tesla’en til et møde i Aarhus. Niels Due Jensen vender sig mod mig og tilføjer på sit stilfærdige midtjyske.

»Jeg kommer lynhurtigt til at kede mig, Vibeke. Og det er træls.«

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen