Berlingske Business

Her er Brasiliens fattigste rigmand

pix-mand
Overskrift
Eike Batista.
pix-mexi
Overskrift

Som Brasiliens økonomi har også landets engang rigeste mand, Eike Batista, tabt pusten. Hans omfattende imperium inden for energi, miner og logistik, der har finansieret en luksuriøs tilværelse, er ved at falde fra hinanden.

For nogle år siden pralede Eike Batista af, at han i løbet af fem år ville overhale mexicaneren Carlos Slim som verdens rigeste mand. Det var i 2008; fem år senere skriver vi 2013, og den snart 56-årige brasilianer praler ikke længere.

Det er symbolsk for den bratte nedkøling af Brasiliens engang så hede økonomi, der har gjort landet til et af verdens førende vækstmarkeder. I 2010 buldrede væksten af sted med 7,5 pct. Sidste år var den under én pct.

Batistas nedtur bliver da også fulgt nøje i Brasilien, hvor den seneste tids uroligheder vidner om en voksende harme over forvaltningen af statens finanser og særinteresser, som Eike Batista netop ses som et eksempel på.

Den selvskabte milliardær var i marts sidste år nummer ti på Forbes’ globale rigmandsliste med en formue på godt 30 mia. dollar. I marts i år var han dalet til nummer 100 med under syv mia. dollar i anslået værdi. ifølge Forbes uden sammenligning den største kuretur for nogen af verdens velhavere.

Batistas forretningsimperium omfatter seks børsnoterede selskaber, alle grundlagt inden for en otteårig periode fra 2004 til 2012 og tildelt et »X« i navnet – angiveligt på grund af overtro. Det er MPX (elforsyning), MMX (minedrift), LLX (logistik), OGX (olie/gas), OSX (shipping) og CCX (kul) samlet under holdingselskabet EBX.

Selskaberne er styrtdykket i kurs og i nogle tilfælde reduceret til mindre end en fjerdedel af, hvad de var værd for bare et år siden. Flere af selskaberne bygger på ufuldendte projekter og har derfor ingen synderlig indtægtsstrøm, hvilket igen har kørt dem sur i gæld og problemer med at få projekterne realiseret. Det gælder f.eks. LLX, der står bag et massivt havneprojekt nær Rio de Janeiro, som potentielt kunne blive verdens tredjestørste, men nu er forhalet og udskudt.

»Batista-boblen«, mener Forbes. Og trækker sammenligninger til et sækkeløb, hvor investorerne står tilbage med tomme kartoffelsække.

Batista har for sin del taget til genmæle over for »rygter og sladder« og fastholder, at alle hans projekter vil gøre Brasilien til et super effektivt land, ikke mindst klar til det OL-værtsskab i 2016, som han har ydet små 13 mio. dollar til at sikre for Rio de Janeiro.

Disciplin og kampgejst

Den risikolystne brasilianer er født ind i en børneflok på syv med opvæksten delt mellem Brasilien og Europa. Faderen var tidligere energiminister og direktør for den da statslige minekoncern Vale, og den unge Batista vedstår gerne, at han lukrerede på faderens omdømme for at få lån til sine første forretningseventyr. Siden menes Brasiliens statslige udviklingsbank at have gavnet hans selskaber med over fem mia. dollar i lån alene siden 2007.

Batista har også tilskrevet sin tyske moder en vigtig ballast. Angiveligt led han af svær astma, indtil moderen smed ham i en kold svømmepøl. Det lærte ham efter eget udsagn to ting: Disciplin og kampgejst.

Begge dele fik han brug for, da han som 18-årig stod ene tilbage i Tyskland, efter at resten af familien var rejst tilbage til Brasilien. Han droppede ud af metallurgi-studier og ernærede sig som dørsælger, ikke mindst foranlediget af, at han allerede da havde rige venner at kappes med.

»Så jeg var stærkt motiveret til at tjene ekstra penge, og jeg solgte forsikringspolicer fra dør til dør. Det var en virkelig lærerig oplevelse, for nogle døre åbner, og andre gør ikke. Jeg fik mange kopper te med gamle damer.«

Snart slog han sig på handel med diamanter og guld, blandt andet fra Amazonas, hvor han ofte rejste rundt i junglen med livvagter og angiveligt engang blev skudt af en guldgraver, som skyldte ham penge. Som bare 23-årig startede han eget firma, og han købte sin første guldmine som 24-årig. Her blev altså grundstenen lagt til det, der siden er blevet til »X-imperiet« med vægt på ressourcer og råvarer.

Men Batista er ikke kun kendt for sine forretningsbedrifter og har længe været yndet stof i de brasilianske medier for sit privatliv, herunder 13 års ægteskab med modellen Luma de Oliveira, som han nu er skilt fra.

Meget er også skrevet om sønnen, den nu 21-årige Thor Batista, der sidste år blev idømt to års samfundstjeneste for uoverlagt manddrab efter at have påkørt en cyklist. Thor racede angiveligt på ulykkestidspunktet rundt i et af Rios slumkvarterer i en Mercedes-Benz SLR-McLaren til 1,3 mio. dollar.

Selvsamme bil har faderen engang været så stolt af at eje, at han parkerede den i sin dagligstue.

Batista er desuden kendt som en ivrig tilhænger af hurtige sejlbåde og opnåede i 1990erne at blive både Brasiliens-, USA- og verdensmester. Han har også sat længde-rekorder med den patriotisk navngivne kæmpeyacht Spirit of Brazil.

»Brasilianerne har altid beundret den amerikanske drøm. Det, der sker i Brasilien, er den brasilianske drøm, og den er jeg tilfældigvis eksemplet på,« sagde han sidste år i et interview med Bloomberg.

Hvor er drømmen nu?

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen