Berlingske Business

Klassisk herreskrædder spår sort fremtid for faget

05BUSskraedder5.jpg
Overskrift
Peter Undén er en af de få i dagens Danmark, der mestrer det gamle håndværk som herre-skrædder. Foto: Keld Navntoft
 
 

Der er langt mellem herreskrædderne i Danmark. Kun en lille håndfuld hjerter banker stadig for faget, men især én lever i bedste velgående til trods for hård konkurrence fra konfektionsfabrikker og Østen.

Rank og rød står den. Uniformsjakken med pingvinhalen; det første øjet fanger, så snart du sætter foden indenfor i butikken. Guldknapper er trukket gennem stoffet på ryggen og hæftet med et bånd på bagsiden. Knaphullerne er håndsyet med silketråd. Kanterne er riet med en fin, hvid tråd. For den er endnu ikke færdig.

»Velkommen til vores lille tidslomme,« lyder det ude fra baglokalet.

Der arbejder han. Det meste af tiden. Herreskrædderen Peter Undén. Her forvandler han metervarer til habitter.

31BUSbødker.jpg

»Du får et stykke stof hjem. Lægger en rulle stof ud. Det er en jakke. Det der med at man kan komme tilbage og se, hvad man har lavet,« siger han og fortsætter:

»Man skal være lidt betaget og fascineret af uniformer. Nogle er fascineret af store kjoler. Men ja, jeg synes uniformer er flotte.«

Hans farfar var herreskrædder. Men det er nu ikke der, inspirationen til skrædderstillingen kommer fra.

De faldne håndværk: Herreskrædderen

Han gik i gymnasiet, og i 2.g fik han et »ordentligt los i røven«, for der har aldrig gemt sig en boglig student i ham. Han begyndte på EFG, skolen for de tekniske uddannelser, og her stødte han ind i herreskrædderfaget. Efter halvandet år på en fabrik på Vesterbro i København, hvor han syede konfektion, fabrikssyet tøj i modsætning til skræddersyet tøj, kom han i lære på Det Kongelige Teater.

I ti år var teatret hjemmebane for Peter Undén, indtil han åbnede sin egen biks. Her har han været lige siden. 20 år i butikken på Frederiksberg i København.

»Det du er god til, det interesserer du dig for. Det du er dårlig til, det undgår du. Jeg var ikke særlig boglig. Det var jo optur for mig at blive fri for gymnasiet,« forklarer Peter Undén, der i dag er 50 år.

Topper som 70-årig

Butikken kører i bedste velgående. Og det har den sådan set gjort lige siden, han fik nøglen til forretningen.

»Det her fag er også mystisk. De gamle skræddere sagde altid til mig, at »du topper, når du er 65-70 år«. Fortæl mig et fag, hvor du topper, når du er 70? Du bliver dygtigere og dygtigere. Det er de samme ting, du laver hele tiden. Det er bare erfaring,« siger han med en københavnsk hurtighed i stemmen, som udløses uanset, hvilke spørgsmål han stilles.

»Jeg går ikke og tænker på andet. Det er et fag, hvor du diskuterer en masse. Jeg kan huske de gamle inde på Det Kongelige Teater. Der sad de og diskuterede, mens de syede. Det er jo sådan lidt filosofisk. Man går og tænker. Man sidder og laver det samme. Det er et mærkeligt fag. Det ligger ikke i tiden.«

Han snakker. Ligesom de gamle rødder på Det Kongelige Teater kører mundtøjet også, mens han arbejder.

Det kører, mens en lille paletkniv med en bredde, der passer til et knaphul i et ærme, varmes under strygejernet. Han stryger kniven gennem en fast klump bivoks. Kniven ryger op og ned gennem knaphullet. Så trævler stoffet ikke, når der skal syes.

»Jeg har lært det efter de gamle traditioner. Jeg er ikke gået på kompromis. Jeg kan se kunderne i øjnene. Kender du den der følelse af, at man er sikker hele vejen igennem?« spørger han, hvorefter han smører silketråden med læberne og fører tråden gennem nåleøjet. Det tager 12 minutter at sy et knaphul. I hånden. Og det gør han hver gang.

Efter den gamle skole

Der er kun tre herreskræddere tilbage i Danmark. Altså de helt traditionelle, hvor knaphuller, for og indlæg er håndsyede. Sømmen ved skuldrene ligger lidt tilbage, så de ikke kan ses forfra. Åbne knaphuller ved ærmerne. De fleste af Peter Undéns jakker er også uden sidestykke. Sømmen stopper lige over lommen.

»Folk siger, »hvad sker der? Der mangler en søm!« Men det gjorde man i gamle dage. I konfektionsfabrikkerne skærer man i flere mønsterdele, så de kan rokere rundt. Men i gamle dage var stoffet jo dyrt. Ét stort stykke stof, det var jo, »uha«,« fortæller Peter Undén.

27BUShattemager-med-roed-ha.jpg

Og det er netop konfektionsbranchen, Peter Undén adskiller sig fra. Omtrent den største konkurrent for herreskrædderen. Og så folk, der tager til Østen for at få syet et jakkesæt, hvilket er »fuldstændig tosset«, hvis man spørger en herreskrædder.

»Jeg syer efter det engelske forbillede, hvor man brugte 37 timer på at sy en jakke. Det blev udviklet til at være konfektion. De bedste skræddere var med til at udvikle det, der hedder konfektion. Nu tror man, Østen kan sy det samme, tre mand, som man kan på en hel konfektionsfabrik i Tyskland.«For 37 timer bruger Peter Undén på at sy en jakke. Otte timer tager buksen. Og hvad koster det? 21.000-22.000 kroner. Men kunderne er også »nørder«, som Peter Undén siger. Nørder, der virkelig går op i tøj, materiale og kvalitet. Og får du deres tillid første gang, kommer de igen, forklarer Peter Undén, som kreerer omkring 50 habitter om året.

Men det er ikke kun Fjernøsten og konfektionen, der presser herreskrædderens chance for overlevelse.

»Det er designuddannelsen, der styrer det hele. Og det har resulteret i, at det går virkelig dårligt for håndværksuddannelserne. Du kan godt blive uddannet skrædder i dag, men du sætter eksempelvis designere til at undervise skræddere. Sæt en automekaniker til at undervise en tømrer, så skal du se det store mandefald gå amok. Det er helt vanvittigt. Men vi er jo så få, at der er ikke nok lærekapacitet til at undervise.«

Der er ikke mange herreskræddere, der vinder i konkurrencen. En fælles rød tråd for de fleste spæde herreskræddere med et svendebrev i hånden er, at man begynder som lærer på en af de tekniske skoler. Efter nogle år bliver skrædderen selvstændig. Det giver ikke mad på bordet, så døren smækkes i, og nøglen drejes om. Og man vinker farvel til faget.

»Og så tænker jeg, »hvorfor lige mig?« Jeg er bare tilpas åndssvag og er blevet ved og ved og ved. Jeg kan ikke andet. Jeg har brugt alle mine kræfter på at lære at sy,« siger Peter Undén.

»Jeg kan kun en ting. Jeg bliver nødt til at gå ind ad den dør hele tiden.«

Gamle Pfaff-symaskiner sidder solidt langs det lille værksteds fire vægge. Han har forsøgt sig med nyere maskiner, men når fejl 88 melder sig, og man selv skal finde ud af, hvad det nu lige betyder, er det nemmere med de gamle industrimaskiner.

Et opdelt fag

Med syringen trygt placeret på fingeren – herreskrædderens vigtigste redskab – syer han videre på knaphullerne, mens vi taler.

Peter Undén fortæller, at tilbage i tiden var faget meget mere delt op. Der var tilskærere og så var der dame- og herreskræddere. I dag er det næsten et stort sammensurium og stort set kun dameskræddere.

»Dengang, jeg blev udlært, var det gamle mænd med klumpfødder og en pukkel på ryggen. Jeg kan ingenting i forhold til de gamle skræddere. De sad hele deres tid og enten syede jakker, bukser eller veste. Da kunne du tale om at være specialist.«

I dag er der ikke nogen rollemodeller tilbage for Peter Undén. Dem havde han engang.

30BUSViolinbygger#2.jpg

Kun få overlever

Med kun tre traditionelle herreskræddere tilbage kan det være svært at se en lys fremtid for faget. Og man kan mærke, at det går ham på, at det klassiske håndværk, som før i tiden var større end tømrerfaget, ikke bliver holdt oven vande.

»Det ser ikke så godt ud for faget. På sigt er der ganske få, der får lov til at overleve inden for faget, og jeg håber, jeg er en af dem. For der er ikke mange,« siger Peter Undén.

De faldne håndværk: Violinbyggeren

Han har også for nylig meldt sig ud af Skrædderlauget – efter næsten 15 års medlemsskab.

»Oprindeligt skulle du have et svendebrev, men det hele sovser lidt rundt nu. Halvdelen af dem, der sidder derinde, har ikke noget svendebrev. Det er lidt komisk, og det ville være fuldstændig utopisk for 50 år siden, hvis du ikke havde et svendebrev.«

Men netop fordi der er så få tilbage, presser spørgsmålet sig på.Hvorfor står du stadig?

»Det er imod tiden. Det her tålmodighedskrævendes fag. Alt skal gå så stærkt i dag. Jeg ved det ikke. Det er, fordi der er en modreaktion. Det tager jo 12 minutter at sy et knaphul.«

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen