Berlingske Business

Indpisker med juice i blodet

Indpisker med juice i blodet - 1
Kasper Basse betegnes som ambitiøs og ualmindelig energisk og har blandt andet været på det danske karatelandshold i fire år. Foto: Nikolai Linares Foto:

Joe & the Juice-stifteren tager tid på sine ansatte, skruer op for musikken for at øge salget, og så er han udråbt som »Danmarks største væksttalent«.

Kaspar Basse forstår at give folk noget at tale om.

Bag hans skrivebord på juicekædens hovedkontor i indre København møder man et optisk bedrag. Der er ingen bogreol, men tapetet simulerer en stilfuld bogreol fra gulv til loft fyldt med tykke, støvede og slidte værker. På en lav reol foran synsbedraget er placeret et fotografi af hans far, den tidligere Magasin-topchef Jørgen Basse. Ved siden af faderens grå hår og bebrillede ansigt er et udsnit af de udmærkelser, som Kaspar Basse og juicekæden har modtaget de seneste år.

I 2008 blev han nomineret til Entrepeneur of the year, og i 2011 vandt han DRs væxtfaktorfinale. På væggen hænger en spiseseddel fra Ekstra Bladet med billedet af en begejstret Kaspar Basse og slagord om juicekongens succesfulde ekspansion i København.

Vender man blikket mod den anden ende af kontoret, ses en hyggekrog med mørke Chesterfield-møbler. På cafébordet ligger en voluminøs velindbundet bog med glittede sider af Guido Argentini. Titlen er Private Rooms, og side efter side dukker den ene poserende nøgne kvinde efter den anden op. Det er ikke den eneste bog på kontoret. Blandt titlerne er også »Building Brand Identity«, »God ledelse i onde tider« og murstensbiografien om Apples karismatiske grundlægger, Steve Jobs.

Kaspar Basse kan noget af det, som Steve Jobs kunne. Han er i færd med at bygge et brand op sten for sten med historiefortælling, mystik og følelser.

De kolde facts om Kaspar Basse er, at han er født i 1971 og voksede op i Søllerød i en familie, der ikke led nogen økonomisk nød. Mens faderen var direktør i Magasin, var moderen Anne-Lise topsælger hos IBM.

Kaspar Basse begyndte i 1991 på handelshøjskolen København, arbejdede i en del af sin studietid på reklamebureauet BBDO, og i 1999 blev han cand.merc. i international marketing management. I 2000 forlod han BBDO, og med en ven stiftede han web-bureauet Magnetix. Det blev aldrig en succes.

Året efter var Kaspar Basse videre. Den dengang 30-årige Kaspar Basse så sig om efter nye muligheder, og i 2002 åbnede han sin første juicebutik og stiftede et selskab, som han skød 200.000 kroner ind i. Siden da er en meget stor del af hans vågne tid gået med at forhandle nye lejekontrakter, hyre folk og lægge planer for fremtiden. Samtidig går Kaspar Basse meget op i at skabe en helt særlig stemning i butikkerne. Musikken er markant højere end på andre caféer, og han tager tid på sine ansatte for at motivere dem til at arbejde hurtigere og mere effektivt, når de smører en sandwich og blender en juice til kunderne.

Kaspar Basse beskrives som ambitiøs og energisk ud over det sædvanlige. Han har dyrket karate i årevis, opnåede hurtigt det sorte bælte, og fra 1996 til 2000 var han på det danske karatelandshold. Han går oftest i stramme jeans, men bærer også også skjorte og slips. Han ses ofte gående i højt tempo med sin karakteristiske Louis Vuitton-attachémappe, og så er han glad for tatoveringer, der fortæller noget om ham.

Det sorte bælte i karate har han tatoveret på sit ene ben. På sin højre arm fik han i 2006 tatoveret manden fra Joe & the Juice-logoet, og siden fik han tilføjet teksten »the juice«.

»Det skete, da jeg var kommet til et punkt, hvor jeg blev klar over at lige meget, om vi går nedenom og hjem, eller hvor meget negativ omtale vi i perioder skal igennem, så er det her nu et projekt, som jeg er stolt af, og som nogle mennesker vil huske,« har han sagt om tatoveringen, som andre fra juiceimperiets inderkreds i øvrigt også har ladet sig udsmykke med.

Den negative omtale indebar blandt andet, at Joe & the Juice blev kritiseret for ikke at betale løn til ansatte under oplæring. Det blev der rettet op på. På et andet tidspunkt blev juicekæden kritiseret for, at en ledende medarbejder havde instrueret andre ansatte i at fifle med data til fødevaremyndighederne. Det forhold undskyldte Kaspar Basse, og de seneste år har han kørt en stil, hvor han kun i meget begrænset omfang taler med pressen.

Kaspar Basses evne til at fokusere og arbejde disciplineret med at udvikle forretningen ser han selv som en stor styrke. Evnen til at fokusere kommer ifølge Kaspar Basse fra faderen Jørgen Basse, og det giver af og til nogle særlige forventninger, at han kommer fra den familie, som han gør.

»Min far var et meget fokuseret og ordentligt menneske. I de tilfælde, hvor mine forretningsrelationer har kendt min far, møder jeg den allerstørste respekt og måske endda forventning til, at jeg også kan finde ud af ét eller andet,« siger Kaspar Basse.

Hvis nogle københavnere skulle mene, at der i dag er rigeligt med Joe & the Juice-butikker i hovedstaden, skal de ikke regne med, at der kommer færre fremover. Kaspar Basse har planer om at åbne endnu flere butikker i hovedstaden, samtidig med at kæden de kommende år vil ekspandere i både Tyskland, England, Norge, Sverige og Island.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen