Berlingske Business

»Det nærmer sig en lykkefølelse«

10BUSCamilla-2.jpg
»Følelsen af at skabe noget, som er dit eget kan man ikke få andre steder. Det er det, som gør forskellen,« siger Camilla Ley Valentin Foto:

Dagen, hvor den første kunde prøvede produktet, var helt speciel, fortæller Camilla Ley Valentin, medstifter og ejer af softwarevirksomheden Queue-it. Men de andre dage på jobbet er også fantastiske, og gør det til et drømmejob. Der er dog også negative sider ved at være iværksætter.

Hun sad sammen med de to andre partnere og kiggede på computerskærmen. En hel dag. Selv om hun ikke står for teknikken, var dagen så vigtig, at hun ikke kunne lade være. Det var dagen, hvor de tre partneres produkt skulle stå sin prøve med den første kunde. En dag, som Camilla Ley Valentin betegner som en af de bedste i sin karriere.

»Det var helt vildt stort, at se det virke. Det var en lettelse og skabte en sindssyg glæde. Jeg tror aldrig, jeg vil have en decideret lykkefølelse ved noget med arbejde, for det er trods alt kun et arbejde. Men det her var noget, der nærmer sig en lykkefølelse,« fortæller Camilla Ley Valentin om den dag i marts 2010, hvor hun og de andre to partnere på computerskærmen kunne se, at deres produkt virkede i virkeligheden.

40-årige Camilla Ley Valentin er iværksætter og har sammen med to andre grundlagt softwarevirksomheden Queue-it, som leverer online køsystemer.

Den første kunde var Naturstyrelsen.

»Jægerne skal en gang om året indberette online, hvor mange dyr de har skudt i løbet af året. Systemet var ikke i stand til at håndtere de gigantiske brugermængder. Det gik ned. Men med vores online køsystem bliver brugerne ført hen i en kø, så trafikken afvikles uden nedbrud,« forklarer den 40-årige IT-iværksætter, som sidste år blev kåret som Årets Kvindelige Iværksætter.

Da den første bruger kom igennem køsystemet, blev der åbnet champagne på de tre iværksætteres kontor på Østerbro.

En blandt flere muligheder

Selv om dagen var en af de bedste dage på jobbet, er de fleste dage faktisk rigtig gode. Camilla Ley Valentin betegner nemlig sit nuværende job som et drømmejob. Det var dog ikke noget, hun drømte om, da hun var ung.

»Jeg har altid set det som en mulighed, men har haft mange andre spændende muligheder undervejs i min karriere, som har gjort, at jeg har prioriteret det og indsamlet noget erfaring,« fortæller hun.

Som 19-årig startede Camilla som shippingelev hos A. P. Møller og arbejdede inden for shipping indtil slutningen af 90erne, hvor hun rettede fokus mod IT- og internetbranchen med ledende stillinger hos blandt andet Nykredit og IT-virksomhederne Ementor Danmark og EDS. Uddannelsesmæssigt har hun suppleret sin oprindelige uddannelse med en MBA på Edinburgh Business School.

Mens Camilla var barn, har hendes forældre i perioder arbejdet som selvstændige, hvilket også har præget hende.

»Jeg er vokset op med og har set den arbejdsglæde og fleksibilitet, som det har givet dem at være selvstændige,« siger hun.

I 2009 besluttede Camilla Ley Valentin sammen med to kollegaer at tage springet og starte deres egen virksomhed op. Med rødvin og popcorn mødtes de adskillige gange i den enes kælder. Innovationsprocessen var i gang – en proces der endte med virksomheden Queue-it.

Skaberfølelsen gør forskellen

Det, der får den kvindelige it-iværksætter til at føle, at hendes nuværende job er et drømmejob, er en sammenblanding af en række forhold.

For det første har hun indflydelse i og med, at hun er medejer af virksomheden, hvilket hun lægger vægt på i et job. Derudover er det for det meste fuldt fleksibelt.

»Ofte kan jeg selv styre, hvad jeg gør og hvornår. Det reducerer stressniveauet for mig og min familie betydeligt. Hvis der er forsinkelser på tingene om morgenen, er der ikke panik på, fordi jeg skal være der på et bestemt tidspunkt,« siger Camilla Ley Valentin.

Endelig er de eksterne relationer også med til at gøre jobbet ekstra interessant.

»Når man er i en stor organisation, har man rigtig meget faglig ekspertise i huset, det har man ikke, når man starter op selv. Jeg har derfor fået udvidet mit eksterne netværk, det er en af de ting, jeg sætter meget pris på. Det giver energi at møde nye dygtige og interessant mennesker, man kan udveksle erfaringer med,« siger hun.

Alle disse forhold kan man i princippet også få i andre job, fortæller Camilla Ley Valentin. Men der er én ting, som er helt unik ved at have sin egen virksomhed. En ting som gør, at Camilla sad klistret ved computerskærmen i marts 2010.

»Følelsen af at skabe noget, som er dit eget, den kan man ikke få andre steder. Der er det, som gør forskellen. Det giver en tilfredsstillelse over for sig selv at kunne gøre det,« siger hun.

Kaffemaskinen er kedelig

Camilla Ley Valentin er CCO i virksomheden med ansvar for marketing og forretningsudvikling. Dagen går typisk med, at der er nogle kommunikationsaktiviteter, som skal laves – hjemmesiden skal opdateres, og de sociale medier skal fodres med nyheder fra Queue-it. Camilla overvejer, hvilke konferencer de skal deltage i for at promovere deres produkt over for nye potentielle kunder. Ofte er der i løbet af dagen også en drøftelse omkring produktet.

»Det kan være en bruger, som har haft en oplevelse, vi ikke havde forventet, eller som har forstået noget på en anden måde, end vi havde regnet med,« forklarer hun.

Men alt ved jobbet er dog ikke en drøm. Alle de lavpraktiske ting som at sørge for, at kaffemaskinen virker, at posten bliver sendt, og at der er frugt i frugtkurven, skal de tre iværksættere også selv tage sig af sammen med deres to andre fastansatte.

»Jeg har nok været lidt for længe i større virksomheder til at synes, det er sjovt selv at lave alle de lavpraktiske ting. De kan godt irritere mig, for jeg tænker altid på, hvordan jeg kan få mest ud af min tid både i forhold til effektivitet og livsglæde. Men det er ikke fordi, det kom som en overraskelse,« siger hun.

Et andet forhold, som ikke har været det bedste, er lønnen, fortæller Camilla Ley Valentin, som er gået ned til en tredjedel af den løn, hun havde tidligere.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen