Berlingske Business

Anmeldere anbefaler: Her er sommerens bedste business-bøger

business-bøger
Den efterhånden flere år gamle Steve Jobs-biografi begået af Walter Isaacson optræder igen i år på listerne over de mest anbefalelelserværdige business-bøger. Foto:

Få inspiration til læsestoffet i ferien fra Berlingske Business' tre boganmeldere. På listerne er alt lige fra Machiavellis »Fyrsten« over Sun Tzus »Kunsten at føre krig« og Walter Isaacsons biografi »Steve Jobs«.

Frank Dydbal Lilleøre anbefaler: Tid til tankevirksomhed

Efterår er traditionelt en bedre bogsæson end forår. Men dette forårs anmeldelser bragte nogle perler og pletskud, så det er svært at vælge. Valget afhænger vel heller ikke kun af kvalitet, men også bogens emne. Som jo igen hænger sammen med læserens interesser og behov for viden. Så her nogle bud, samt min favorit.

På stranden

Går turen til stranden, hvor der kan drømmes om bestyrelsesposter, eller skal de nuværende poster tilføres nye vitaminer, så læg »Den aktive bestyrelse« af Steen Ernland og Lars Bo Hansen ned til klipklapper, solcreme og badehåndklæde. Den giver overblik, og viser hvordan bestyrelsen kan udvikle virksomhedens konkurrencekraft.

I sommerhuset

Holdes ferien i sommerhuset, og skal der skrives på en forretningsplan, er der flere gode muligheder fra forårets anmelderbunke. »Value proposition design« af Alexander Osterwalder giver værktøjskassen til at teste forretningsideen mod kundernes behov, udvikle prototyper osv. Skal der hentes inspiration til at innovere din nuværende virksomhed i flere dele af værdikæden, så tag »Ten types of innovation« af Larry Keeley med i Vesterhavshytten. Handler det om at forstå deleøkonomiens betydning og muligheder for forretningsmodellen, så skal Jesper Bove Nielsens »Den nye deleøkonomi« ligge inden for rækkevidde af hængekøjen. Nager tvivlen om, hvad nye teknologier kan bringe af godt, så styrk sortsynet med den norske »Datakrasj« af Ståle Økland. Læs den i skyggen, og skyl efter med gammeldags limonade.

I kloster

Går turen til Sydfrankrig med ophold på et nedlagt kloster, er der ro til at tænke over, hvordan virksomhedens talenter og ildsjæle kan skabe endnu mere værdi, er der to gode muligheder. »Strategisk talentledelse« af Martin Darré viser vejen til, hvordan talenter skal udfoldes. Handler det om ledelse i en fagprofessionel organisation som f.eks. en advokatvirksomhed, så tag Søren Barlebo’s »Potentialeledelse« med i kloster. Den viser, hvordan der bedrives strategisk udviklingsledelse, så organisationen bliver til et fristed for de slumrende, kreative kræfter. Det kræver masser af mod, så tag lidt tid til bøn og sjælerenselse i klosterkapellet.

Tag dysfunktionerne med

Min favorit blandt forårets udgivelser er den danske oversættelse af Patrick Lencioni’s storsællert »De fem dysfunktioner i et team«. Bogen handler om, hvad der skal til for at få et toplederteam op på den høje klinge. Og det er ikke småting. Der skal bygges tillid, der skal håndteres konflikter, etableres indbyrdes ansvarlighed, vises svaghed osv.

Det lyder måske problemfyldt, og ikke just ferievenligt, men tag ikke fejl. I bogen er teori pakket væk, og tingene foregår i en rigtig ledergruppe med et rigt persongalleri. Handlingen er omtrent så spændende og kompleks som en John Grisham-roman. Lencioni viser, hvordan en modig og dygtig leder kan forvandle en splittet og demotiveret gruppe ledere til et ægte team, der tager ansvar for hinanden og sammen løfter virksomheden til et nyt niveau.

Du kommer til at reflektere over dit eget lederskab og samspillet i din ledergruppe. Når du studerer de fem dysfunktioner, får du helt sikkert ideer til, hvordan du styrker sammenhængskraften i dit lederteam. Måske du skulle give bogen til din ledergruppe som fælles sommerferielæsning og invitere til et ledelsesseminar i august? Det skal nok sætte tankerne i gang. Og det er præcis der, forandring til det bedre begynder.

God sommer!

5 anbefalinger

  1. Steve Jobs af Walter Isaacson
  2. Amazon.com af Brad Stone
  3. Six Simple Rules af Yves Morieux & Peter Tollman
  4. De Fem Dysfuntioner af Patrick Lencioni
  5. Turn around the ship af L. David Marquet

 

Ulrik Jørgensen anbefaler: Ingen rotter på loftet

Mudderkastning. Gensidige beskyldninger. Drillerier uden stop. Danskerne har lige været igennem tre ugers vesuvisk valgkampsvendetta, hvor debat-niveauet i de rullende tv-studier har været lige så skiftende som vejret udenfor.

Efter det, man kunne fristes til at kalde 23 daglige doser defekt demokrati, er der vel intet bedre i verden end at bruge den forestående ferie på at lukke ned for nyhedsstrømmen, sætte polemikken på pause og i stedet fordybe sig i alt det, valgkampsmaskinen skøjtede alt for hurtigt forbi.

Skarpsindig skattefar

En oplagt mulighed herfor er uden tvivl Peter Lofts indføring i det danske skattesystem, der i foråret udkom med den passende titel: »Behøver det at være så indviklet?«

Den tidligere departementschef, eller dep-chef som det jo hedder på street-smart slotsholmsjargon, kaster sig ud i at beskrive vores store, finurlige skattesystem, som det nu en gang ser ud i al sin uskønne pragt – og gør det endda med gyldendalsk grundighed og kølig kløgt.

Fra kilde- og kulbrinteskat, spiritus og social dumping til firmabil, fagforeningskontingent, fondsbeskatning og fedtafgift. Yes, de er der alle sammen, hver og én.

Peter Loft kender hver eneste lille krog af skattesystemet og mere til. Og han øser ud af sin viden med en sådan gavmildhed, at det stofområde, der normalt er kedeligt og knastørt, pludselig virker levende, livfuldt og legende letlæst.

Hvem er din by?

Skulle Loft alligevel ikke være sagen, eller har de gule negle fået nok af klorvandet, kunne man også grave dybere i reolen og måske finder en klassiker frem.

Det kunne for eksempel være Richard Floridas sublime »Who’s your city?« fra 2008.

Florida var ham, der i begyndelsen af 00erne introducerede verden til »den kreative klasse«, disse kosmopolitiske storbybohemer, der før drak caffe latte og spiste spelt, men nu er rykket videre til cortado og klid og sikkert rykker videre igen, inden de – ligesom vi alle sammen gør – ender på et udsultet alderdomshjem med frosne frikadeller og en sur spand te.

»Who’s your city?« handler dog ikke om den kreative klasse, men derimod om vækst og demografi: I den globale økonomi, siger Florida, er de afgørende økonomiske faktorer nemlig ikke spredt ud over kloden, men derimod koncentreret på ganske få, specifikke steder.

Med afgørende økonomiske faktorer mener han talent, innovation og den kreative vilje til at skabe forretning – begreber vi også diskuterede flittigt i den netop overståede valgkamp, dog uden at nogen kom med et konkret bud på, hvordan vi skulle blive bedre til de tre.

Globalt perspektiv

Den globale økonomiske motor, siger Florida, fungerer kun, fordi mennesker finder sammen: I byer, i kvarterer, i kreative »hubs«. Veluddannet arbejdskraft og overskud af kapital er fint og rart, men ingen af disse ville skabe nogen særlig værdi, hvis ikke mennesker kunne kombinere deres talent og deres ideer på en fysisk lokalitet.

Hvorfor skulle vi ellers flokkes til byerne, hvor lejlighederne er trange og trafikken tæt, når vi i princippet kunne sidde med en kølig chianti på Costa-del-fjerne-himmelstrøg, mens iPhonen holder os i live, og karmaen klarer resten.

Richard Florida bringer således et tiltrængt globalt perspektiv ind i debatten om det, vi andre kalder udkantsdanmark. Faktisk går han så langt som til at sige, at det sted, vi vælger at slå os ned, påvirker alle vores chancer i livet: Chancen for at vælge den rette uddannelse, det rette arbejde, den rette bolig, de rette interesser, den rette livspartner og det liv, vi drømmer om.

Måske også den rette strand eller den rette liggestol ved poolen. Ja, hvorfor ikke? Alt under solen hænger sammen.

5 anbefalinger

  1. Vi vinder, når vi vågner af Anders Krab-Johansen
  2. Behøver det at være så indviklet? af Peter Loft
  3. Kapitalen i det 21. århundrede af Thomas Piketty
  4. Kunsten at føre krig af Sun Tzu
  5. EU-formandskabet 2002 af Mikael R. Lindholm og Frank Stokholm

Markus Bjørn Kraft anbefaler: Lysten til magten

Vi læser dagligt om magtkampe i medierne. Vi er lige kommet igennem valget, og alle de blå partier kæmper om at opnå størst mulig magt og indflydelse på den kommende regering.

Det sker mere eller mindre gennemtænkt, men du kunne bruge sommerferien på at gennemtænke din magtposition og hvordan du vil positionere dig i efteråret.

Hvis det lyder spændene, er det umuligt at komme uden Machiavelli.

Fyrsten

Magt beskriver relationer mellem mennesker og er en proces, hvor en leder har en intention om at påvirke andre mennesker for at nå et mål. Det kan for eksempel være lederens intention om, at medarbejderen skal forstå og arbejde efter virksomhedens strategi eller løse en konkret udfordring. Magt er således en forudsætning for at kunne fungere som leder.

I »Fyrsten« beskriver Machiavelli en leders evne til at erhverve magt og udøve den, eller om han går til grunde, som værende afhængig af to ting: Det første er hans eller hendes egne evner og duelighed, og det andet er lykken.

Jeg tror, at mange ledere vil kunne genkende dette. På den ene side at arbejde stenhårdt på at få virksomhedens strategi på plads, motivere medarbejdere, udvikle produkter og på den anden side at være dybt afhængige af faktorer, som er uden for toplederens kontrol, såsom om markedet udvikler sig positivt, konkurrenter, ny regulering med mere.

De 172 sider giver et fantastisk fundament for at forstå de grundlæggende magtudfordringer, som ledere står over for i dag. Fyrsten udfordrer vores gængse skandinaviske ledelsestankesæt på en konstruktiv og til tider underholdende måde.

Bogen kan anvendes som inspiration til alle ledere, der ønsker at forstå magt og magtkampe. Hvis ikke magt er på toppen af din agenda så kunne du bruge sommer på at gennemtænke dit personlige brand.

Dit personlige brand

Du har et personligt brand, om du vil det eller ej. Så det rigtige spørgsmål er, om dit nuværende personlige brand repræsenterer det, du ønsker, og støtter det dig i at nå dine mål? Tænk over om Lars Lykke Rasmussens eller Helle Thornings personlige brand hjalp dem i valgkampen!

Der er tre gode grunde til, at ledere skal have et personligt brand.

For det første styrker et klart personligt brand dine karrieremuligheder. Når topledelsen eller et rekrutteringsbureau skal vælge kandidater til lederstillinger, ser de efter kandidater med en klar personlig lederprofil.

For det andet er det effektivt med et klart personligt brand som leder. Det betyder at medarbejderne ikke er tvivl om dine holdninger og derfor kan træffe flere hurtige og selvstændige beslutninger. Ved at tage stilling til dit personlige brand som leder får du også skabt en klarhed om dig selv og din fremtid.

»Original« af Maiken Ingvordsen er en bog som stiller en række spørgsmål, der skal hjælpe dig med at finde dit personlige brand. Et personligt brand skal være unikt og attraktivt, samt baseret på dine egne værdier, hvis det skal hjælpe dig. Så kunsten er at finde de værdier og branding-karakteristika, der passer til dig og dine ambitioner.

Bogen starter og slutter med, at du skal være modig. Du skal bevæge dig ud af din komfortzone og ind i læring og ikke-erfaringszonerne. Du skal tage chancer, for først dér skiller du dig ud og bliver original. Du er (en) original. Der er ingen som dig. Heldigvis!

God læselyst med sommerhat på.

5 anbefalinger

  1. Fyrsten af Nicola Machiavelli
  2. Original af Maiken Ingvordsen
  3. Leadership pipeline af Charan/Drotter/Noel
  4. Lyt mens du taler af Anders Stahlschmidt
  5. Virksomhedens omdømme af Kresten Schultz-Jørgensen

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen