Berlingske Business

USA: Rentefrygt sendte aktier ned

US-STOCKS-MARKETS-CLOSE
Foto:

De amerikanske aktier faldt tirsdag over en bred kam. De tre toneangivende aktieindeks var alle svøbt i rødt, og et kig hen over sektorerne i S&P 500-indekset viste heller ikke en eneste branche med egentligt plus.

S&P 500-indekset lukkede med et minus på 0,7 pct., mens Dow Jones-indekset afsluttede en "winning streak" på otte handelsdage med et fald på 0,8 pct., ligesom også Nasdaq mistede 0,8 pct.

Onsdag morgen er de negative tendenser vendt. De amerikanske futures ligger med stigninger på op mod 0,1 pct.

Efter en håndfuld dage med gode nyheder til at løfte markedet var tirsdag præget af fornyet bekymring for den globale vækst koblet med rentefrygt i USA. Skuffende tal fra den kinesiske økonomi tidligt tirsdag, efterfulgt af tal fra den amerikanske økonomi der styrkede spekulationerne om yderligere renteforhøjelser, sendte aktierne sydover.

»Det er simpelthen en pause efter de seneste otte stærke dage,« siger Ryan Kelley, porteføljemanager hos Hennesy Funds, til The Wall Street Journal.

FRYGT FOR TRE RENTEFORHØJELSER MERE

I USA viste tal for detailsalget i april den ventede solide vækst på 0,3 pct., og samtidig blev tallet for marts revideret op, mens den del af detailsalget uden bil- og benzinsalget, der indgår direkte i BNP-opgørelsen, steg 0,4 pct. i april. De stærke tal vidner om fortsat vækst i USA's økonomi, og det sendte den lange rente op til det højeste i syv år på øgede inflationsforventninger.

Samtidig så øger det frygten i markedet for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil hæve sin rente ikke bare to, men tre gange mere i år.

Økonom hos ING James Knightley venter ifølge Financial Times, at de kommende data fra de amerikanske husholdninger vil vise fortsat øget forbrug, og det lægger op til mere inflation.

»Beskæftigelsen er stigende, lønningerne vokser, og skattelettelser betyder, at der er flere penge i folks lommer. Det leder os til at se efter tre yderligere renteforhøjelser fra Fed i 2018,« siger han til avisen.

Federal Reserve indikerede ellers på sit seneste rentemøde for blot to uger siden, at man fortsat ser "gradvise forhøjelser" af renten, hvilket vil sige to forhøjelser mere.

KINAS VÆKST BREMSER

Fra Kina kom tirsdag data for detailsalget, som viste en skuffende opbremsning i april. Og det fik også investorerne til at holde igen med entusiasmen.

Ifølge det kinesiske National Bureau of Statistics i Beijing steg landets detailsalg 9,4 pct. i april i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 10,0 pct. efter en stigning på 10,1 pct. i marts. Og selv om stigningen i industriproduktion i april på 7,0 pct. på årsbasis var bedre end ventede 6,4 pct., så skuffede investeringerne uden for landbruget med en vækst på 7,0 pct. mod en stigningstakt i marts på 7,5 pct. og analytikernes spådom om 7,4 pct.

De blandede data bekræfter ifølge økonomer et billede af en økonomi i gradvis cyklisk afmatning, på et tidspunkt hvor Kina står over for risici for handelskrig med USA og en løbende kamp for at bremse den overdrevne gældsætning.

»Regelstramninger i Kinas finansielle system er begyndt at dæmpe væksten. Investeringer i fast ejendom - og især infrastruktur - bremses yderligere i de kommende måneder, i takt med at strammere finansiel regulering på især skygge-bankområdet begynder at bide,« siger økonom Frederic Neumann fra HSBC i Hongkong til Bloomberg News.

RØDT OVER HELE LINJEN

Det var først og fremmest aktier i ejendoms-, sundheds- og teknologisektoren, der faldt tirsdag med mere end 1,0 pct. Værst gik det for ejendomssektoren, som satte 1,7 pct. til. Der var dog også minusser til de typisk rentefølsomme sektorer som forsyning og telekom på 0,8 til 0,9 pct. Og det var kun energisektoren, som lige akkurat kunne kravle i et marginalt plus i S&P 500-indekset.

På selskabsniveau faldt kendte teknologinavne som Googles moderselskab, Alphabet, med 2,0 pct., Amazon med 1,6 pct., Apple med 0,9 pct. og Microsoft med 0,7 pct. Også Facebook var i minus med 1,2 pct.

Home Depot kom med sit regnskab for første kvartal, der sluttede med udgangen af april, og selv om byggeaktien overraskede på indtjeningen for 16. kvartal i træk, så blev den straffet med et fald på 1,6 pct., fordi væksten i kvartalet ikke levede op til det forventede på grund af den hårde vinter.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen