
I den halvårlige rapport fra det amerikanske finansministerium om valutakurser blødgjorde USA mandag deres kritik over for den førte kinesiske valutakurspolitik.
Rapporten varsler nye vinde i den globale økonomi, hvor Kina i højere grad lader markedskræfterne styre i værdisætningen af sin valuta.
Det skriver Wall Street Journal.
Rapporten kaldte denne gang yuanens værdisætning for "under dens passende værdi på mellemlang sigt". Ved sidste rapport kaldte det amerikanske finansministerium den kinesiske valuta for "signifikant undervurderet".
»En faldende yuan og et stigende bilateralt amerikansk handelsunderskud i forhold til Kina vil skærpe kritikken af den kinesiske valutakurspolitik i kongressen (den amerikanske, red.), men regeringen har begrænset økonomisk bevæggrund for at kritisere Kinas skridt mod større fleksibilitet i valutakursen«, siger Eswar Prasad, der er Kina-ekspert ved Cornell University, til Wall Street Journal om årsagen til den ændrede tone.
Den internationale valutafond, IMF, meddelte tidligere på året, at yuanen ikke længere var undervurderet, hvilket man i USA - på trods af den blødere tone - dog stadig ikke er enig i.
En svag kinesisk valuta giver som regel Kina en konkurrencemæssig fordel over for landets handelspartnere. USA har eksempelvis i år øget sit handelsunderskud over for Kina med over 20 mia. dollar i forhold til sidste år.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen