Berlingske Business
17:26William Demant tog føringen i positivt marked

Syv vilde børsdage vi ikke glemmer

Fra tid til anden går det vildt for sig på Fondsbørsen. Berlingske bringer her et udsnit af selskabernes vildeste børsdage.

Nogle selskaber burde reelt være gengangere på listen: Pandora har for eksempel har fire dage med en omsætning i aktien på over ti procent, mens TDC har haft fire over 30, der dog alle relaterer sig til opkøbet af telekoncernen.

Vi har dog begrænset listen til ét nedslag per selskab, mens store omsætningsdage, der relaterer sig til fusioner, kapitaludvidelser og ændringer i ejerkredsen er sorteret fra.

Artiklen fortsætter under billedet
Pandora
Foto : Nils Meilvang

Det historiske smykkekollaps


Pandora, 2. august 2011,
Omsætning: 21,9 pct.
Kursændring: -65,35 pct.

Ingen over og ingen ved siden af. Pandoras nedjustering er den vildeste børsdag siden årtusindeskiftet. 21,9 pct. af aktierne i smykkeproducenten skiftede hænder, da Pandora nedjusterede sin vækst fra 30 procent til et rundt nul. Topchefen blev fyret, bestyrelsesformanden erkendte at selskabet ingen troværdighed havde tilbage, og de rasende aktionærer barberede 65,35 pct. af aktiekursen.

Selskabets havde produceret for mange og for dyre produkter, som ikke solgte ude i butikkerne, og man lancerede derfor en gennemgribende strategi, der skulle bringe Pandora tilbage til luksus, som almindelige mennesker har råd til.

Det gjorde ikke nedjustering mindre skandaløst, at Pandora kort tid forinden havde opjusteret sit resultat, og at selskabet i øvrigt var relativt nyintroduceret på børsen efter at have været ejet af kapitalfonden Axcel. Aktionærer og børskyndige skreg skandale, så de næsten blev hæse af det, og vurderede, at det ville blive svært for en kapitalfond at børsnotere et selskab i Danmark i et stykke tid.

I dag er Pandora mere end kommet sig, og kursstigningen siden det enorme fald i 2011 er på 1411 pct.

Artiklen fortsætter under billedet
genmab
Foto : NF

Kræftfloppet i København


Genmab, 18. august 2009,
Omsætning: 10,3 pct.
Kursændring: -30,2 pct.

Det var en dårlig for folk med blodkræftformen Non-Hodgkins Lymfon, og det var en dårlig dag for biotekselskabet Genmab. Virksomheden var i gang med at teste et middel mod sygdommen, og man var gået ind i nogle afgørende forsøg. Men testpersonerne responderede ikke i forventet grad til Genmabs produkt kaldet Arzerra, og dermed frafaldt en stor kontant bonus fra samarbejdspartnere GSK på 450 mio. kroner. De manglende millioner betød, at Genmabs underskud på 2009 blev på 650 mio. kr. frem for 400 mio. kr., som selskabet tidligere forventede.

Efter kursfaldet sendte Genmab sit halvårsregnskab ud gennem fondsbørsen, og det viste at selskabet stadig havde to milliarder kroner i kassen på trods af den manglende betaling fra GSK.

Problemerne med Arzerra kom på et tidspunkt, hvor Genmab-aktien allerede var for nedadgående. Aktien skulle dog falde yderligere 88 procent, inden mareridtet var ovre. I dag handles Genmab-aktien 205 procent højere end ved rundbarberingen i 2009.

Artiklen fortsætter under billedet
gn resound
Foto : HERWIG PRAMMER

Høreapperaternes dag i rutsjebanen

GN Store Nord, 5. juli 2006,
Omsætning: 10,2 pct.
Kursændring: +13,45 pct.

Der handles hurtigt, når landets største selskaber sender fondsbørsmeddelelser på banen. Og som det nu hører sig til med dokumenter, læser man den fra toppen. Det gjorde investorerne også i 2006, da GN Store Nord sendte en fondsbørsmeddelelse på banen med beskeden om en nedjustering på driften fra en milliard til 800 mio. kroner. Først faldt GN som en sten på grund af meldingen om nedjusteringen, men det stod hurtigt klart for investorerne, at der gemte sig en endnu større nyhed i meddelelsen: GN havde besluttet sig for at undersøge mulighederne for et salg af deres resound-division. Potentiel salgspris: 10 milliarder kroner.

Det fik investorene på helt, helt andre tanker, og de bankede aktiekursen på selskabet op med over 13 procent. Schweiziske Phonak endte med at købe GN Resound for 15,5 milliarder kroner, men handlen blev i sidste ende forpurret af de tyske konkurrencemyndigheder. Det blev startskuddet en årelang krise for GN Store Nord, der dog er kommet stærkt tilbage. I dag lægger aktien 80 pct. højere end i 2006.

Artiklen fortsætter under billedet
Vestas Generalforsamling
Foto : Henning Bagger

Engel-effekten tur/retur


Vestas, 22. november 2006,
Omsætning: 7,8 pct.
Kursændring: +22,4 pct.

Hvis der er én aktie, der omsætter pænt selv på de kedeligste onsdage, så er det vindmølleproducenten Vestas. På en efterårsdag i november 2006, gik det dog helt amok.

Kilden til den rekordhøje omsætning i Vestas-aktien stod på et podie i London og præsenterede sit regnskab for tredje kvartal. Ditlev Engel havde et år tidligere annonceret store tab i vindmøllekæmpen, men nu var der helt, helt andre toner fra klaveret. Vindmølletopchefen opjusterede nemlig forventningerne til året.

»Det ville selvfølgelig have været rarere at beholde det tidligere indtjeningsmål på ti pct., men vi siger tingene, som vi ser dem, og derfor hæver vi forventningerne til 12 pct.,« lød det fra Vestas-chefen.

Den havde markedet ikke set komme. Aktien skød op med 22,4 pct.

Men måske mere vigtigt, så havde de mange short sellere i Vestas-aktien heller ikke set opjusteringen. De lukkede deres positioner for at begrænse tab, og det var med til at give aktien ekstra tryk på.

Vestas aktien steg efterfølgende 217 pct., inden det begyndte at gå ned ad bakke for koncernen. Fire år senere var der igen storhandel i Vestas, men denne gang på en helt anden baggrund. Selskabet nedjusterede kraftigt og kastede aktien ud i et fald på 23,1 procent - den næsthøjeste omsætningsdag i selskabet siden 2000.

Artiklen fortsætter under billedet
rebien
Foto : Thomas Lekfeldt

Novo i frit fald


Novo Nordisk, 10. april 2002,
Omsætning: 7,4 pct.
Kursændring: -21,3 pct.

Ansættelsesstop, nedjustering, rådvildhed. Det er normalt ikke ord, der optræder i artikler om Novo Nordisk, men det gjorde de på en af de mest skæbnesvangre dage i Lars Rebien Sørensens tid som topchef i medicinalkæmpen. Novo Nordisk overraskede alt og alle, da de måtte nedjustere forventningerne til regnskabsåret fra 800 mio. kroner til blot 400 mio. kroner. Årsagen var et svigtende marked i Europa især for insulin:

»Situationen er meget alvorlig. Vi har ikke før set, at alle pilene peger i den forkerte retning, og vi har endnu ikke den underliggende årsagsforklaring,« sagde Lars Rebien Sørensen.

Investeringsbankerne var tydeligt enige med Rebien Sørensen om situationens alvor og kappede én efter én store lunser af deres kursmål. Aktiemarkedet fulgte trop og sendte Novo Nordisk hele 21 procent i minus.

»Det er dybt skuffende også for mig personligt,« lød det fra Lars Rebien Sørensen til Jyllands-Posten.

Faldet i aktien skyldes også, at der blev sået tvivl med Novos ambitioner om at have en vækst på 10-15 pct. om året. Der sidder nok mere end én halvbitter aktionær derude, som solgte Novo-aktier i 2002, sidenhen er selskabet nemlig steget intet mindre end 1403 pct. i værdi.

Artiklen fortsætter under billedet
fls
Foto : Keld Navntoft

Cementkongens arvtager rydder op


FLSmidth, 23. august 2013
Omsætning: 6,1 pct.
Kursændring: +9,8 pct.

Det danske industriklenodie FLSmidth har to dage, der omsætningsmæssigt ligger meget tæt på hinanden. I maj 2009 havde FLS en børsdag, hvor 6,2 procent af aktie skiftede hænder med et kursfald på fire procent tilfølge. Dramaet var dog væsentligt større i 2013, hvor FLS-aktien nåede en omsætning på 6,1 pct. men en kursstigning på hele 9,83 procent.

Den store kursstigning kom ellers på en trist baggrund: Industrikoncernen leverede et halvårsregnskab, der ikke var set dårligere i mange år, og så måtte man tage en nedskrivning på 800 mio. kroner på det relativt nylige indkøb af det australske selskab Ludowici. Men når aktien alligvel steg så voldsomt, så skyldtes det, at den nytiltrådte topchef Thomas Schulz lancerede et omfattende spareprogram, efter at han kort tid forinden havde overtaget roret fra Jørgen Huno Rasmussen. 1.100 arbejdspladser i C20 blev varslet nedlagt, og det gav investorerne tiltro til aktien.

»Der er bestemt også elementer af en hovedrengøring i selskabet,« lød det fra senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

Artiklen fortsætter under billedet
Maersk Line vil skyde genvej gennem Suez
Foto : Asger Ladefoged

Søderbergs sorte dag


A.P. Møller - Maersk, 29. marts 2006.
Omsætning: 5,0 pct.
Kursændring: -12,9.

Nedskrivning og ratefald endte med at blive ren gift for aktiekursen i A.P. Møller - Maersk på en tidlig forårsdag i 2006. Daværende koncernchef Jess Søderberg præsenterede ellers et godt årsregnskab med et overskud på 33 milliarder kroner, men det var udsigterne til massivt faldende fragtrater, der gjorde ondt på selskabet:

»Det kommer til at påvirke gruppens resultat, fordi det er så stort et forretningsområde,« sagde daværende finansdirektør Eivind Kolding, der var ansigtet udadtil på en dag, hvor koncernen annoncerede et forventet fald i indtjeningen på 15 procent.

Samtidigt måtte konglomeratet tage en samlet nedskrivning på 5,7 milliarder kroner som følge af opkøbene af P&O Nedlloyd og en række olieproduktionsfelter i Nordsøen, som Mærsk overtog fra amerikanske Kerr-McGee.

I dagene efter kursfaldet var flere anonyme danske pensionskasser ude med kritik af A.P. Møller - Maersk, fordi man ikke ligefrem mente, at selskabet havde ruttet om sig med information om ratefaldende.
BME BRØD MED INDRYK: Det tog næsten et år, inden aktiekursen i selskabet indhentede faldet fra den 29. marts 2006.

Artiklen fortsætter under billedet
OMX. Københavns Fondsbørs.
OMX. Københavns Fondsbørs. Foto : Liselotte Sabroe

... og C20


Der er særligt tre dage, der skiller sig ud fra handlen i C20-indekset. Disse tre dage har som de eneste siden årtusindeskiftet haft en handelsvolumen på over 100 mio. aktier. Trekløveret relateret sig dog allesammen til virksomhedshandler: TDCs overtagelse står øverst, mens A.P. Møllers salg af Danske Bank aktier i foråret er nummer to, og den sidste dag fik sit boost gennem Trygs salg af 93 mio. Nordea aktier tilbage i 2002. Og sådan fortsætter det ellers ned ad ranglisten med handler i for eksempel Falck og ISS.

De helt store verdensbegivenheder betyder dog kun lidt i omsætningsbilledet. 11. september placerer sig for eksempel på en 3238. plads ud af 3766 mulige. Den 16. september 2008 - dagen efter Lehmann Brothers konkurs placerer sig på en 294. plads., mens åbningsdagen efter OW Bunkers konkurs indtager plads nummer 536. Smykke-braget, Engel-effekten og Esplanadens chokregnskab

Fra tid til anden går det vildt for sig på Fondsbørsen. Berlingske bringer her et udsnit af selskabernes vildeste børsdage. Nogle selskaber burde reelt være gengangere på listen: Pandora har for eksempel har fire dage med en omsætning i aktien på over ti procent, mens TDC har haft fire over 30, der dog alle relaterer sig til opkøbet af telekoncernen. Vi har dog begrænset listen til ét nedslag per selskab, mens store omsætningsdage, der relaterer sig til fusioner, kapitaludvidelser og ændringer i ejerkredsen er sorteret fra.

 

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen