Berlingske Business

Stille aktiedag i sommervarmen

Mandag var en udpræget rolig dag på det danske aktiemarked, hvor udsvingene dagen igennem var små og volumen lav. Vestas havde dog vind i sejlene. Aktien brød kurs 100 og derefter kendte den kun én vej.

Samlet lukkede det toneangivende C20 Cap med et minus på 0,1 pct. til indeks 548,62. Volumen var ifølge Bloomberg 34 pct. lavere end de seneste 100 dages glidende gennemsnit.

Helt i top solede Vestas sig hele dagen, da aktien kort efter middag brød kurs 100 for første gang siden oktober 2011. Samlet endte den mandag med et plus på 3,4 pct. til 101 kr.

- En af de ting, vi kan knytte til stigningen, er, at Vestas har haft en rigtig solid ordreindgang, og det reducerer risikoen lidt i aktien. Det ser ud til, at flere gerne vil placere ordrer hos Vestas, fordi de er mindre bekymrede for Vestas' finansielle position, som tidligere har gjort, at man gik uden om det danske selskab, sagde aktierådgiver hos Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans mandag.

Dermed har Vestas fortsat sin markante kursrejsning fra bunden i 24,07 kr. i november sidste år. År til dato er Vestas-aktien steget med 217 pct.

I den modsatte ende af indekset faldt William Demant Holding med 0,8 pct. til 485,20 kr. efter Sanford Bernstein sænkede sit kursmål til 395 kr. fra 410 kr. Anbefalingen "underperform" blev fastholdt. Analytikerne er delte i forhold til William Demant Holding ifølge Bloomberg, da ni analytikere anbefaler "køb" af selskabets aktie, mens 11 og 10 analytikere anbefaler henholdsvis "hold" og "sælg".

Også TDC lå presset dagen igennem. Vedvarende rygter om, at EU-Kommissionen er på vej med en totalt forbud mod internationale roaming-afgifter samt et mere integreret telemarked i Europa pressede aktien. I Bruxelles faldt belgiske Mobistar voldsomt efter et regnskab, der var hårdt presset af allerede implementerede reguleringer af roamingafgifter.

Mandag skrev Financial Times, at de europæiske teleselskaber er begyndt at lægge voldsomt pres på EU-kommissær Neelie Kroes, der står bag lovforslaget. Teleselskaberne frygter, at de nye regler vil åbne ballet for, at internetbaserede teleselskaber, der lejer sig ind på andres net, kan underbyde de større selskaber.

- Der er forskellige stadier af sorg - fra benægtelse, vrede og forhandling, til accept. Det gælder både en person, der står overfor en skilsmisse, og en virksomhed der står overfor tabet af sin pengemaskine, udtaler Neelie Kroes til Financial Times.

TDC faldt 0,4 pct. til 48,79 kr.

Danske Bank faldt 0,3 pct. til 103,50 kr. Banken har fået nedjusteret udsigterne til "stabile" fra "positive" af Standard & Poor's. Ratinginstituttet beholder kreditvurderingen "A-".

Det er ratingbureauets konklusion, at der er en forøget fundingrisiko på grund af det danske realkreditsystem, inklusive de korte realkreditlån.

Også DLR Kredit meldte fredag ud, at S&P havde sænket udsigterne til "stabile" fra "positive", og udsigterne for BRFkredit blev sænket til "negative" fra "stabile". De to realkreditinstitutter fastholdt deres respektive ratings på "BBB " og "A-".

Danske Bank vil nu overveje sine næste skridt.

- Vi tager S&P's nye analyse til efterretning. Danske Bank har i nogen tid arbejdet på at ændre fundingstrukturen omkring de korte realkreditlån, og på grundlag af S&P's ændring af vores outlook vil vi vurdere, om yderligere tiltag er nødvendige, sagde bankens finansdirektør, Henrik Ramlau-Hansen, i en meddelelse.

Nordea kunne akkurat lukke dagen i plus efter en løftet anbefaling fra Handelsbanken. Handelsbanken anbefaler nu et køb af aktien mod tidligere et salg. Kursmålet blev løftet til 81,30 kr. fra tidligere 63,56 kr. Aktien lukkede 0,4 pct. højere i 71,15 kr.

Uden for C20 Cap faldt Brøndby-aktien med 3,4 pct. til 3,14 kr. efter klubben i weekenden spillede uafgjort mod oprykkerne fra FC Vestsjælland.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen