
Der var rentehop på det amerikanske obligationsmarked mandag, hvor gode nøgletal fra amerikansk industri og kommentarer fra den amerikanske centralbank pressede obligationskurserne ned.
Den toneangivende tiårige amerikanske T-bond lukkede fredag med en rente på godt 1,76 pct. på markedet i New York. Niveauet var 3 basispoint højere end ved lukketid fredag i New York.
Tirsdag morgen følger markedsdeltagerne i Tokyo med udviklingen i USA, idet den tiårige T-bond handles med en rente i overkanten af 1,76 pct. Niveauet er 1 basispoint lavere, end da de danske handlere gik hjem mandag eftermiddag.
STÆRKE DATA FRA INDUSTRIEN
Mandagens enlige nøgletal gav første indikation om den økonomiske udvikling i oktober. Markit US Manufacturing PMI for oktober landede på indeks 53,2 mod økonomernes estimerede indeks på 51,5 og septemberindekset på 51,5.
»PMI-dataene var lidt stærkere end forventet. Det er et godt tegn, da en genoplivning af fremstillingssektoren er efterspurgt. Investorerne bliver mere og mere overbevist om, at den amerikanske centralbank vil reagere i december,« siger obligationshandler Thomas Roth fra MUFG Securities Americas i New York til Bloomberg News.
Inden lukning udtrykte chefen for den amerikanske centralbank i Chicago, Charles Evans, sin optimisme for, at inflationen vil tage til.
»Mellem nu og efteråret 2017 ser jeg tre renteforhøjelser forude,« påpegede Evans.
UGENS NØGLETAL
Tirsdag står der boligpriser og forbrugertillid på nøgletalsdagsordenen, og onsdag annonceres engroslagre samt PMI-tal.
Torsdag kommer ordreindgang af varige goder og igangværende bolighandler sideløbende med de ugentlige tal for nytilmeldte ledige, og fredag afsluttes ugen med første opgørelse af BNP-væksten i tredje kvartal samt det vigtige privatforbrug og til sidst University of Michigans forbrugertillidsindeks.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen