Berlingske Business

Ny investorskat giver genlyd i udlandet

Christian Frigast
Direktør Christian Frigast fra Danmarks største kapitalfond, Axcel. Foto:

Hjemsted. Den nye udskældte investorskat for danske kapitalfonde har skabt opmærksomhed uden for landets grænser. Flere udenlandske advokater og rådgivere gør nu opmærksom på mulighederne for at rykke fondene helt eller delvist ud af Danmark.

»Holdingselskaber i Holland og Luxembourg et svar på udviklingen i de danske skatteregler?«

Sådan lyder titlen på et nyt markedsføringsmateriale fra det hollandske advokatkontor Loyens & Loeff, der oven på debatten om en ny dansk investorskat nu er begyndt at gøre danske kapitalfonde og investorer opmærksomme på mulighederne for at rykke helt eller delvist til udlandet.

Materialet fra Loyens & Loeff er langtfra enestående, og det fokuserer på, at skatteforholdene for kapital- og venturefonde er langt mere attraktive i Holland og Luxembourg end i Danmark efter vedtagelsen af en ny udskældt investorskat (L10).

Den nye lov, der blev vedtaget i sidste måned, skal sikre, at kapitalfonde betaler udbytteskat, men som tidligere beskrevet i Berlingske Business rammer den reelt langt bredere end tilsigtet. Stribevis af skatteeksperter, erhvervsorganisationer, økonomer og kapitalfonde har advaret om, at loven vil ramme den risikovillige kapital i Danmark, og at det fremover vil være langt mere attraktivt at placere fondene i udlandet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Loyens & Loeff, men flere af de globale revisionsselskaber er også opmærksomme på mulighederne for at rådgive danske fonde og investorer om mulighederne for at rykke til udlandet.

»Vi har endnu ikke kontaktet danske kapitalfonde i kølvandet på den nye danske lov, men danske kapitalfonde har vist stigende interesse for Luxembourg i de seneste måneder. Vi vil helt sikkert følge op på de kontakter, som vi har fået,« siger forretningsudvikler og kapitalfondsekspert for Ernst & Young i Luxembourg Anja Grenner.

Den nye lov vil ifølge et stigende antal kritikere stik mod hensigten blive en ny iværksætterskat for alle fonde, der køber virksomheder gennem såkaldte mellemholdingselskaber. Hermed vil det i praksis være en ekstra skat på alle investeringer i danske kapitalfonde og flere danske venturefonde, der benytter samme model. Til gengæld går de udenlandske og ofte langt mere uigennemsigtige fonde fri.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har tidligere afvist over for Berlingske Business, at loven, der også fik opbakning fra Venstre, rammer for bredt. Han fastslog, at målsætningen blot er, at kapitalfonde skal beskattes af deres udbytte. Revisionshuse, advokater og flere økonomer har dog fastslået, at skatten utilsigtet vil beskatte aktieavancer fra kapitalfondsejede selskaber som udbytte.

Axcel får henvendelser fra udlandet

I kapitalfonden Axcel fortæller ledende partner Christian Frigast, at fonden den seneste tid har fået flere henvendelser fra udlandet om mulighederne for at oprette holdingselskaber og fonde i andre lande.

»Vi er blandt andre blevet kontaktet af advokater fra Holland og Luxembourg samt nogle revisionsselskaber,« siger Christian Frigast, der ikke ønsker at uddybe, hvem der har kontaktet fonden.

Overvejer I at rykke til udlandet eller oprette udenlandske holdningsselskaber?

»Vi er forpligtet til at sikre os, at avancer fra salg bliver beskattet som aktieavancer og ikke som udbytte hos vores investorer. Ellers er vi ikke konkurrencedygtige. Vi vender derfor alle sten, men det er for tidligt at konkludere, hvordan vi vil agere fremadrettet,« siger Christian Frigast.

Han tilføjer, at man har bemærket, at »Skatteministeriet i et høringssvar har bekræftet, at det kan være en fordel for kapitalfonde at rykke til udlandet«. Skatteministeren har således noteret, at man ved at placere holdingselskaber i udlandet »kan opnå, at der ved salg af et driftsselskab ikke sker beskatning i Danmark, idet der i denne situation vil være tale om en skattefri aktieavance«. Det var i går ikke muligt at få en ny kommentar fra Holger K. Nielsen.

Ny EU-lovgivning

Anja Grenner fra Ernst & Young understreger, at det er blevet mere attraktivt for danske fonde at rykke til Luxembourg.

»Samtidig medfører ny EU-lovgivning, at det bliver vanskeligere at adskille fondene og ledelsen af fondene i forskellige lande,« siger Anja Grenner.

Mens Venstre støttede regeringens lovforslag, stemte de Konservative imod. Her mener skatteordfører Brian Mikkelsen, at udlandets opmærksomhed på de nye danske skatteregler viser, »hvor tåbelig L10 (den nye lov, red.) er.«

»Det er et gigantisk selvmål at flytte investeringer ud af landet og nærmest opfordre kapitalfonde til at flytte til udlandet. Vi ønsker, at man laver loven om,« siger Brian Mikkelsen.

De danske kapitalfonde Polaris og Odin Equity Partners er endnu ikke blevet kontaktet af udenlandske rådgivere efter sidste måneds vedtagelse af investorskatten. Begge kapitalfonde oplyser dog til Berlingske Business, at »et setup i udlandet indgår i overvejelserne«, men at det endnu er for tidligt at sige, hvordan de vil reagere.B

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen