Berlingske Business

Nedtrykt aktiemarked på stille dag

Stemningen forblev mandag lettere nedtrykt på det danske aktiemarked efter en vending i de tidlige formiddagstimer, og ved lukningen lå eliteindekset i 614,48 eller 0,1 pct. lavere end ved lukningen fredag efter en svag handelsdag.

»Det har været en stille dag med markederne i London lukket og uden væsentlige nøgletal. Vi har set en aktieomsætning på 1,6 mia. kr. eller lidt over halvdelen af det normale,« konstaterer afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen.

»Der har været nogle positive kommentarer til NKT efter onsdagens regnskab og til FLSmidths regnskab i fredags. Det har løftet de to aktier,« konstaterer han som eksempler på mandagens sparsomme begivenheder.

Øverst i indekset lå dagen igennem Lundbeck-aktien, som sluttede med en stigning på 3,6 pct. til 113,40 kr. efter et fald fredag på 3,7 pct.

»Men jeg har ikke set nogen nyheder. Men det var der heller ikke i fredags, da den havde en svag lukning. Mon ikke det skal ses i sammenhæng,« siger Ole Kjær Jensen, som heller ikke har noget umiddelbart bud på, hvorfor Vestas-aktien krøb til bunds i indekset med et fald på 3,7 pct. til 108 kr.

For FLSmidth-aktien blev det dagen derpå efter fredagens kvartalsregnskab med skuffende resultater og nedjusteringer, men også med en ambitiøs handlingsplan og kursstigning på 9,8 pct.

Det blev mandag fulgt op af en stribe positive kommentarer fra bankerne. JPMorgan har løftet sit kursmål for FLSmidth med hele 18 pct. til 365 kr. Og Nordea har efterfølgende løftet sit kursmål, dog kun til 330 kr. fra 315. Danske Bank har hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold". Norske DNB har løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold", mens kursmålet er hævet til 360 fra 280. Jyske Bank hævede sit kursmål til 365 fra 310 kr.

Yderligere bekræftede ingeniørkoncernen selv mandag, at der er forhandlinger i Qatar om en ordre på materialehåndtering.

FLSmidth-kursen slingrede heftigt mellem stigning og fald mandag formiddag og lukkede 1,8 pct. højere i 326,60 kr.

Newcap Holding kom ud af første halvår med et overskud på 1,1 mio. kr. mod et underskud på 13,0 mio. kr. i samme periode sidste år. Det gav en kursstigning på 19,7 pct. til 0,79 kr.

Også byggematerialegrossisten A&O Johansen leverede fremgang i andet kvartal. Omsætningen steg til 593 mio. kr. fra 535,9 mio. kr., og driftsresultatet, EBIT, blev løftet til 34,6 mio. kr. fra 30,9 mio. kr. Bundlinjen blev forbedret til 29,9 mio. kr. fra 22,8 mio. kr. Aktien steg 3,7 pct. til 250 kr.

Genmab oplyste tidligt på dagen, at en million dollar er på vej ind på kontoen, efter at der er opnået en milepæl i samarbejdet med Janssen om DuoBody-platformen. Nyheden gav grobund for en kursstigning på 3,2 pct. til 176 kr.

Den svenske aktivistinvestor Cevian Capital, der for to uger siden blev ny storaktionær i G4S, går efter en endnu større andel i sikrings- og servicekoncernen. Ifølge avisen Sunday Times vil "Europas største aktivistinvestor" gå efter en ejerandel på omkring 10 pct. Nyheden løftede kursen på G4S-aktien 3,0 pct. til 21,98 kr.

Hen på dagen kom der regnskab fra Parken, hvor FCK fortsat er uden sejr i Superligaen. Men koncernen leverede et stærkt resultat for andet kvartal, hvor salget et angriberen Andreas Cornelius har sendt et stort millionbeløb i kassen. De samlede indtægter lå i andet kvartal på 302,9 mio. kr. mod 288,1 mio. kr. i samme periode sidste år. På den baggrund kom aktien i mål med en kursstigning på 5,1 pct. til 83 kr.

Uden for eliteindekset steg også Royal Unibrew, efter at analytikerne i Handelsbanken Capital Markets har løftet kursmålet for bryggeriet med 110 kr. til 650 kr. Anbefalingen "akkumuler" fastholdes. Det sker forud for regnskabet for andet kvartal og efter gennemførelsen af købet af det finske bryggeri Hartwall. Mandagens kursstigning blev på 2,6 pct. til 601 kr.

NKT's kurspotentiale er ifølge Aktieugebrevet øget med 30 pct. med ledelsesændringerne i sidste uge, hvor topchef Thomas Hofman-Bang stoppede og koncerndirektionen blev sløjfet, så direktørerne for de enkelte forretningsområder fremover rapporterer direkte til bestyrelsen.

NKT steg 2,6 pct. til 256,50 kr.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen