Berlingske Business

Mulighed for højere børskurs hos Jyske Bank

Jyske Bank
Jyske Banks mangeårige topchef Anders Dam skal sikre væksten gennem øget salg til privatkunderne, her er BRF et vigtigt våben. Foto:

BRF skal nu ændre navn til Jyske Realkredit. Finansiering af fast ejendom udgør kerneaktiviteten. Positionen i branchen styrkes langsomt. Aktien ser ud til at have upside potentiale.

Striden om Nordjyske Bank er overstået, og selv om Ringkjøbing Landbobank overhalede Jyske Bank, så græder man nok kun tørre tårer i Silkeborg. Nu kan Jyske Bank tage sig af større og mere perspektivrige planer end at integrere en udvidelse med lokal karakter. Forløbet er dog interessant som udtryk for strukturens udvikling i banksektoren med fornyet vilje til at satse offensivt. Det sker sjældent, at en bank »kommer i spil«, men her viste der sig interesse i mellemgruppen for at udvide markedsandelen ved opkøb.

Styrken kapitalmæssigt er til stede, så det drejer sig om at betale den højeste pris. De to største aktører Danske Bank og Nordea vil ikke deltage i disse slagsmål. Nykredit må optræde varsomt og varetage sin rolle som obligationsudsteder i realkredit og tage hensyn til samarbejdet med de lokale pengeinstitutter.

Gode tider og strammere regler

Tab på udlån er nået ned omkring nulpunktet. I år belastes regnskabet dog af ekstra hensættelser (IFRS 9 regnskabskrav), idet man straks skal tage hensyn til mulige betalingsproblemer hos låntagerne. Samlet øger Jyske Bank derfor sine hensatte reserver med en mia. kr. Det er dog kun BRF-delen, som bogføres i resultatopgørelsen, mens banken regulerer sit tal direkte på egenkapitalen. De faktiske tab ser ud til at blive af minimalt omfang igen i år.

Nye regler indføres næste år for nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav). På dansk betyder det: Finanstilsynet fremlægger et beløb for størrelsen af de forpligtelser (passivposter), som må formodes at kunne dække mankoen i tilfælde af en konkurssituation. Hensigten er, at denne bremselængde skal forhindre tab for kunderne på eksempelvis indlån. Det er en EU-foranstaltning og fortsættelse af kravet om afviklingsplaner. Ideen er at forhindre, at tab ved banklukninger overføres til stater og centralbanker (ECB). Ledelsen i Jyske Bank oplyser, at man allerede nu opfylder det foreløbigt indikerede NEP-krav.

Stramningerne fortsætter dog. Hos Jyske Bank er det individuelle solvenskrav (10,2 %) ledsaget af et SIFI-krav på 1,2 % og et kapitalbufferkrav på 1,9 %. Kapitaldækningen er opgjort til 20,0 %. Selve egenkapitalen er dog det afgørende punkt, og dækningen hermed er beregnet til 16,5 %. Pointen er, at kravene strammes gang på gang. Reduceret overdækning giver mindre plads til vækst og udlodning til aktionærerne.

Så længe tabene er minimale, udgør kapitalreglerne dog ikke noget problem, men tabsrisikoen er hægtet sammen med renteniveauet. De fleste kan klare ydelsen på et afdragsfrit flexlån. Men nul rente er et tveægget sværd. Bankerne blev reddet fra kollaps i 2008-09 af statsgarantier og en ultra-lempelig rentepolitik, men i anden omgang forsvandt rollen som en central funktion i markedsøkonomien. Penge er ikke længere en mangelvare. Den afgørende parameter for finansbranchen består nu i at vurdere risikoen fremadrettet. Det gælder alt: Ejendomspriser, udlån, obligationer og aktier. Et balancepunkt skal findes, så det hele ikke blæses omkuld, når den onde dag indtræffer. Projektmagere og andre risk lovers har gyldne dage, hvilket skaber misundelse - og den afledte effekt er øget risikovillighed alle steder i samfundet. Her står vi i dag.

Forretningens udvikling fremover

Overtagelsen af BRF fandt formelt set sted i 2014. Købet har været en stor succes indtil dato, og prisen var lav (badwill). Samordning og krydssalg til de to selskabers kunder er gået godt. Nu skal BRF skifte navn til Jyske Realkredit.

Kundernes efterspørgsel og bankens indtjeningsmulighed gælder boligbelåning, pensionsopsparing og kapitalforvaltning (aktiehandel). Resten af produkterne kommer i anden række. Egentligt bankudlån til virksomheder i erhvervslivet har ikke noget prangende omfang hos Jyske Bank. Udlån til landbrug og industri er på kun 15 mia. kr., og der er ikke et eneste såkaldt stort engagement. Inden for realkredit er der ydet udlån til aktive erhverv for 35 mia. kr. (landbrug klares via DLR). Indtjeningen kan altså ikke komme fra erhvervskunderne. Fremgangen skal opnås hos privatkunder og ved transaktioner med finansielle aktører.

Aktien

Bankbranchen står i stampe. Jyske Bank er heldig ved, at BRF har så stor vægt og præsterer vækst. Salgsindsats og effektivisering ved forenkling er vejen frem i et mat marked, men fortsat selvstændighed er første punkt på ledelsens agenda.

Aktien (349) handles tæt på egenkapitalens værdi (374). Målet for forrentningen af egenkapitalen er fastsat til 8-12 %. Vi estimerer 8,6 % i år. Udbyttebetaling kom i gang efter BRFholdings indtog, og det er et positivt træk frem for tvangsopsparing ved opkøb af egne aktier. P/E er 10,6 (349/33) og dermed samme niveau som Danske Bank og Nordea. Vi mener dog, at Jyske Bank besidder større dynamik og mulighed for en højere børskurs. Konklusionen er langsigtet køb.

      

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen