Berlingske Business

Investeringsforeninger lukker afdelinger på stribe

Investeringsforeninger lukker afdelinger på stribe - 1
Christina Larsen, direktør i BankInvest forklarer, at mange afdelinger er blevet for små og dermed for omkostningstunge. Foto:

De store kursfald på de globale aktie­markeder frem til dette forår presser nu flere investeringsforeninger til at lukke eller fusionere deres afdelinger.

De markante kursfald, som har hærget de globale aktiemarkeder det sidste års tid, presser nu flere danske investeringsforeninger til at smelte afdelinger sammen i den helt store stil. Det betyder, at tusindvis af private småsparere får realiseret deres investering i utide og tvinges til at hjemtage tab eller gevinster.

Alene hos BankInvest, der har 250.000 private investorer og en formue tæt ved 55 milliarder kroner, vil hele 29 afdelinger alene i år blive lagt sammen til ti nye afdelinger. Samlet betyder det, at BankInvest går fra at have 37 forskellige afdelinger til bare 19, inden dette år er omme. Nordea Invest har også fusioneret afdelinger, og Danske Invest er lige nu ved at gennemføre en fusion af seks aktieafdelinger.

For små afdelinger
»Den primære årsag til fusionerne er, at afdelingerne er blevet for små og dermed urentable at drive. Omkostningerne bliver simpelthen for store, når afdelingerne bliver meget små,« siger direktør i BankInvest, Christina Larsen.

Vicedirektør Finn Kjær­gaard fra Dansk Invest siger på tilsvarende vis, at »nøgleordet for de mange fusioner er at få omkostningerne bragt ned.«

»Så det er typisk afdelinger med en formue på 50-100 millioner kroner eller mindre end dette, der bliver fusioneret,« siger han.

Cheføkonom i Forbrugerrådet Carsten Holdum vurderer, at de mange fusioner sandsynligvis vil være til fordel for fremtidige investorer, fordi de får lavere omkostninger i nye og større afdelinger.

»Men for de eksisterende investorer er dette knap så godt. De har haft deres penge placeret i noget, der var alt for specialiseret og som sandsynligvis har givet tab. Samtidig fjerner man nu al dårlig statistik over afkast, fordi det typisk er dårlige afdelinger, der lukker, og gode der fortsætter, så statistikken over afkast kommer til at se bedre ud, end den reelt er,« siger Carsten Holdum.

De senere år har der været mange problemer med små afdelinger, som har vist sig at være alt for dyre og farlige. Derfor råder Carsten Holdum da også folk til at sætte penge i store, kendte og mere solide afdelinger på dette område, fremfor små og meget specialiserede.

»Det er en fordel for en lille fisk at svømme i en stime. Det giver en vis beskyttelse. Så man skal gøre det samme som alle andre, medmindre man har helt særlige interesser, eller en helt særlig viden inden for bestemte områder,« siger Carsten Holdum.

Under smertegrænsen
Det er kun afdelinger, der nedlægges i forbindelse med en fusion, som sidestilles med et salg. Private, som har sparepenge i afdelinger, der fortsætter som den nye afdeling, påvirkes ikke rent skattemæssigt af fusionen.

Finanstilsynet har fastsat en nedre grænse for, hvor små investeringsforeningernes afdelinger må blive. Den hedder ti millioner kroner for afdelinger hos investeringsforeninger og 25 millioner kroner for hedgeforeninger, og rent faktisk er hedgeforeningen »BI Bull« fra BankInvest kommet ned under denne smertegrænse efter kursfald på tæt ved 75 procent det sidste år.

Ud over dette er der også krav i lovgivningen om, at afdelingerne skal sprede deres formue ud over et vist antal aktier, og at enkelte aktier som udgangspunkt ikke må udgøre mere end fem procent af den samlede formue. De kan dog i visse tilfælde få lov at udgøre ti procent af formuen, men så må alle de aktier, der når derop, højst udgøre 40 procent af den samlede formue. Regler som disse har flere afdelinger problemer med at leve op til, hvis formuen bliver meget lille.

Størrelse betyder noget
»En afdeling hos os skal helst op og have en formue på 200-300 millioner kroner for at blive rentabel. Ellers bliver udgifterne til kurtage for store. En god spredning i en afdeling med aktier betyder også, at vi helst skal have mindst 80-100 forskellige aktier, og skal der sættes bare én million kroner i hver af dem, skal afdelingen op og have en vis størrelse,« siger Christina Larsen.

Direktør Rune Wagenitz Sørensen fra firmaet Økonomiråd, der rådgiver folk om privatøkonomi, mener generelt, at det er en god ide, at afdelinger bliver større.

»For det er meget svært for små, private investorer at holde øje med, om de får en tilstrækkelig spredning af deres risiko, hvis de køber en lille og meget specialiseret afdeling.

Men for en del er fusionerne uheldige. Det gælder eksempelvis for alle dem, der op til 31. december 2005 nedbragte deres beholdning af aktieafdelinger til under 136.000 kroner, fordi de så kunne realisere alle fremtidige gevinster skattefrit. De tvinges nu til at realisere deres gevinst eller tab i utide og får dermed spoleret deres langsigtede opsparing,« siger Rune Wagenitz Sørensen.

Også sidste år fusionerede BankInvest afdelinger. Dengang blev eksempelvis afdeling »Danske Aktier,« og »OMXC20 Aktier« fusioneret ind i den dyrere »Danske Small Cap Aktier,« der efter fusionen skiftede navn til »Danmark.«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen