Berlingske Business

Fredagens aktier: Ugen sluttede blødt med fald i Mærsk

En ellers god aktieuge fik en mat afslutning, da blandt andet A.P. Møller-Mærsk og bankerne sank til bunds i fredagens handel.

C20 Cap-indekset lukkede i et minus på 0,3 pct. til 1026,86 efter en ellers positiv åbning, der dog viste sig kun at holde omkring ti minutter.

- Vi har mistet lidt momentum, men det kommer altså også efter nogle ganske gode dage, konstaterer aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk over for Ritzau Finans.

Efter stigninger mandag, tirsdag og torsdag, løb fremgangen i C20 Cap-indekset op i 2,3 pct. over ugen trods faldet på ugens sidste handelsdag.

Nyhederne var relativt få fredag med en opgørelse over containerraterne og et kvartalsregnskab fra Rockwool blandt hovedbegivenhederne.

Prisen for at fragte en tyvefodscontainer (teu) mellem Asien og Europa faldt med hele 27,9 pct. i løbet af ugen, så den gennemsnitlige pris lød på 295 dollar per (teu). Ugen før dykkede prisen 39,3 pct.

B-aktien i Mærsk faldt med 1,7 pct. til 9805 kr.

Blandt bankerne var der klø til Danske Bank og Jyske Bank, der faldt henholdsvis 2 pct. og 1,5 pct. til 185,90 kr. og 324,30 kr.

- Jeg fornemmer lidt, at det er britiske mæglere, der sælger ud af de danske banker. Den gode stemning, der har været om sektoren, virker til at være væk i øjeblikket, og vi ser generelt fald i banksektoren i Europa, konstaterer Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank.

En mulig forklaring kunne være fredagens meldinger fra Mario Draghi, chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, der igen fredag holdt døren åben for nye pengepolitiske lempelser. Vælger ECB at skære i sin i forvejen negative indlånsrente, vil det således gøre det sværere for bankerne at tjene penge.

Blandt fredagens faldende aktier var også Rockwool, der tabte 0,4 pct. til 1081 kr. Stenuldsproducentens regnskab for tredje kvartal viste en solid bundlinje, men toplinjen skuffede.

Indtjeningen i perioden var præget af, at Rockwool har haft medgang på sine mindre markeder og i USA, mens kernemarkederne i Vesteuropa - Tyskland og Frankrig - var præget af en sløv udvikling.

For hele 2015 nedjusterer Rockwool sine forventninger til salgsvæksten, mens forventningerne til indtjeningen fastholdes.

Tilbage i C20 Cap var FLSmidth under pres hele fredagen. Konkurrenten Outotec igangsatte et spareprogram på 70 mio. euro. for at tilpasse sin struktur til det svækkede mine- og metalmarked. Outotec-aktien steg med 12,4 pct., mens FLSmidth gik sine egne veje og bakkede med 1,6 pct.

Fredagens mest stigende eliteaktie blev TDC, der steg med 1,9 pct. til 36,70 kr., uden at der ifølge handlere var nyt fremme om telekoncernen.

Det var der til gengæld om Carlsberg, der blev løftet 0,9 pct. til 614 kr., efter at den schweiziske storbank UBS lagde 90 kr. til sit kursmål for bryggeriet, der herefter er 610 kr. Anbefalingen er uændret "neutral".

Sikringskoncernen G4S fik sænket sin anbefaling af Credit Suisse til "neutral" fra "outperform". G4S-aktien faldt med 3,1 pct. til 23,34 kr. på børsen i København.

Imens borede det trængte færøske olieselskab Atlantic Petroleum sig helt til bunds på det danske aktiemarked ved at falde 22,6 pct. til 12 kr. efter at have udskudt offentliggørelsen af sit regnskab for tredje kvartal med fem dage til 30. november.

Virksomheden overvejer stadig de seneste meldinger fra partneren Iona Energy, der ikke har kunnet skaffe finansiering til Orlando-feltet i den britiske del af Nordsøen. Atlantic Petroleum ejer 25 pct. af rettighederne.

I toppen af det danske aktiemarked steg Østjydsk Bank med hele 114 pct. til 2,65 kr. Banken er ellers i færd med en kapitalforhøjelse, der vil give de eksisterende aktionærer mulighed for at tegne 14 nye aktier til bare 1 kr. per styk.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen