Berlingske Business

Fredagens aktier: Topdanmark og Mærsk i fokus i ventet negativ åbning

A.P. Møller kommer med kvartalsregnskab
(Foto: PATRIK STOLLARZ/Ritzau Scanpix) Foto:

Der kan endnu engang komme fokus på A.P Møller Mærsk, der har klaret sig godt de seneste dage, når det danske aktiemarked åbner fredag. Derudover ventes der også fokus på Topdanmark, der offentliggør regnskab klokken 12.

Det tyder desuden på, at det danske aktiemarked vil åbne med små fald. En faldende tendens prægede markedet i USA torsdag, mens handlen i Asien fredag er blandet - dog med primært røde tal.

Samtidig er der en blandet handel med de amerikanske aktiefutures, da Dow Jones og S&P 500 falder, mens Nasdaq stiger en smule. Samtidig falder den tyske Dax-future 0,2 pct. en times tid inden den danske åbning.

Mærsk-aktierne lagde sig godt til i svinget i torsdagens handel i Danmark, og det var, med hjælp fra andre, nok til at trække indekset med sig op. Det danske eliteindeks, C25, sluttede torsdag i 1136,79 eller 0,4 pct. højere end onsdagens lukkeniveau efter en negativ udvikling i den første del af handelsdagen.

Det var uden selskabsspecifikke nyheder, at Mærsk noterede sig en stigning på 3,4 pct. til B-aktien og 2,5 pct. til A-aktien, og fra senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk var ordene, at "intet nyt er godt nyt" med henvisning til handelskonflikten.

Fredag får investorerne ratenyt fra Shanghai Containerized Freight Index, SCFI, der viste en lille stigning i sidste uges opgørelse. De nye tal kan rykke på Mærsk-aktierne. B-aktien lukkede torsdag i 8550 kr.

TOPDANMARK KOMMER MED REGNSKAB

Fredag kommer der regnskab fra Topdanmark, som offentliggør tallene for andet kvartal. Selskabet er oppe mod hårde sammenligningstal fra andet kvartal sidste år, men historisk set ventes tallene at blive gode. Det kan dog meget vel være indregnet i kursen på selskabets aktier.

Der ventes fortsat vækst i præmierne, hvilket kan give baggrund for en opjustering af forventningerne. Ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates ventes en stigning i præmieindtægterne fra skadesdelen til 2280 mio. kr. fra 2241 mio. kr. i samme periode året før.

Et fint kvartal i henseende til præmievækst og kundetilgang kan ifølge Mikkel Emil Jensen fra Sydbank danne grundlag for en opjustering af den såkaldte modelmæssige resultatprognose, der viser, hvilket niveau resultatet ventes at lande på, såfremt en række forudsætninger om afkastet på de finansielle markeder opfyldes. Han venter den opjusteret med 100 mio. kr. til 1150-1250 mio. kr.

Torsdag lukkede Topdanmark med et tab på 0,1 pct. til kurs 306,80 kr.

NYT FRA KONKURRENTER VERDEN OVER

Derudover er der flere danske selskaber, der får regnskabsnyt fra konkurrenter rundt om i verden. Blandt andet har Vattenfall, der er konkurrent til Ørsted, afleveret regnskab. Det viste, at selskabet, der er ejet af den svenske stat, voksede på omsætningen, men havde tilbagegang på driftsindtjeningen i andet kvartal.

Ørsted-aktien lukkede torsdag med et fald på 2 pct. til 404,30 kr.

Også General Electric, der er konkurrent til Vestas, afleverer resultater for andet kvartal senere på dagen. Vestas-aktien steg torsdag 0,3 pct. til 401,10 kr.

Derudover har finske Huhtamaki, der konkurrerer med danske Brdr. Hartmann inden for emballage, offentliggjort et regnskab med lavere omsætning og indtjening end ventet. I perioden var det finske selskab tynget af valutamodvind, og det kostede 48 mio. euro på omsætningen og 4 mio. euro i EBIT-overskuddet i andet kvartal, skriver Bloomberg News.

Hartmann-aktien faldt 0,3 pct. til 363 kr. torsdag.

ANALYTIKERNYT TIL COLOPLAST

Også Coloplast kan få fokus, da det norske finanshus DNB Markets har hævet sit kursmål for aktien i Coloplast med 100 kr. til 745 kr. fra 645 kr.

Anbefalingen af aktien fra analytiker Rune Majlund Dahl lyder fortsat på "køb", og med torsdagens lukkekurs efter en stigning på 0,8 pct. til 668,40 kr. er der stadig et potentiale på godt 11 pct. i forhold til kursmålet.

Vestegnsklubben Brøndby IF gennemførte torsdag aften salget af midtbanespilleren Christian Nørgaard til den italienske Serie A-klub ACF Fiorentina for en pris på cirka 26 mio. kr. Med salget kan Brøndby bogføre en gevinst på 22 mio. kr. før skat, og derfor opjusterer selskabet forventningerne.

Brøndby IF venter nu et resultat før skat for 2018 på 12 til 21 mio. kr. Før salget af Christian Nørgaard var prognosen på et interval fra minus 9 mio. kr. til plus 1 mio. kr. før skat.

Brøndby-aktien steg 0,6 pct. til 1,59 kr. torsdag.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen