
Den finske elevatorproducent Kone havde i tredje kvartal medvind på det nordamerikanske marked og levede op til analytikernes forventninger på stort set alle parametre. Det viser en regnskabsmeddelelse torsdag.
Nettoomsætningen i kvartalet blev sendt en etage op til 2,18 mia. euro mod 1,9 mia. euro i samme kvartal sidste år. Analytikerne havde ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg ventet en omsætning på 2,17 mia. euro.
Driftsindtjeningen på EBIT-niveau steg til 325,9 mio. euro i kvartalet mod 277,5 mio. euro i samme periode sidste år. Det var lige nøjagtigt, hvad analytikerne havde ventet ifølge Bloomberg.
Ordreindgangen lød i kvartalet på 1,76 mia. euro, hvilket er en stigning fra tredje kvartal sidste år, hvor der tikkede ordrer ind for en værdi af 1,58 mia. euro.
Fremgangen var særdeles stærk i Nordamerika, hvor efterspørgslen udviklede sig bedre end ventet. Til gengæld dykkede efterspørgslen i Kina en smule.
Selskabet fastholder forventningerne til salget og præciserer forventningerne til driftsresultatet en smule til 1,2-1,25 mia. euro mod tidligere 1,19-1,25 mia. euro.
- Jeg er tilfreds med, at vi fortsat præsterer godt i et markedsmiljø, som er udfordret fra flere sider. Det viser, at vores strategi og stærke eksekvering forsat skaber resultater, siger Henrik Ehrnrooth, der er administrerende direktør for Kone, i regnskabsmeddelelsen
Kone-aktien steg omkring 3 pct. efter regnskabet, men er siden faldet tilbage til et minus på 0,7 pct. for dagen til 36,27 euro på børsen i Helsinki.
Kære læser
Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.
Med venlig hilsen
Redaktionen