Berlingske Business

Dansk fodbold sidder fast i transfer-sumpen

Dansk fodbold sidder fast i transfer-sumpen - 1
Ofte har det været Brøndby og F.C. København, der med store handler har sendt penge rundt i systemet, men de to klubber holder p.t. igen Foto:

I forhold til de fire foregående år er transfer-aktiviteterne på den danske fodbold-scene faldet drastisk. Særligt udenlandske klubbers passivitet rammer klubbernes økonomi.

Fodboldfans landet over har haft en bedrøvelig kedelig sommer forud for weekendens premiererunde.

I sommermånederne, hvor turneringen ligger stille, plejer fans at få stillet deres fodbold-appetit i form af transfer-rygter, træningskampe og spiller-handler på kryds og tværs klubberne imellem.

Men i år har det været en stille sommer, hvor både flyttemænd og spilleragenter har fået støv på telefon-røret, fordi kun ganske få spillere har skiftet klub siden F.C. København blev mestre tidligere på sommeren.

Kigger man på de tilgængelige tal over transfer-aktiviteterne er der tale om en voldsom tilbagegang. Transfer-vinduet er dog ikke smækket i endnu, så der kan ske ting og sager de kommende 6-7 uger, men ingen forventer, at dansk fodbold står foran en eksplosion på transfer-scenen, når først turneringen er fløjtet i gang.

17 mio. kr. i gennemsnitsindtægt

Ifølge transfermarkt.de, som bl.a. registrerer de handler som danske klubber foretager, så har SAS Liga-klubberne i de fire forudgående år i gennemsnit haft transfer-indtægter for 204,8 mio. kr. pr. år. Det svarer til, at hver klub har haft en indtægt på 17 mio. kr. i gennemsnit per sæson.

Hvis man sammenligner det niveau, indtægterne på de godt 200 mio. kr. med klubbernes transfer-indtægter forud for premieren på lørdag, så kniber det gevaldigt med at få penge i kassen.

Det er som altid umuligt at vide præcist hvad klubberne køber og sælger spillere for, men at dømme ud fra de foreløbige handler, så er klubbernes transfer-indtægter faldet med hele 90 pct. sammenlignet med gennemsnittet for de tidligere fire år.

Her skal det dog med, at der fortsat kan finde handler sted over de næste 6-7 uger, ligesom transfervinduet åbnes igen til vinter, hvor klubberne kan forstærke sig.

Nul store transfers

Business.dk vurderer, ud fra avis-artikler, at SAS Liga-klubberne kun har fået sølle 20 mio. kr. i klubkasserne i forbindelse med spillersalg denne sommer.

”Klubberne uden for den absolutte top af europæisk fodbold de tæller pengene hver morgen. Vi har derfor hverken set de store indenlandske transfers i år, ligesom der heller ikke har været rift om SAS Liga-spillerne fra de udenlandske klubber. Ofte har det været Brøndby og F.C. København der med store handler har sendt penge rundt i systemet, men de to klubber holder igen p.t. og vil lige se hvad fremtiden byder, inden de for alvor kaster sig ud i de store spiller-indkøb,” siger Jesper Jørgensen, der er ekspert i fodboldøkonomi ansat hos Deloitte, der er Europas førende revisionshus i forhold til fodboldindustrien.

Det store fald i indtægterne lyder voldsomt, men man skal huske på, at selvom transfer-indtægterne selvfølgelig ville lune i de slunkne klubkasser, så har klubberne samtidig kun haft ganske få udgifter til transfers, så derfor er den samlede effekt ikke dræbende for branchen.

Finanskrise spøger

Kun AaB og OB har for alvor rykket på transfermarkedet denne sommer, mens klubber som bl.a. AGF og F.C. København slet ikke har været ude og hente nye spillere.

Det er finanskrisen, der rammer den danske fodboldindustri, som ellers de senere år har oplevet stor økonomisk fremgang, som bl.a. har kunnet aflæses i klubbernes regnskaber under posterne sponsor-indtægter og løn-omkostninger.

Finanskrisen er et globalt fænomen, så når klubber – og klubbernes ejere, verden over lider og banker møl ud af pengepungen, så strammer man skruen i forhold leverandørerne af talent – i det her tilfælde den danske SAS-Liga, der fungerer som en slags talent-fabrik for de store ligaer ude i Europa.

Priser banket i bund

Hvor udenlandske klubber måske tidligere ikke var voldsomt svære at forhandle med, fordi det ikke gjorde det store, om de skulle betale 18 eller 24 mio. kr. for en dansk spiller, så er de nu anderledes hårdt pressede, hvorfor priserne bankes i bund – hvis det da i det hele taget ender med en aftale.

”Det vi ser p.t. er at det primært er de store klubber i Europa, der bytter spillere. Ofte sker der det, at de penge langsomt flyder ned igennem systemet for så at ende i de danske klubbers kasser, som så begynder at købe spillere hos hinanden. Men selvom Real Madrid har sendt enorme summer rundt i systemet, så er det altså ikke alle de cirka 1,5 mia. kr., der ryger videre rundt i transferland. I de offentliggjorte summer kan der være sign-on-fees til spillerne, ligesom der altså også står banker bag klubberne, som godt vil se nogle sundere balancer, så de sætter sig på nogle af pengene,” siger Jesper Jørgensen.

Meget stille

Hos Brøndby bekræfter finansdirektør Palle Nordahl, at det er et meget stille transfer-marked.

”Der er ikke nogen tvivl om, at folk de har en mere afventende holdning end i de tidligere sæsoner. Der er knap så mange forespørgsler på vores spillere, og omvendt bliver vi tilbudt flere,” siger han.

”Det er stort set kun OB og Aab, der har været ude og investere. Vi snakker også med kolleger i Holland og Tyskland, og finanskrisen er ikke kun et dansk fænomen”.

Hos oprykkerne hos Silkeborg, der har bl.a. Lars Larsen i ryggen, passer man på pengene.

”Det er et udtryk for, at man er lidt mere forsigtig, end man tidligere har været. Man kigger lige en ekstra gang, og kigger den eksisterende trup igennem, inden man køber nye spillere,” siger økonomidirektør Claus Christensen.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen