Berlingske Business

Børsminus i udsigt efter regnskabstung morgen

Det har været en regnskabstung onsdag morgen for det danske C20 Cap-indeks, hvor to selskaber i form af TDC og Lundbeck inden børsåbning har offentliggjort deres regnskaber for andet kvartal.

Samlet set tegner det til, at eliteindekset skrumper ind, når handlen begynder. Dermed tyder det på, at tirsdagens tristhed over markedet føres videre, og således falder det britiske FTSE 100-indeks i formarkedet 0,3 pct.

C20 Cap-indekset lukkede tirsdag 1,1 pct. nede i 603,37.

- Vi skal nok lidt ned fra morgenstunden, cirka en halv procent. Der er tale om lavere risikovillighed, og så har der også været pæne stigninger på det sidste, så det kan tegne på lidt gevinsthjemtagning, lyder det fra aktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger over for Ritzau Finans.

Lundbecks regnskab for andet kvartal viste et ringere resultat på bundlinjen end ventet trods en overraskende god omsætning. Nettounderskuddet endte på 502 mio. kr., hvor der ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans var ventet et minus på 293 mio. kr. På toplinjen faldt omsætningen til 3536 mio. kr. Her havde analytikerne regnet med en omsætning på 3412 mio. kr. Selskabet præciserer samtidig sine forventninger opad, så der nu ventes et driftsresultat, EBIT, på 1,3-1,7 mia. kr. samt en omsætning på 14,6-15,0 mia. kr. Tidligere ventede man et driftsoverskud på 1,2-1,7 mia. kr. og en omsætning på 14,4-15 mia. kr.

- Jeg er yderst tilfreds med Lundbecks overordnede resultat i første halvår og især med den fortsat høje vækst i salget af nye produkter, hvilket får os til at øge vores forventninger til helåret og bekræfter, at den langsigtede strategi for Lundbeck er på rette kurs, skriver koncernchef Ulf Wiinberg i regnskabet.

Aktien i Lundbeck løftedes 0,4 pct. til 115 kr. tirsdag.

TDC kunne modsat Lundbeck overraske positivt på bundlinjen, men negativt i toppen af sit regnskab. Nettooverskuddet var oppe at ringe på 1054 mio. kr. mod ventet 666 mio. kr., og omsætningen lød på 6146 mio. kr., hvor der var ventet 6254 mio. kr. Samtidig lover TDC at udbetale et udbytte på 1,5 kr. pr. aktie til sine aktionærer. TDC-aktien faldt tirsdag 2,1 pct. til 47,9 kr.

A.P. Møller - Mærsk kan også komme i fokus onsdag. Selskabets tyske konkurrent Hapag Lloyd er kommet med halvårsregnskab, der, hvis man kigger på det operationelle resultat, er bedre end ventet. Samtidig har Nordea sænket sin anbefaling af aktien til "køb" fra tidligere "stærkt køb".

I Sjælsø Gruppens bestyrelseslokaler blev der natten til onsdag truffet en skæbnesvanger beslutning. Selskabet har anmeldt rekonstruktion, fordi man ikke har kunnet skaffe nødvendig finansiering til at styrke likviditeten. Derfor ønsker bestyrelsen, at Sjælsø Gruppens aktier, der tirsdag steg 3,6 pct. til 3,1 kr., bliver suspenderet for al handel på børsen.

- Det er ikke bankerne, der har tvunget os. Det er vores egen skyld. Vi har ikke været i stand til at få realiseret de værdier, vi har. Det har taget længere tid end vi havde regnet med at få solgt vores aktiver, lyder det fra administrerende direktør, Flemming Jensen.

Også aktionærer i sikkerhedskoncernen G4S kan stå op til negative nyheder. Den dansk-britiske virksomhed har ifølge Daily Telegraph trukket sig fra konkurrencen om at vinde et udbud fra Storbritanniens kriminalforsorg. G4S vil derfor ikke byde ind på muligheden for at forsyne kriminalforsorgen med fodlænker til kriminelle, og det sker, efter at selskabet har været ramt af anklager om, at det har fusket med kontrakter med netop fodlænker. Ifølge anklagerne har G4S og konkurrenten Serco taget penge for fodlænker til døde personer, personer, der var tilbage i fængsel, eller personer, som aldrig har været dømt for noget kriminelt.

Danske Bank kan til gengæld nyde godt af, at kreditvurderingsbureauet Fitch har løftet udsigterne for banken kategori 1 dækkede obligationer til "stabil" fra "negativ" og fastholdt ratingen "AAA". Danske Bank-aktien dykkede tirsdag 2,7 pct. til 110,3 kr.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen