Berlingske Business

Blandet slutning i afventende amerikansk marked

De amerikanske aktiemarkeder lukkede onsdag med uens tendens. Udsvingene i de store indeks var dog små, idet investorerne forholdt sig afventende op til offentliggørelsen af referatet fra det seneste møde i Federal Reserves pengepolitiske komite og samtidig så frem til en tale fra centralbankens topchef Ben Bernanke.

Centralbankchefens kommentarer har fået futuresmarkedet til at stige markant.

Dow Jones Industrial Average sluttede onsdag med et lille fald på under 0,1 pct. i 15.291,66, mens det bredere S&P 500-indeks endte marginalt højere i 1652,62. Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset lukkede til gengæld med en stigning på 0,5 pct. i 3520,76.

Anderledes positivt ser det ud torsdag morgen, hvor futures på de amerikanske aktieindeks handles med stigninger på 0,9-1,0 pct. i Asien. Det skyldes bemærkninger fra Ben Bernanke om, at "en høj grad af lempelig pengepolitik" bør fortsætte i overskuelig fremtid. Bemærkningerne kom efter en tale onsdag aften.

Referatet fra FOMC-mødet i juni bekræftede stort set, hvad Ben Bernanke udtrykte efter mødet.

- Referatet gentog stort set, hvad centralbankchefen sagde i juni. En reduktion af lempelserne, uanset om det bliver i år eller til næste år, er uundgåelig. Markedet blev oprindeligt opmuntret af, at Federal Reserve vil afvente yderligere data, men det blev muligvis overrasket af det faktum, at omkring halvdelen af ​​deltagerne vurderede, at opkøbsprogrammet skulle ende senere på året, lyder det fra aktiechef Ryan Larson fra RBC Global Asset Management i Chicago ifølge Bloomberg News.

Referatet viser, at mange medlemmer af FOMC ønskede at se yderligere tegn på øget beskæftigelse, før Federal Reserve begynder en nedskalering af de månedlige obligationskøb på 85 milliarder dollar. Det fremgår også, at flere medlemmer vurderede, at en reduktion i opkøbsprogrammet sandsynligvis vil være berettiget snart på baggrund af et "langsomt fald i ledigheden siden mødet i september (2012,red.) og løbende stigninger i de private lønninger". Det har øget medlemmernes tillid til, at arbejdsmarkedet fortsat forbedres.

Efter lukketid kommenterede Ben Bernanke pengepolitikken yderligere, og det fremgik, at Fed-chefen fortsat bakker op om et uændret stimulus-program "i en overskuelig fremtid". Det var meldingen efter en tale i Cambridge, Massachusetts, onsdag.

- En høj grad af lempelig pengepolitik i en overskuelig fremtid er det, der er brug for i den amerikanske økonomi, lød det fra Ben Bernanke som svar på et spørgsmål efter talen.

Selve talen indeholdt ikke kommentarer til den nuværende pengepolitiske situation.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen