Berlingske Business

Aktiesucceser faldt uden for C20-selskaberne

Det toneangivende C20 Cap-indeks faldt for tredje dag i træk onsdag, hvor man skulle kigge uden for eliteindekset for at finde de store succeshistorier.

Faldende har sat indekset flere uger tilbage. Onsdag kunne Royal Unibrew og den dansk-britiske sikkerhedskoncern G4S dog notere pæne stigninger uden for indekset.

Samlet faldt C20 Cap med 0,3 pct. til indeks 600,97. Ikke siden juni er indekset faldet tre dage i træk, og med onsdagens fald er C20 Cap tilbage til niveauet fra starten af august.

Blandt de ganske få stigende aktier i C20 Cap var Vestas, der tirsdag faldt 7,9 pct. Onsdag steg aktien dog med 5,5 pct. til 104,90 kr. efter nyheden om, at Vestas er tilbage i den paneuropæiske Europe Stoxx 600 indeks samt at Bank of America indledte dækning med "køb" og kursmålet 150 kr.

Også Carlsberg kunne notere en stigning, her på 0,3 pct. til 541,50 kr. Det efter Mirabaud hævede sin anbefaling til "køb" og sit kursmål til 665 kr.

Det var dog uden for indekset, at historierne var flest onsdag. Royal Unibrew rystede markedsuro og generelle fald af sig med et regnskab for andet kvartal, der var noget bedre end ventet. Aktien steg 5,1 pct. til 620,00 kr.

Omsætningen endte på 1042 mio. kr., mod estimatet på 979 mio. kr. indsamlet blandt seks analytikere af SME Direkt for Ritzau Finans. Driftsoverskuddet (EBIT) landede på 164 mio. kr., mens analytikerne på denne post ventede et resultat på 157 mio. kr. Specielt Nordøsteuropa udgjorde en positiv overraskelse på EBIT-niveau.

- Det er et godt regnskab specielt, når man kigger på salgssiden, hvor der i ikke mindst Baltikum er flot fremgang, noterede Royal Unibrew-analytiker hos Sydbank Morten Imsgard og vurderede, at Unibrew har en "rigtig god brand portefølje, som forbrugerne vil have selv i vanskelige perioder".

G4S, der den seneste tid har været mest kendt for skandaler i England omkring først olympiaden og dernæst fusk i forbindelse med fodlænkekontrakter, vandt lidt af investorernes gunst tilbage. Det med et regnskab, der var fyldt med nyheder og tiltag fra den ellers meget stabile forretning. Det sendte aktien op med 3,1 pct. til 22,00 kr. Aktien bundede ud i 2013 i 17,81 kr. midt i juli.

Sikkerhedsselskabets nye administrerende direktør, Ashley Almanza, har haft travlt og introducerede markedet for planer om en kapitaludvidelse på godt 10 pct. af den eksisterende aktiekapital, frasalg for 250 mio. pund, en ny finansdirektør og et udbytte.

Kvartalet i sig selv var ingen større fejring med en omsætning på 3648 mio. pund mod ventet 3808 mio. pund ifølge SME Direkt og et driftsresultat på 201 mio. pund mod ventet 212 mio. pund. Den nytiltrådte direktør lover da også vækst, blandt andet via de likvider, frasalgene har indbragt.

Entreprenøren Per Aarsleff faldt med 0,2 pct. til 629 kr. efter et regnskab, der på talsiden var stærkere end ventet men indeholdt en sænkning af forventningerne til hele året.

Omsætningen steg i tredje kvartal til 1844 mio. kr. fra 1728 i samme kvartal året før. Resultatet før skat endte på 48 mio. kr. efter en stigning fra 37 mio. kr., og på bundlinjen blev resultatet efter skat mere end fordoblet til 33 mio. kr. fra 15.

Resultatet er negativt påvirket af nedskrivning på 30 mio. kr. på et tilgodehavende hos Pihl & Søn, der har indgivet konkursbegæring. Tilgodehavendet er relateret til renoveringen af Hotel d'Angleterre. Entreprenørvirksomheden venter derfor nu et resultat før skat for hele året på 180 mio. kr. mod tidligere ventet 200 mio kr.

Kollegerne fra byggebranchen, Højgaard Holding og Monberg & Thorsen, blev uens behandlet efter regnskabet fra det fællesejede MT Højgaard.

Omsætningen i MT Højgaard faldt i kvartalet til 1771 mio. kr. fra 3011 mio. kr. i samme periode sidste år, mens resultatet af driften (EBIT) steg til 25 mio. kr. fra 4 mio. kr.

- Den økonomiske udvikling i første halvår er forløbet som forventet ved årets begyndelse. Lønsomheden er forbedret, ligesom ordreporteføljens kvalitet og risikoprofil er styrket væsentligt, skriver selskabet i regnskabet.

Ved udgangen af kvartalet lå MT Højgaards ordrebeholdning på 6316 mio. kr. mod 7036 ved udgangen af andet kvartal 2012.

Fælleseje til trods blev Højgaard Holdings B-aktie sendt ned med 3,7 pct. til 131 kr. mens M&T's aktie lukkede uændret i 240 kr.

Danske Andelskassers Bank havde en skidt dag på børsen, da regnskabet for første halvår ikke viste nogen bedring hos koncernen. Forretningsomfanget gik tilbage år til år i første halvår, mens kursreguleringerne var negative og nedskrivningerne fortsat høje.

I første halvår nedskrev DAB for 158,2 mio. kr. mod 165,9 mio. kr. i samme periode sidste år.

- Når bortses en enkeltstående nedskrivning på 45 mio. kr., der er sket inden for sektoren Finansierings- og forsikringsvirksomhed, er det igen i første halvår 2013 landbrugssektoren, der tegner sig for den største andel af bankens nedskrivninger. Det må grundlæggende konstateres, at længden af de overordnede økonomiske udfordringer inden for sektoren til stadighed giver nye og/eller forværrede udfordringer for nogle af bankens landbrugskunder, skrev DAB.

Det sendte resultaterne før og efter skat ned på underskud på 80,8 og 82,6 mio. kr., en forværring fra første halvår 2012's underskud på 74,9 og 78,5 mio. kr. Bankens fastholdte sine forventninger til hele 2013 og ser dermed fortsat et basisindtjening på 160-190 mio. kr.

Aktien faldt 5,3 pct. til 8,00 kr. onsdag.

Matas leverede onsdag sit første regnskab efter introduktionen på fondsbørsen. Debuten kunne dog godt have været kønnere. Børsnoteringen har kostet mange penge, og det skinner igennem resultaterne.

Noteringen kostede 28,1 mio. kr., som medvirker til at trække periodens overskud efter skat ned på 42,6 mio. kr. sammenlignet med et overskud i samme periode året før på 59,8 mio. kr.

Det fremgik af onsdagens regnskab for første kvartal af kædens skæve 2013/14-regnskabår, og hvor det noteres, at fraregnet omkostninger til børsnoteringen og amortisering af varemærker ville resultat efter skat have været på 81,7 mio. kr. i forhold til 78,1 mio. kr. i 1. kvartal 2012/13.

Omsætningen steg til 803 mio. kr. fra 774,7 mio. kr., og det svarer ifølge regnskab til en vækst på 3,7 pct. eller en "like-for-like" salgsvækst på 2,5 pct.

Aktien dykkede med 2,2 pct. til 132,00 kr.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen