Berlingske Business

Aktier: Vestas blæste i front for svingende marked

De danske aktier kom tilbage fra miniferien omkring Kristi himmelfartsdag i godt humør, og på trods af svingninger både den ene og den anden vej i løbet af dagen endte det hele med et plus på 0,4 pct. til 998,45 for C20 Cap-indekset.

Vestas trak den største del af læsset blandt eliteaktierne efter en stor ordre på havvindmøller, mens DFDS uden for det fineste selskab sank helt til bunds grundet udsigt til en fortsat svær konkurrencesituation på Den Engelske Kanal.


Usikkerheden omkring Grækenland tiltager atter i styrke, og det er med til at skabe en vis usikkerhed omkring de europæiske aktier. Omvendt har det også effekt på euroen, der mandag blev svækket over for dollar, og det er understøttende for de europæiske eksportører og dermed gavnligt for aktierne.

- Baggrunden for svingningerne er usikkerhed omkring Grækenland. Ikke så meget i forhold til den traditionelle trojka, men mere fordi de græske banker er ved at nå en grænse for, hvor meget de kan trække hos Den Europæiske Centralbank (ECB) under ELA-systemet (Emergency Liquidity Assistance, red.), fordi folk trækker penge ud af bankerne. Det giver kraftige rentestigninger og skaber usikkerhed i aktierne, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg hos Formuepleje, til Ritzau Finans.

- Herhjemme er vi lidt foran resten af Europa, fordi der er lidt efterslæb fra torsdag og fredag i sidste uge, hvor de andre europæiske aktier var oppe, fortsætter han.

Vindmølleproducenten Vestas endte i toppen af C20 Cap med en stigning på 1,9 pct. til 332,70 kr. Baggrunden var en stor ordre på havvindmøller til det britiske marked på samlet 400 megawatt (MW).


Ordren faldt til joint venture-selskabet MHI Vestas Offshore Wind, og omfatter ikke selskabets store havmølle på 8 MW, men en mølle på 3,45 MW.


For Vestas er ordren specielt interessant, fordi aftalen med Mitsubishi betyder, at ordrer på Vestas' mindre mølle alene tilfalder den danske producent og altså ikke skal deles med japanske Mitsubishi, der er den anden part i joint venture-selskabet.

- Det er en godbid, som Vestas ikke skal blive alt for forvænt med. Det ligger i kortene, at den mølle, MHI Vestas kommer til at sælge i altovervejende grad er V164-8 MW-møllen, siger senioranalytiker hos Sydbank Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Også smykkeselskabet Pandora var i god form. Mod slutningen af sidste uge skruede Handelsbanken op for kursmålet for Pandora, så det nu hedder 750 kr. mod tidligere 650 kr. I samme ombæring blev anbefalingen dog sænket en smule til "akkumuler" fra "køb".

Det nye kursmål afspejler dog fortsat et pænt potentiale, og Pandora-aktien steg med 0,6 pct. til 685 kr.

I den modsatte ende af skalaen holdt Mærsk-aktierne den samlede begejstring en smule nede med sine fald. Regnskabet for første kvartal i sidste uge viste en ikke så stor fremgang som ventet i flagskibsdivisionen Maersk Line, mens de samlede tal var trukket op af, at tilbagegangen i Maersk Oil til gengæld langt fra var så stor, som analytikerne havde frygtet.

Hen over Kristi himmelfartsferien har en stribe finanshuse skruet ned for kursmålene for det lyseblå-konglomerat, og mandag faldt B-aktien med 0,9 pct. til 13.390 kr., mens A-aktien satte sig 1,1 pct. til 12.980 kr.


Blandt sidepapirerne sank rederiet DFDS helt til bunds. Til selskabets store overraskelse har en appeldomstol i Storbritannien givet konkurrenten Eurotunnel medhold i, at selskabet ikke skal indstille sin færgedrift på Den Engelske Kanal.

Dermed ser den højst ufordelagtige konkurrencesituation på kanalen ud til at fortsætte for DFDS, der ellers havde håbet på, at der endelig var sat punktum for den langsommelige og besværlige sag.

Nordea sænkede desuden efter afgørelsen sin anbefaling af DFDS-aktien til "hold" fra "køb", mens kursmålet blev skåret til 710 kr. fra 825 kr.

- Det (udfaldet, red.) er yderst overraskende og betyder, at DFDS fortsat vil være udsat for konkurrence fra MyFerrylink (som Eurotunnel ejer, red.) på Den Engelske Kanal. Selv om der er udsigt til stærk aktivitet på Den Engelske Kanal understøttet af høj økonomisk aktivitet i England, er det negativt, at vi nu som minimum vil se en forlængelse af MyFerrylinks aktiviteter på ruten, skriver Nordea i en kommentar.

DFDS-aktien faldt med 6,1 pct. til 696 kr.


Tilbage i C20 Cap-indekset var der god stemning omkring medicinalgiganten Novo Nordisk. Tyske Berenberg har løftet sit kursmål for aktien til 350 kr. fra 270 kr., mens anbefalingen "hold" er fastholdt. Aktien steg med 1,5 pct. til 373,50 kr.

Entreprenørselskabet Per Aarsleff havde en rigtig god dag efter en meddelelse om, at Aarsleff er med i det konsortium, der nu går i slutforhandling med Banedanmark om elektrificering af det danske jernbanenet. Det er en potentielt meget stor aftale for selskabet, og aktien steg med 7,6 pct. til 1992 kr.


Fra regnskabsfronten var der nyt fra Chemometec, som kom ud af sit tredje kvartal med stor fremgang i omsætningen. Samtidig opjusterede selskabet sine forventninger til hele regnskabsåret 2014/15.

Chemometec omsatte for 17,7 mio. kr. i tredje kvartal mod 11,3 mio. kr. i den tilsvarende periode et år tidligere, mens forventningen til hele årets omsætning er skruet op til 59-61 mio. kr. fra tidligere 51-55 mio. kr. Forventningen til driftsresultatet (EBITDA) er samtidig hævet til 10-13 mio. kr. fra tidligere 9-11 mio. kr.

Chemometec-aktien steg med 5,4 pct. til 17,50 kr.

Knap så godt gik det for Firstfarms, der havde tilbagegang i både toplinje, drift og bundlinje i første kvartal, mens forventningen om et driftsresultat (EBIT) på 6-11 mio. kr. for hele regnskabsåret blev fastholdt.

Firstfarms omsatte for 17,1 mio. kr. i første kvartal mod 20,6 mio. kr. i de første tre måneder af sidste år, mens EBIT faldt til 2,1 mio. kr. fra 6,9 mio. kr.

På bundlinjen tjente Firstfarms 0,7 mio. kr. efter skat mod et plus på 4 mio. kr. i første kvartal 2014. Aktien faldt marginalt til 46 kr.

/ritzau/FINANS

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen