Berlingske Business

Aktier: Usikkerhed spøger igen om Vestas og sender aktien ned

146444369.jpg
Usikkerheden omkring Vestas og den amerikanske skattereforms eventuelle indvirkning på skatterabatordningen PTC fortsætter på ugens første dag. Mandag middag ligger vindmølleselskabet med kurs mod bunden i C20 Cap-indekset med et fald på 2,7 pct. til 405,20 kr. Foto:

Usikkerheden omkring Vestas og den amerikanske skattereforms eventuelle indvirkning på skatterabatordningen PTC fortsætter på ugens første dag. Mandag middag ligger vindmølleselskabet med kurs mod bunden i C20 Cap-indekset med et fald på 2,7 pct. til 405,20 kr.

Oveni har investeringsbanken Goldman Sachs rundbarberet kursmålet til 480 kr. fra tidligere 700 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Goldman holder dog fast i anbefalingen »køb« af vindmølleaktien, på trods af at investeringsbanken i en analyse påpeger, at vindindustrien er ramt hårdt af prispres, der er forårsaget af en midlertidig - men hård - nedgang af markederne i Tyskland og Indien.

»Det er stadigvæk usikkerheden om den amerikanske skattepakke, der påvirker Vestas. PTC-ordningens fremtid spøger stadig, og så er der Goldman Sachs' analyse,« siger Mikkel Duus-Hansen, der er aktieanalytiker i Spar Nord.

108346709.jpg

I den anden ende af eliteindekset, der samlet falder med 0,3 pct. til 1121,13, ligger Novo Nordisk med et plus på 0,6 pct. til 322,60 kr. Skuer man ud over Europa, er sundhedssektoren en af de sektorer, der stiger med mest mandag middag med et samlet plus på 0,6 pct. i det paneuropæiske aktieindeks Stoxx 600.

»Og så er forventningerne til Novo Nordisks kapitalmarkedsdag i morgen også positive. Man venter blandt andet nyt om Semaglutid, der skal til eksamen hos de amerikanske sundhedsmyndigheder senest 5. december,« siger Mikkel Duus-Hansen.

TYSK USIKKERHED LÆGGER LÅG PÅ

De store børser i Frankfurt, Paris og London lægger mandag middag blandet efter fald fra morgenstunden i kølvandet på weekendens kollaps i de tyske regeringsforhandlinger. Det tyske DAX-indeks har dog genvundet en smule kræfter og falder mandag middag med 0,1 pct. mod 0,4 pct. fra børsåbning, mens det franske CAC 40-indeks stiger med 0,1 pct.

Det liberale parti FDP har trukket sig fra regeringsforhandlingerne med kansler Angela Merkels konservative CDU/CSU-alliance og Miljøpartiet De Grønne - og Merkel vil nu informere den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, om, at det ikke er lykkedes at forme en ny regeringskoalition. Det er præsidenten, der har beføjelsen til at udskrive valg i Tyskland.

694054534.jpg

GENMAB UNDER PRES

Biotekselskabet Genmab har en mindre god dag - og aktien falder med 2,8 pct. til 1191 kr. Ifølge Spar Nords aktiehandler er det udlandet, der sælger ud af aktien.

»Der er ikke noget specifikt nyt om Genmab - men generelt har biotek haft en svag periode. Nu venter vi så på nyt på onsdag, hvor salgstallene for Darzalex kommer,« siger Mikkel Duus-Hansen.

I fredags kunne biotekselskabet oplyse, at det havde fået en bonus på 50 mio. dollar, svarende til 316 mio. kr., fra partneren Janssen. Det var udløst af, at salget af kræftmidlet Darzalex, som Janssen i 2012 fik de globale salgsrettigheder til, i kalenderåret har rundet 1 mia. dollar.

Aktiekursen hos transportselskabet DSV kører også et gear ned og falder med 1,5 pct. til 477,80 kr. Det sker, efter at Carnegie har sænket sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb", mens kursmålet omvendt er skruet op til 515 kr. fra 480 kr.

TRYG FALDER PÅ KAPITALMARKEDSDAG

Tryg falder 0,3 pct. til 154,30 kr. efter offentliggørelsen af nye finansielle mål og planer om et ekstraordinært udbytte.

Meldingen om et nyt mål om et forsikringsteknisk resultat på 2,8 mia. kr. i 2020 kom forud for forsikringskoncernens kapitalmarkedsdag i London mandag. Bestyrelsen foreslår blandt andet også et ekstraordinært udbytte på 1 mia. kr. eller 3,60 kr. per aktie.

Forsikringsselskabet har også nye varer til hylderne med til London, hvor det oplyses, at det er planen at kunne tilbyde kunderne en portefølje af cyberforsikringer, der blandt andet skal hjælpe kunder ved virus- og hackerangreb. Samlet skal forsikringsporteføljen øges med 1 mia. kr. fra nye produkter.

394537039.jpg

BØRSHUS FORETRÆKKER DANSKE FREM FOR NORDEA

Danske Bank og Nordea var sent fredag under luppen hos Keefe, Bruyette & Woods. Børshuset foretrækker nu Danske Bank, der får løftet anbefalingen til "outperform" fra det neutrale "market perform". Nordeas anbefaling er gået den modsatte vej, viser data fra Bloomberg.

Danske Bank stiger med 0,8 pct. til 236,10 kr., mens Nordea falder 0,2 pct. til 73,10 kr.

UIE, der fastholder forventningerne i sit regnskab for tredje kvartal, er endnu ikke handlet.

/ritzau/FINANS

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen