Berlingske Business

Aktier: Udsigt til ny skatterabat i USA sender Vestas op

Vestas opjusterer Vestas skruer op for forventningerne til 2015
Arkivfoto. Foto:

Vindmølleproducenten Vestas tager toppen på det danske aktiemarked onsdag, efter at der fra politisk side i USA er lagt op til en forlængelse af skatteordningen PTC, der giver rabat til vindenergi.

Ellers er det generelle marked forholdsvis afventende op til rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der slutter klokken 20 dansk tid. C20 Cap-indekset ligger 0,7 pct. højere i 1016,55.

Der er lagt op til den første renteforhøjelse i omkring ni år, men investorerne vil særligt have fokus på ordlyden på det efterfølgende pressemøde, hvor centralbankchef Janet Yellen formentlig vil løfte sløret for tempoet på de kommende renteforhøjelser.

USA har også været i fokus blandt Vestas-aktionærerne onsdag morgen, efter at Bloomberg News har kunnet berette, at PTC-ordningen ser ud til at blive forlænget med fem år frem til 2020, hvorefter den udfases.

Repræsentanternes Hus planlægger torsdag at stemme om et forslag, der blandt vil forlænge skattestøtten til vind- og solkraft torsdag, skriver nyhedsbureauet.

Det kan gøre vejen til ordrer i USA kortere, og investorerne reagerer positivt ved at sende aktien op med 5,6 pct. til 481,20 kr.

Vestas kan, ud over nyheden fra USA, også glæde sig over en offshoreordre på 330 megawatt (MW) i Storbritannien, hvor Dong er kunden. Ordren er tilfaldet MHI Vestas, som vindmølleproducenten har sammen med japanske Mitsubishi.

I toppen af C20 Cap-indekset har Vestas selskab af TDC, der kan glæde sig over, at konkurrenten Telia er hoppet med på bølgen og har hævet priserne på sit billigste mobilabonnement, som TDC også gjorde i starten af måneden.

Telia har endda taget skridtet videre, da priserne er hævet med 20 kr., så det billigste abonnement nu koster 129 kr. om måneden. Til gengæld har kunderne fået mere i pakkerne i form af ekstra tale og mulighed for at ringe gratis i Norden og Baltikum.

TDC-aktien stiger 1,5 pct. til 33,32 kr. efter ellers at være startet med et fald fra åbningen, hvilket muligvis skyldtes, at finanshuset Berenberg har sænket kursmålet for aktien med 5 kr. til 38 kr. TDC har desuden meddelt, at det ansætter Stig Pastwa som ny finansdirektør som afløser for Pernille Erenbjerg, der blev topchef i august. Han kommer fra Codan.

Der er også fremgang til Tryg-aktien, som stiger 1,2 pct. til 132,80 kr. Finanshuset Berenberg har løftet kursmålet for aktien med 9 kr. til 142 kr.

I den anden ende af det danske marked er der mindre fald i Coloplast-aktien, der kan være presset af, at det amerikanske finanshus Jefferies har sænket anbefalingen af aktien til "underperform" fra "hold". Aktien dykker 0,6 pct. til 540,50 kr.

Jefferies har også haft kig på William Demant, hvor kursmålet er blevet løftet med 56 kr. til 606 kr., men amerikanerne har bibeholdt anbefalingen "hold". Aktien stiger 0,3 pct. til 674 kr.

Uden for C20 har der fra morgenstunden været fokus på SAS, der har aflagt et pænt regnskab for fjerde kvartal af regnskabsåret 2014/2015.

Luftfartsselskabet har haft medvind af en lav oliepris og flere store besparelser, og det forbedrede nettoresultat til et plus på 517 mio. svenske kr. i kvartalet. I samme periode året før havde SAS et minus på 303 mio. svenske kr.

I det kommende regnskabsår venter SAS et positivt resultat. Investorerne tager pænt mod regnskabet, da aktien stiger 4,7 pct. til 18 kr.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen