Berlingske Business

Aktier: Tryg trækker C20 i mindre plus

De danske aktier kommer pænt igen tirsdag, efter at mandagen bød på ventet tilbagefald som reaktion på det græske nej til reformer i bytte for mere økonomisk hjælp i weekenden.

Uroen, der fortsat ulmer som følge af folkeafstemningen, ser dog ikke ud til at have den store påvirkning på markedet længere, og C20 Cap-indekset går frem med 0,1 pct. til 981,71 - med Tryg som største trækhest.


- Den græske situation er lidt som et trafikuheld i slowmotion, hvor man kan nå at reagere, før ulykken sker. Og det har aktiemarkederne efterhånden gjort, siger Ib Fredslund Madsen, der er seniorstrateg i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Sommerferien har sat ind, og derfor ses der også meget klassisk en meget lav omsætning og generelt mindre udsving.


Enkelte afstikkere er der dog. Blandt andet stryger Bavarian Nordic til tops, efter at selskabet fra morgenstunden meddelte, at der er bud efter flere doser af koppevaccinen Imvamune fra den amerikanske stat.


Den nye ordre til Bavarian Nordic, der er en udvidelse af en tidligere kontrakt, har en værdi af 133 mio. dollar (cirka 900 mio. kr.).

- Denne ordre lader sig gøre på grund af en tidligere ordre fra Barda (Biomedical Advanced Research and Development Authority, red.), som har gjort det muligt at skabe en ny proces til at forlænge holdbarheden af bulkvaccinen. Denne proces giver myndighederne større fleksibilitet til oplagring af vores vacciner. Bulkvaccinen kan blive til de første doser af frysetørret Imvamune, når denne bliver godkendt til anvendelse i nødsituationer, udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic, i en fondsbørsmeddelelse.


Det er alt sammen noget, som investorerne synes godt om, og Bavarian-aktien stiger med 4,2 pct. til 335,50 kr.

Ligeledes blandt sidepapirerne er der tilsyneladende masser af positiv energi omkring Lollands Bank, der på bare to handler - men uden selskabsspecifikke nyheder af betydning - har taget et hop på 16 pct. til 199 kr. Danske Bank er med afstand den største køber.


I C20 Cap-regi er der solskin til forsikringsselskabet Tryg, der afleverer regnskab for andet kvartal på fredag. Op til den rapportering har Nykredit løftet sin anbefaling af Tryg til "outperform" fra "underperform" og sat en fair værdi på 157 kr. mod 155 kr. tidligere.

Kun storskader kan ødelægge et ventet rigtigt flot andet kvartalsregnskab, vurderer analytiker Ricky Steen Rasmussen i en analyse og fremhæver også, at aktiekursen er faldet med 20 pct. siden toppen og har underperformet markedet med 22 pct., siden finanshuset påklistrede anbefalingen "underperform".


Nykredit venter for kvartalet et forsikringsteknisk resultat på 769 mio. kr. mod 941 mio. kr. i samme periode året før.

- Samlet ligger vores forventninger til det underliggende resultat tæt op af konsensusforventningerne. Uroen på de finansielle markeder – herunder renteudviklingen – betyder dog, at vi venter et negativt investeringsresultat på 38 mio. kr. og samlet set venter et nettoresultat på 535 mio. kr., skriver Ricky Steen Rasmussen.

Tryg stiger med 2,4 pct. til 141,10 kr.


Der er også kommet nyt fra A.P. Møller-Mærsk, der ligger med i toppen i indekset tirsdag morgen, hvor B-aktien stiger med 1,3 pct. til 11.830 kr. Koncernen har solgt sin andel på 75 pct. af rederiet Esvagt til kapitalfondene 3i Infrastucture og AMP Capital. Den samlede salgspris er på 4,1 mia. kr., oplyser A.P. Møller-Mærsk.

Tilbage blandt sidepapirerne er der rampelys til luftfartsselskabet SAS, der har afleveret trafiktal for juni. De var endnu engang lidt til den svage side med et fald i passagertrafikken målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 5,2 pct.


SAS transporterede 2,8 mio. passagerer i måneden, hvilket var 4,8 pct. færre end i samme måned året før.


Luftfartsselskabets sædekapacitet (ASK) faldt med 2,2 pct., hvilket medførte en kabinefaktor (belægning) på 81,6 pct. - eller 2,6 pct.point mindre end i juni sidste år.


Den valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, steg med 5,6 pct. i maj. For juni ventes yield-udviklingen at være marginalt negativ. Yielden udregnes altid en måned efter de øvrige tal.

SAS-aktien falder med 1,6 pct. til 12,10 kr.

Rederiet Torm afholder ekstraordinær generalforsamling tirsdag, hvor aktionærerne skal tage stilling til den restruktureringsaftale, der er nået med bankens långivere og Oaktree-kapitalfonden. Torm stiger med 1,8 pct. til 0,55 kr.

Alt i mens skæver investorerne fortsat mod Grækenland. Der er to møder i EU-regi om den græske situation tirsdag. Først på eftermiddagen mødes EU's finansministre for at se på det nye græske udkast om reformer og nedskæringer. Og tirsdag aften er det EU's topledere, der skal diskutere den græske situation.

- Det bliver spændende at se, hvad grækerne kommer med - og om der er blevet ændret nok i teksten til, at EU kan sige ja til den, siger Ib Fredslund Madsen.

/ritzau/FINANS

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen