Berlingske Business

Aktier: Storbank løftede Novozymes

Et skulderklap fra den schweiziske storbank UBS sendte onsdag Novozymes til tops på det danske aktiemarked, hvor stemningen blot blev bedre som dagen skred frem.

C20 Cap-indekset sluttede med en gevinst på 0,9 pct. til 1026,23 efter at have ligget stort set uændret, da statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrev valg. Det var imidlertid næppe valget, der drev markedet, men derimod en opblomstring på de øvrige børser i Europa og USA.


- Det er ikke noget, der påvirker markederne eller er noget stort tema markedsmæssigt. Det er et klassisk spørgsmål, men jeg synes, at historien på det seneste har vist, at forskellen mellem rød og blå blok ikke er så stor, som den måske har været engang, lyder det blandt andet fra aktiehandler i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

I stedet fulgte markedet i hælene på stigninger i resten af Europa, hvor der ifølge Bloomberg herskede optimisme i forhold til, at Grækenland er kommet et skridt nærmere en aftale med landets kreditorer.

I toppen af det danske marked tronede Novozymes med en stigning på 3,9 pct. til 325,50 kr. UBS er vendt 180 grader og har ændret sin anbefaling af den danske enzymaktie til "køb". Desuden er kursmålet løftet gevaldigt til 400 kr. fra 288 kr.


Anbefalingen i UBS har ellers været "sælg" siden februar 2013. I den mellemliggende periode er aktien dog steget 68 pct. til 313,30 kr. - og værdiforøgelsen har været på 72 pct., hvis man medregner ud bytter.

Også FLSmidth, der tirsdag fik sin hidtil største ordre i halvandet år, fik rygvind fra en justering i et af børshusene, der følger aktien. Det er Jyske Bank, der har løftet sit kursmål til 385 kr. fra 350 kr. Anbefalingen er uændret "køb". Aktien i FLSmidth steg med 2,5 pct. til 341,30 kr.

Nordea var på forhånd udset en hovedrolle på det danske aktiemarked onsdag, men bankens kapitalmarkedsdag endte uden større effekt på aktiekursen, der sluttede 0,8 pct. højere i 90,60 kr. efter at have ligget lavere det meste af onsdagen.


Nordeas finansielle målsætninger for de kommende tre år er en egenkapitalforrentning, som ligger over gennemsnittet for en nordisk sammenligningsgruppe af banker. Desuden vil banken sende mindst 75 pct. af årets overskud tilbage i aktionærernes lommer, og endelig har banken en målsætning om, at omkostningerne skal stige mindre end 1 pct. om året.

- Ser man på det med investorøjne, er det mest interessante nok, at Nordea vil holde omkostningsstigningerne nede på 1 pct. i snit om året, vurderer analytiker i Alm. Brand Markets Jesper Christensen over for Ritzau Finans.

I bunden af C20 Cap endte Tryg 1 pct. lavere i 141,40 kr. Der var intet nyt fremme om forsikringskoncernen.

Vestas, der blev løftet af S&P Capital til "hold" fra "sælg", steg med 0,9 pct. til 348,40 kr.


Blandt sidepapirerne var Boconcept dagens positive islæt. Møbelkæden klarede sig bedre end ventet i fjerde kvartal og meldte om en ventet omsætningsvækst på ca. 9 pct. i 2014/15 mod tidligere estimeret 5-6 pct. Driftsresultat EBIT før særlige omkostninger blev ca. 15 mio. kr., hvilket også betegnes som bedre end ledelsens seneste forventninger. Aktien steg næsten 20 pct. til 118 kr.


I den modsatte grøft borede Atlantic Petroleum sig over 17 pct. ned til 37,50 kr. efter en nedjustering af forventningerne til årets olieproduktion. Det færøske olieselskab venter nu en samlet produktion på 520.000 tønder mod tidligere 560.000 tønder. Resultatet af primær drift før af- og nedskrivninger samt efterforskningsudgifter ventes fortsat at blive positivt.

 

/ritzau/FINANS

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen