Berlingske Business
12:18Pandora tager føringen i dansk C25-indeks

Aktier: Sløje forventninger sendte Vestas i modvind

Vestas løb med langt de fleste overskrifter omkring det danske aktiemarked onsdag efter et egentlig pænt regnskab, hvor forventningerne til 2015 dog ikke levede op til markedets forhåbninger.

Ellers var stemningen generelt usikker på grund af særligt tre årsager: gældsproblemerne i Grækenland, fredsforhandlinger omkring Ukraine-krisen i Minsk og sluttelig det fortsatte spil om den danske krone, der fik sig endnu et kapital onsdag.

Samlet gav det et fald på 1,1 pct. til 848,85 for C20 Cap-indekset på en dag, hvor omsætningen - med undtagelse af Vestas-aktierne - var ganske lav og præget af vinterferien.

- Det er et lidt afventende marked, vi har. Der er en tilbageholdende stemning frem mod EU-mødet omkring Grækenland, men selvfølgelig også afgørelsen om, hvorvidt der kommer hvid røg op i Minsk. Derudover er der sket en videre udvikling i spekulationerne mod kronen, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingschef for aktier hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Sagaen om den danske krone udviklede sig igen onsdag, da Nationalbanken sagde pænt nej tak til bud på hele 5,9 mia. kr. på såkaldte  skatkammerbeviser, der er obligationer med løbetid på op til ni måneder. I forvejen har banken allerede sænket renten på indskudsbeviser hele fire gange og stoppet salget af statsobligationer.

Og usikkerheden omkring kronen - og særligt Nationalbankens næste træk - var blandt andet med til at skabe rammerne for en skidt dag for bankaktierne herhjemme. Danske Bank faldt med 2,8 pct. til 164,70 kr., mens Nordea satte sig 1,7 pct. til 84,05 kr., og Jyske Bank faldt med 2,3 pct. til 298,20 kr.

- Usikkerheden omkring den danske rente er med til at ramme bankerne. Men generelt ser vi fald i bankaktierne i Europa, siger Ole Kjær Jensen.

Blandt de danske elitepapirer var det dog Vestas, der stjal rampelyset. Vestas' driftsindtjening i fjerde kvartal levede ikke helt op til markedets forventninger, men top- og bundlinje var til gengæld helt på linje med forventningerne.

Til gengæld betyder de udmeldte forventninger til 2015, at Vestas realt set kan gå tilbage. Det skyldes, at Vestas minimum venter at levere 6,5 mia. euro i omsætning, en driftsmargin (EBIT) før særlige poster på minimum 7 pct., og frie pengestrømme på minimum 400 mio. euro.

I 2014 opnåede vindmølleselskabet en omsætning på 6,9 mia. euro og en EBIT-margin på 8,1 pct. før særlige poster. Pengestrømmene var på 841 mio. euro.

Samtidig lyder markedets forventning, at Vestas præsterer en 2015-omsætning på 7,3 mia. euro, en EBIT-margin på 9,1 pct. og 468 mio. euro i frie pengestrømme ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Der er dog også mulighed for, at Vestas kan komme til at løbe fra sin egen udmelding om 2015, lyder det fra selskabet selv.

- Det er minimumsforventninger, som vi også understreger. Vi er meget tidligt på året, så på det her tidspunkt må vi give minimumsforventninger, siger Anders Runevad, der er administrerende direktør hos Vestas, til Ritzau Finans og fastslår, at Vestas ikke vil afvige fra sin vækststrategi.

- Vores strategiske fokus er der stadig, fastslår Anders Runevad kort.

Ritzau Finans: Indikerer du dermed, at der er mulighed for en opjustering senere på året?

- Der er altid en mulighed for at gøre det bedre end minimum, og det her er som nævnt minimumsforventninger, siger Anders Runevad.

På positivsiden udbetaler Vestas sit første udbytte i 12 år, og udbetalingen er tilmed over markedets forventninger. Udbyttet foreslås at lande på 3,90 kr. (0,52 euro) per aktie, hvis bestyrelsens forslag godkendes på generalforsamlingen i marts, mens analytikerne havde ventet et udbytte på 0,43 euro per aktie.

Vestas, som dog også var steget syv ud af de otte dage op til regnskabet, var dagen igennem suveræn bundprop i C20-regi og sluttede med et fald på 8,6 pct. til 262,10 kr. - desuden under en voldsom omsætning på 1747 mio. kr.

Blandt de øvrige selskaber i C20-indekset var der fokus på TDC, der fra morgenstunden kunne se den norske konkurrent Telenor komme med regnskab for fjerde kvartal.

Telenor-regnskabet bekræftede tendensen med, at kunderne forsvinder fra TDC. Således fik Telenor 24.000 mobilkunder i Danmark i fjerde kvartal. TDC-aktien faldt med 0,3 pct. til 48,52 kr.

Også investorer med interesse i bryggeriet Carlsberg skulle forholde sig til nyt fra en konkurrent onsdag. Hollandske Heineken afleverede et regnskab, der bekræftede, at udfordringerne i Central- og Østeuropa ikke kun rammer Carlsberg.

I 2014 omsatte Heineken for 2868 mio. euro i Central- og Østeuropa mod en omsætning på 3097 mio. euro i 2013. Til gengæld har Heineken oplevet en mindre fremgang på sine resterende markeder: Vesteuropa, Amerika, Afrika og Asien.

Carlsberg, der selv afleverer regnskab i næste uge, kunne dog, ifølge Ole Kjær Jensen, også hente positiv inspiration i, at fredsforhandlingerne omkring Ukraine-krisen onsdag kom i gang på trods af spekulationer om det modsatte. Carlsberg endte i toppen af C20 Cap-indekset med et plus på 3,3 pct. til 507,50 kr.

Serviceselskabet ISS hentede gennem et datterselskab en kontrakt hos den schweiziske storbank UBS i Storbritannien. Kontrakten omfatter teknisk service, sikkerhed, rengøring, energi- og miljøstyring samt kundeservice, meddeler ISS.

Samtidig nød papiret, der har klassiske defensive kvaliteter, godt af, at nogle investorer søgte i ly fra den generelle usikkerhed, vurderer Ole Kjær Jensen. Aktien steg med 2,7 pct. til 200,80 kr.

Også ingeniørkoncernen FLSmidth havde en pæn dag onsdag, der var sidste dag til at positionere sig i aktien, inden regnskabet for fjerde kvartal lander torsdag. Det er der tilsyneladende pæne forventninger til. Aktien steg i hvert fald med 0,8 pct. til 296,80 kr.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Sponseret

Sampensions kunder kan glæde sig over et godt afkast for 2017.”En typisk kunde i vores markedsrenteprodukt opnår et afkast i år på omkring 8 pct., og det er meget højere, end hvad man kunne forvente v...

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen