Berlingske Business

Aktier: Royal Unibrew stiger markant i de første handler

Det danske aktiemarked åbner i grønt torsdag morgen. Onsdag bød på pæne stigninger herhjemme, hvor C20 Cap-indekset endte 1,2 pct. højere i 1030,57. Og torsdag morgen stiger C20 Cap med 0,4 pct. til 1035,04.

I USA sluttede aktierne tæt på uændret onsdag, og torsdag er der lukket på de amerikanske børser grundet helligdagen Thanksgiving, mens der ligeledes er droslet ned for handlen fredag.

- Det ser ud til at blive en stille dag på aktiemarkedet, blandt andet fordi USA er helt lukket i dag. Men jeg forventer, at vi skal lidt op - både i Danmark og Europa, siger Torben Høyer, chefaktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans.

På selskabsfronten skal man uden for eliteindekset for at finde dagens fokus, nemlig Royal Unibrew. Bryggeriet kom med regnskab for tredje kvartal sent onsdag aften, og selv om det finske marked var udfordrende, og ølsalget i Nordeuropa blev ramt af dårligt vejr, så formåede bryggeriet alligevel at slå egne forventninger til udviklingen i tredje kvartal. Derfor opjusteres helårsprognosen, og også målsætningen for driftsmarginen på mellemlangt sigt skrues i vejret til 15 pct. fra tidligere 14 pct.

- Unibrew kommer med den anden opjustering i år. Og regnskabet var bedre end ventet, siger Torben Høyer.

Bryggeriet Royal Unibrew skal fra starten af det nye år producere, sælge og distribuere læskedrikke som Pepsi, Pepsi Max og Mirinda i Letland, Litauen og Estland, og det udvidede Pepsi-samarbejde stiller selskabet i en lukrativ stilling og gør bryggeriet til en mere interessant samarbejdspartner, lyder vurderingen fra senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank over for Ritzau Finans.

- Der er meget spændende perspektiver i, at Royal Unibrew gør det så godt som distributør, at det faktisk kan blive ved med at udvide de her aftaler. Det giver dem en lukrativ position, som også er med til at understøtte den styrkede overskudsgrad, fordi det bliver billigere at distribuere produkterne, når de har den brede produktpalette, siger Morten Imsgard.

Også Torben Høyer har blikket rettet mod samarbejdet med Pepsico.

- Det er meget interessant og kan give en positiv effekt på aktien. Vi hæver da også kursmålet til 330 kr. fra 315 kr. og fastholder vores købsanbefaling på aktien, siger Torben Høyer.

Aktien i Royal Unibrew stiger torsdag kort efter børsåbning med 8 pct. til 296,10 kr.

I toppen af C29 Cap ligger Genmab med en stigning på 1,4 pct. til 871,50 kr. fulgt af Novo Nordisk, der stiger med 0,8 pct. til 386,40 kr. Der er ikke selskabsspecifikke nyheder fra de to selskaber.

I den anden ende af eliteindekset falder Danske Bank med 0,3 pct. til 185,90 kr., mens FLSmidth ligger lige efter med et fald på ligeledes 0,3 pct. til 257,80 kr.

En anden bryggeriaktie - Carlsberg - der torsdag morgen stiger med 0,8 pct. til 593,50 kr. - er i lighed med Faxe-bryggeriet Royal Unibrew i fokus torsdag. Carlsberg har fået løftet sit kursmål til 533 kr. fra 456 kr. hos den amerikanske storbank Goldman Sachs, der dog samtidig fastholder den negative anbefaling "sælg", fremgår det af data fra Bloomberg News.

- Carlsberg er på roadshow i denne tid. I dag er de i Paris, og i morgen er det Stockholm, der står for skud. Og det kan give interesse om aktien, siger Nordeas chefaktierådgiver.

Goldman Sachs har også set nærmere på ingredienskoncernen Chr. Hansen, der stiger torsdag morgen med 0,7 pct. til 440,70 kr. Storbanken løfter kursmålet for Chr. Hansen til 414 kr. fra 362 kr. Her hedder anbefalingen uændret "neutral".

Også Novozymes har været under Goldman-luppen, og finanshusets analytikere hæver kursmålet til 280 kr. fra 265 kr., men fastholder dog anbefalingen "sælg", fremgår det af Bloomberg. Novozymes stiger torsdag morgen med 0,5 pct. til 334,70 kr.

Uden for eliteindekset oplyser ALK-Abelló tidligt torsdag, at selskabets partner Torii i starten af december lancerer tabletvaccinen Miticure mod husstøvmideallergi på det japanske marked. Tabletvaccinen er receptpligtig og netop optaget på listen over tilskudsberettigede lægemidler i Japan.

Torii fik markedsføringstilladelse til tabletten i september, hvilket udløste en milepælsbetaling og en opjustering af ALK 's forventninger til 2015 på 100 mio. kr. ALK vil herudover modtage royalties eller procenter af Toriis salg af pillen.

ALK-Abelló stiger efter få minutters handel med 1,7 pct. til 824 kr.

Nunaminerals, der er under betalingsstandsning og suspenderet på børsen, ser ud til måske at redde sig i denne omgang. I hvert fald har en ekstraordinær generalforsamling godkendt den foreslåede restruktureringsplan, meddeler selskabet via fondsbørsen torsdag morgen.

Senere torsdag kommer der endvidere tredjekvartals regnskaber fra Gyldendal, der ligger i et uændret niveau i forhold til onsdag i 539 kr., Deltaq, der ligeledes ligger uændret i forhold til onsdag i 32 kr., og Firstfarms, der holder onsdagens niveau på 41,40 kr.

/ritzau/FINANS

 

Charlotte Mackeprang +45 33 30 03 61 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen