Berlingske Business

Aktier: Regnskabsnyt fra udlandet stod i skyggen af Ambu

lars marcher
Adm. direktør i AMBU, Lars Marcher. Foto:

Medicoselskabet Ambu endte helt i front for det danske marked tirsdag med et plus i aktiekursen på 7,7 pct. til 237,80 kr., hvilket er rekord.

Med i toppen var også smykkeproducenten Pandora, der steg med 3,1 pct. til 467,10 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

Stigningen i Ambu kom, i slipstrømmen af at selskabets topchef i en forsidehistorie i Børsen sagde, at det ikke er urealistisk at tidoble salget på syv år.

Udtalelsen faldt, i forbindelse med at investeringsbanken JPMorgan anslog, at Ambu kan tidoble sit salg frem mod 2025 til knap 23 mia. kr. fra næsten 2,4 mia. kr. i det seneste regnskabsår.

- Vi har kun kradset i overfladen, og det er rigtigt, som JPMorgan siger, at den acceleration, der skal komme i markedet, kommer fra 2020 og indtil 2025, 2030. Det er der, hvor der virkelig kommer en form for effekt, siger Lars Marcher, administrerende direktør i Ambu, til Børsen.

Nikolaj Holmsgaard, børsmægler i ABG Sundal Collier, siger, at Ambu er kendt for at være "en aktie med krudt i." Men om stigningen på over 7 pct. er på sin plads, kan kun tiden vise.

- Det er jo en rimelig lang tidshorisont, vi taler om. Estimaterne er meget splittede efter 2020 - lige fra en eksplosiv udvikling af markedet til en mere flad eller faldende udvikling, siger han.

- Vi har set aktien handle på multipler, som vi ikke normalt ser i markedet. Og jeg mener, at den stiger mere end rimeligt, siger børsmægleren.

Ambu er i år steget med 113,9 pct.

Samlet endte det danske eliteindeks, C25, i et plus på 0,8 pct. til 1153,2.

FLS OG BANKER I TOP

Ingeniørkoncernen FLSmidth, der leverer udstyr til mineselskaberne, steg med 2,0 pct. til 392,90 kr. på højere råvarepriser tirsdag, som trak den sektor i vejret på tværs af Europa.

- Vi ser råvarepriserne stige pænt i markedet, og det er med til at drive aktierne op, siger Nikolaj Holmsgaard.

Nordea, Jyske Bank og Danske Bank havde ligeledes en pæn dag med plusser på henholdsvis 2,7 pct. til 67,44 kr., 2,5 pct. til 359,30 kr. og 1,3 pct. til 186,25 kr.

- Bankerne rider med på bølgen af stigende finansaktier, vi så i USA mandag. Der er ikke noget i Europa, der rykker dem i dag, siger ABG's børsmægler.

MEDVIND TIL MÆRSK

A.P. Møller-Mærsks B-aktie steg med 1,0 pct. til 8432 kr. og var med til at trække C25 op tirsdag.

Stigningen kom i forbindelse med regnskab fra konkurrenten DP World, der er en af de fem største havneselskaber i verden og konkurrerer med APM Terminals.

Væksten i antallet af flyttede containere i andet kvartal var en hel del lavere hos havneoperatøren end i kvartalet før.

I DP Worlds havne blev der flyttet i alt 18,0 mio. tyvefodscontainere (teu) i andet kvartal, hvilket svarede til en vækst på 2,5 pct. - eller 3,8 pct. på sammenlignelig basis. I første kvartal havde DP World vist en vækst på 7,3 pct. - og 8,4 pct. på organisk basis.

Novo Nordisk kunne ligeledes skele til en konkurrent, da Eli Lilly kom med regnskab, der viste en overraskende stor fremgang i salget. Og det kan pege på et godt forretningsklima for Novo i USA, vurderede aktieanalytiker Simon Hagbart Madsen fra Jyske Bank.

De to medicinalvirksomheder er begge store inden for diabetesbehandling, og Eli Lillys salgstal i andet kvartal var langt bedre end forudset på det punkt.

Novo Nordisk-aktien steg med 0,8 pct. til 324,25 kr.

OPKØB I BRANCHEN FOR HØREAPPARATER

Og så fik de to danske børsnoterede høreapparatselskaber, William Demant Holding og GN Group, tirsdag morgen at vide, at italienske Amplifon overtager den spanske høreapparatkæde Gaes Médica, som hidtil har været familieejet - og samtidig er den største privatejede specialforhandler i branchen.

Prisen for overtagelsen er 528 mio. euro - svarende til 3,93 mia. kr.

Opkøbet følger i hælene på WDH's køb af franske Audika og schweiziske Sonovas køb af den hollandske Audionova-kæde, men skulle der være yderlig opkøbslyst hos nogle af de spillere, er det efterhånden svært at finde større aktører på det europæiske marked.

Faktisk står kun det familieejede Kind Hörgeräte fra Tyskland tilbage, og da den forretning næppe er til salg, er der ikke meget mere at komme efter i Europa for hverken Sonova, WDH eller Amplifon, der er de klart førende detailforhandlere.

- Det er den næstsidste store europæiske kæde, der bliver solgt her - efter salgene af Audika og Audionova. Nu er Kind i Tyskland den sidste store klump, der kan købes. Kind er dog ikke til salg, så det er næppe noget, der sker foreløbig, siger Niels Granholm-Leth, analytiker hos Carnegie, til Ritzau Finans.

William Demant-aktien steg 1,1 pct. til 305,60 kr., mens GN gik 0,9 pct. frem til 304 kr. For begges vedkommende er der tale om kursrekorder.

FCK-TRÆNER BEKRÆFTER SALG

Og så kan Parken Sport & Entertainment se frem til at få penge i kassen for FC Københavns svenske landsholdsmålmand Robin Olsen, der er på vej til Serie A-klubben AS Roma.

Det bekræftede FCK-træner Ståle Solbakken over for TV3 Sport mandag aften. Men salget blev ikke bekræftet officielt tirsdag.

Ifølge udenlandske medier vil Roma betale 86 mio. kr. for svenskeren. Parken steg 2,7 pct. til 85 kr.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen