Berlingske Business

Aktier: Pandora og Danske i kamp om toppen

Smykkeselskabet Pandora og Danske Bank kæmpede på en i øvrigt positiv aktiedag om den fornemste placering i C20 Cap-indekset. Pandora stillede op med glædelige nyheder fra USA, mens Danske Bank var begunstiget af en vending i synet på finansaktier generelt. Og begge aktier nød støtte fra opjusterede kursmål og opgraderede anbefalinger.

Mandagens vinder blev Pandora med en stigning på 4,1 pct. til 689,50 kr., mens Danske Bank måtte nøjes med en andenplads for en stigning på 3,5 pct. til 193,80 kr.


Det samlede eliteindeks fejrede mandagen med en stigning på 1,4 pct., som førte indekset tilbage over 1000 til niveauet 1012,3.

Blandt de mere generelle vilkår var især påvirkningen fra pengepolitiske stimuli i Kina blandt de mere effektfulde, mener afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen. Centralbanken har lempet reservevilkårene for forretningsbankerne for at støtte den økonomiske vækst i kæmpelandet.

- Da vi gik hjem fredag aften, var vi jo lidt nervøse for, hvad der ville ske i Kina over weekenden. De kinesiske aktier var jo presset voldsomt ned. Og der var også lidt usikkerhed omkring Grækenland. Men indtil videre ser vi en ganske markant "rebound" i dagens marked, konstaterer Ole Kjær Jensen.

Pandora oplyste mandag morgen, at selskabet indleder onlinehandel med smykker i USA. Med lanceringen er USA nu det ottende land i rækken, hvor kunderne kan købe Pandoras smykker online. I forvejen har Pandora succes med forretningsmodellen i Storbritannien, og det kan aktiehandlerne have taget bestik af.


- USA er i dag et af de mest udviklede online-markeder i verden, og det er et stort skridt for os at åbne vores egen e-store i landet. Vi er godt tilfredse med de resultater, vi har opnået med vores online-salg i Europa, og håber at kunne fortsætte de positive takter i USA, siger Anders Colding Friis, der er administrerende direktør i Pandora.

Smykkeaktien nød dertil godt af, at finanshuset Carnegie løftede sit kursmål for aktien til 850 kr. fra 725 kr. og gentog anbefalingen "køb".


Britiske Barclays hævede såvel anbefaling som kursmål for Danske Bank-aktien. Barclays anbefaling er nu "overvægt" mod tidligere "ligevægt", og kursmålet blev løftet til 222 kr. fra 174 kr.

Samtidigt udpegede svenske Handelsbanken Danske Bank som topscoreren blandt større nordiske banker med et kursmål, der blev hævet til 240 kr. fra 190 kr., mens anbefalingen løftedes til "køb" fra "akkumuler" af den svenske kollega.

Den svenske storbank hævede også kursmålet for Spar Nord til 90 kr. fra 73 kr., mens anbefalingen blev opgraderet til "køb" fra "akkumuler". Kvitteringen var en stigning i den nordjyske bankaktie på 1,4 pct. til 73 kr.

Ringkjøbing Landbobank kom også i positivt søgelys hos svenskerne, der øgede kursmålet for banken til 1800 kr. fra 1500 kr. Aktien steg mandag 2,4 pct. til 1450 kr.

- En af de sektorer, der var hårdt ramt i fredags, det var finans. Og det er også der, vi ser den kraftigste "rebound" i dag. Til dels på et par positive kommentarer fra et par huse, noterer Ole Kjær Jensen.


Udviklingen kom også Jyske Bank til gode. Aktien kom med i C20-toppen efter opjustering af kursmålet hos ABG til 385 kr. fra 355 kr. Aktien steg 2,6 pct. til 324,40 kr.


Også Sydbank fortsatte med at få højere kursmål fra analytikerne efter lanceringen af et aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr. i sidste uge. ABG Sundal Collier hævede sit kursmål til 275 kr. fra 235 kr., mens Handelsbanken løftede til hele 320 kr. fra tidligere 245 kr. Sydbank-aktien steg 1,44 pct. til 246,70 kr.

Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord er blandt næste uges regnskabsaktuelle selskaber.


Den indekstunge Novo-aktie trak 1,4 pct. op til 382,30 kr. støttet af, at Danske Bank øgede kursmålet for aktien til 500 kr. fra 450 kr., mens Carnegie hævede sit kursmål for Novo-aktien til 450 kr. fra 420 kr.


Også den schweiziske storbank Credit Suisse førte sig mandag frem med positive justeringer for danske aktier.


Kursmålet for Carlsberg-aktien blev forhøjet til 670 kr. fra 580 kr., og ingredienskoncern Chr. Hansen fik hævet kursmålet til 320 kr. fra 250 kr.

Carlsberg steg 0,4 pct. til 603,50 kr., mens Chr. Hansen tog imod et af mandagens få kursfald ved at dykke 0,6 pct. til 339 kr. i bundet af indekset.


Den svenske storbank SEB indledte dækning af it-selskabet NNIT med anbefalingen "hold" og et kursmål på 155 kr. NNIT-aktien, der blev børsnoteret i kurs 125 kr., mistede mandag 0,3 pct. til 160,50 kr.

Nunaminerals, hvis aktie har været suspenderet siden 20. februar, må formentlig snart sige farvel til fondsbørsen. Selskabet har ikke kunnet skaffe ny likviditet og indgav derfor i weekenden en konkursbegæring.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen