Berlingske Business

Aktier: Pæne regnskaber sender rederier op i rødt marked

D/S Norden og Torm holder sig begge oven vande i onsdagens indledende aktiehandel, hvor retningen ellers er entydigt nedad efter endnu en devaluering af den kinesiske yuan.

Pæne regnskaber fra de to rederier skaber nemlig positiv stemning om aktierne, selv om den generelle stemning er klart til den negative stemning, og samtlige aktier i C20 Cap-indekset går tilbage. Samlet falder eliteindekset med 1,6 pct. til 1011,04 efter en god halv times handel.

For D/S Norden er der dog tale om en noget mere positiv udvikling efter et af de bedste kvartalsresultater i rederiets historie.


Nordens regnskab for andet kvartal overgik således analytikernes forventninger klart ifølge estimater fra Ritzau Estimates.

Norden omsatte i andet kvartal for 423,6 mio. dollar mod ventet 403 mio. dollar blandt analytikerne, mens driftsresultatet (EBIT) landede på 36 mio. dollar mod ventet 19,5 mio. dollar. Det er det bedste resultat på den post i 14 kvartaler.

Resultaterne var særligt trukket op af særdeles stærke resultater i tankdivisionen, hvor Norden realiserede et driftsresultat (EBIT) på 33 mio. dollar, hvilket er det bedste resultat i hele Nordens historie. Analytikerne havde ventet 24,8 mio. dollar.

For hele 2015 opjusterer Norden da også forventningerne og ser nu et driftsresultat (EBIT) på 70-100 mio. dollar mod tidligere 50-90 mio. dollar. Det er anden gang inden for ganske kort tid, at rederiet skruer op for forventningerne.

Investorerne belønner rapporteringen med en stigning på 1,7 pct. til 184,10 kr. for Norden-aktien.

Torm stiger med 5,7 pct. til 0,08 kr. efter sit regnskab for andet kvartal, der også indeholdt en opjustering af forventningerne.

Torm, der for nylig har fået sikret sin fremtid gennem en stor restruktureringsaftale, kom ud af andet kvartal med et driftsresultat før af- og nedskrivninger på 47,1 mio. dollar. Det er et markant løft fra året før, hvor overskuddet lød på 13,6 mio. dollar.

Selskabet havde i kvartalet nedskrivninger på 24 mio. dollar, og derfor landede EBIT-resultatet på 23,1 mio. dollar, hvilket er en kraftig resultatforbedring fra samme periode året før, hvor rederiet på driften havde et minus på 6,4 mio. dollar.

For hele 2015 regner Torm nu med en EBITDA-indtjening på 190-230 mio. dollar mod en tidligere forventning om et plus på 170-210 mio. dollar.


Også vagt- og serviceselskabet G4S har leveret regnskab onsdag morgen - for første halvår af 2015. Den periode var præget af lav vækst for selskabet, der opnåede en rapporteret omsætning på 3409 mio. pund mod 3376 mio. pund i samme periode sidste år.

Den organiske vækst oplyses til 2,8 pct. i første halvår, mens den løb op i 4,2 pct. opgjort eksklusive tre store kontrakter, der udløb i første kvartal.

Stigningen i omsætningen svarer til en fremgang på 1 pct. i de rapporterede tal.


Driftsresultatet (EBITA) steg til 185 mio. pund i første halvår fra 181 mio. pund i den tilsvarende periode sidste år. Det svarer til en fremgang på 2,2 pct.


For andet halvår ventes præstationerne at blive bedre, lyder udmeldingen fra selskabet selv.

G4S' danske notering falder med 1,5 pct. til 27,80 kr. fra start.

Biotekselskabet Genmab, der afleverede sit regnskab for andet kvartal efter børslukketid tirsdag, er bundskraber i C20 Cap-indekset med sit fald på 3,6 pct. til 620,50 kr.

Det skyldes dog formentlig mere den generelle stemning på markedet end selve regnskabet, der ikke indeholdt nogen store chok.

Genmab kom ud af andet kvartal med et overskud på driften og fastholder forventningerne til 2015 - dog med små justeringer i kilderne til biotekselskabets indtægter.

Aktien falder med 3,5 pct. til 621 kr. fra start onsdag.


For smykkeselskabet Pandora er det dagen derpå efter et flot regnskab for andet kvartal tirsdag morgen, der også indeholdt en opjustering af forventningerne.

Siden har Pandora fået løftet sit kursmål til 850 kr. fra 820 kr. af Alm. Brand Markets. Anbefalingen er stadig ”neutral”. Nordea har løftet sit kursmål til 935 kr. fra 880 kr. Det berettiger stadig til anbefalingen ”køb”.

Pandora-aktien falder med 2,2 pct. til 797 kr. fra start efter at være steget til rekordniveau tirsdag.


Vindmølleproducenten Vestas tager fokus efter at have vundet en ordre på 100 megawatt (MW) til det amerikanske marked. Med i aftalen er også en femårig serviceaftale.

Vestas-aktien, der er ganske cyklisk af natur, falder dog 1,3 pct. til 369,20 kr. i det generelt negative marked.


For FLSmidth kan den fornyede kinesiske uro give modvind onsdag, idet devalueringen af yuan også har medført faldende metalpriser. af frygt for vigende kinesisk efterspørgsel efter metaller. De lavere metalpriser kan dæmpe mineselskabernes lyst til at investere i nyt mineudstyr fra blandt andre FLSmidth.

FLSmidth falder med 1,7 pct. til 293,60 kr.

Også Lollands Bank har afleveret regnskab for andet kvartal onsdag morgen. Det bød på markant lavere nedskrivninger end i samme periode sidste år, en klar fremgang på bundlinjen og en opjustering af forventningerne, så banken nu venter en basisindtjening på cirka 60 mio. kr. for hele 2015 mod tidligere ventet 55-60 mio. kr.

Aktien er dog endnu ikke handlet onsdag morgen.

Et andet mindre selskab - ejendomsselskabet Prime Office - er også aktuel med regnskab. Det var præget af et stort opkøb, som har ændret forventningerne til hele 2015 betydeligt. Prime Office venter nu et driftsresultat (EBIT) på 38-42 mio. kr. i 2015 mod den tidligere forventning om 15-17 mio. kr.

Ændringen skyldes dog udelukkende det store opkøb, der bidrager tungt til den konto. Prime Office-aktien er heller ikke handlet onsdag morgen.

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen