Berlingske Business

Aktier: Ny kontrakt sendte GN til tops på minusdag

Med en ny kontrakt fra USA formåede GN Store Nord mandag at hæve sig over en generelt negativ stemning på aktiemarkedet.

Usikkerhed om Grækenland sendte europæiske aktier baglæns over en bred kam, men herhjemme var flere positive undtagelser. Blandt andre steg Vestas inden sit årsregnskab, og Chr. Hansen kom i søgelyset, efter at Goldman Sachs satte ingredienskoncernen på sin aktiefavoritliste.

Facit, da mandagen var omme, var dog et fald i C20 Cap-indekset på 0,5 pct. til 851,35, og det skyldtes usikkerheden om Grækenland. At dømme efter weekendens tale fra Grækenlands nye premierminister, Tsipras, er landet således på kollisionskurs med EU inden EU-topmødet på onsdag.

- Grækenland er isoleret set håndterbart, men der er tale om en brik i et større puslespil vedrørende det sydeuropæiske problem. Og fjernes en brik, rejser spørgsmålet sig, hvad der sker med de andre brikker. En græsk exit vil uden tvivl give oppositionen medvind i eksempelvis Spanien, så det kan blive et problem for den siddende regering, siger aktiestrateg i Formuepleje Otto Friedrichsen.

Usikkerheden til trods formåede GN Store Nord alligevel at stige med 4 pct. til 152,90 kr. Selskabets høreapparatforretning, GN Resound, har forlænget sin aftale med den amerikanske varehuskæde Costco, der står for en stigende del af høreapparatsalget på det amerikanske marked.

En del af aftalen er blandt andet levering til Costcos eget brand, Kirkland Signature - en aftale, som netop har været til genforhandling og havde interesse fra en række andre høreapparataktører. Men også den del af aftalen er forlænget.

Dermed har GN Resound formået at holde blandt andre den danske rival, William Demant Holding, fra døren i den vigtige salgskanal. William Demant steg dog med 0,9 pct. til 499,70 kr. Exane BNP Paribas løftede anbefalingen af William Demant til "outperform" fra "neutral".

I bunden af C20 Cap-indekset lå igen en bank, men denne gang Nordea. Nationalbankens negative renter gør ondt på sektorens indtjening. Nordea faldt med 2,5 pct. til 83,60 kr., mens Danske Bank, der var C20's bundprop i fredags, nøjedes med et fald på 1,2 pct. til 167 kr. Nordeas fald kom efter et par gode børsdage i slutningen af sidste uge, som har fået Sydbank til at løfte brynet.

- Vi anbefaler at sælge Nordea og købe Danske Bank i stedet. År til dato har Nordea outperformet Danske Bank med ca. 17 pct. De seneste to dage alene er der tale om en outperformance på ca. 7 pct., konstaterer Sydbank i et notat.

Blandt taberne mandag var også A.P. Møller - Mærsk. B-aktien faldt med 1,9 pct. til 13.260 kr., og der var ifølge Formueplejes Otto Friedrichsen ikke anden grund, end at cykliske aktier generelt havde det svært mandag.

Blandt lyspunkterne i tirsdagens handel var Chr. Hansen, der steg 1,8 pct. til 271 kr. efter den opmuntrende favoritstatus hos Goldman.

Også Vestas steg med 2 pct. til 287,40 kr. forud for sit årsregnskab på onsdag, hvor analytikere venter, at selskabet vil annoncere et udbytte for første gang i mere end et årti. Omkring et kvarter før børsen lukkede, kunne Vestas mandag annoncere en ordre til en værdi af 56,8 mio. euro.

Novo Nordisk, der annoncerede en forestående børsnotering af datterselskabet NNIT, måtte ikke desto mindre se aktien faldende for syvende børsdag på stribe siden offentliggørelsen af årsregnskabet - denne gang med 1,1 pct. til 276,30 kr.

Novo vil modtage nettoprovenuet fra aktiesalget ved børsnoteringen af NNIT, hvilket dog har begrænset betydning, al den stund, at markedsværdien af NNIT ifølge Sydbanks estimater er bare 3-5 mia. kr. eller mindre end 1 pct. af Novos markedsværdi. Til gengæld venter Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, at børsnoteringen bliver en succes.

- Man har intet incitament til at være grådig i det her tilfælde, og derfor vil man formentlig give investorerne en rigtig god oplevelse. Jeg tror, at det er det primære for Novo Nordisk, siger Søren Løntoft Hansen.

Blandt sidepapirerne steg ALK-Abelló med 2,3 pct. til 747 kr. Selskabets årsregnskab blev ellers umiddelbart negativt modtaget, men stemningen vendte i løbet af eftermiddagen.

DFDS, der må se Eurotunnel og dets driftsselskab, SCOP, appellere afgørelsen fra de britiske konkurrencemyndigheder, der forbød Eurotunnels færgeaktiviteter fra Dover, faldt med 1,8 pct. til 646 kr.

Også Skjern Bank havde ærgerligt nyt til aktionærerne. Efter et besøg fra Finanstilsynet er der fundet behov for yderligere nedskrivninger, så det samlede resultat før skat bliver minus 56,7 mio. kr. i 2014. Bankens aktie lukkede 3,3 pct. lavere i 28,90 kr.

Tilbage i C20 Cap faldt Carlsberg med 1,6 pct. til 491,10 kr. Ølsalget i Rusland faldt med 2,4 pct. i december sammenlignet med samme periode sidste år, og indikerede dermed en fortsat træg udvikling på det russiske marked, hvor Carlsberg er førende.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Truslerne om handelskrig kan ikke bare absorberes af aktiemarkederne, konstaterer Sampensions investeringsdirektør”Markederne er mere nervøse end sidste år og der har været større daglige udsving side...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen