Berlingske Business
17:42

Aktier: Novo og Danske ryger i hver sin retning

To af de allerstørste virksomheder i Danmark lægger an til at få meget forskellige behandlinger på fondsbørsen fredag morgen.

Novo Nordisk skuffede markedet med en nedjustering af både 2016-forventningerne og den langsigtede prognose for væksten i driftsresultatet. Omvendt har Danske Bank tjent mere end ventet i tredje kvartal og derfor skruet op for 2016-udsigterne.

Samlet set er der fredag morgen en lidt negativ stemning på de europæiske aktiemarkeder, men herhjemme vil C20 Cap blive påvirket af udviklingen i de to indekstunge aktier. Det danske topindeks lukkede torsdag i 1028,55 efter en stigning på 0,3 pct.

NOVO VENTES AT FALDE

Novo Nordisk kan vente en hårdhændet behandling på børsen, efter at regnskabet for tredje kvartal viste revner i væksten. For 2016 må der skrues ned for målene i lokal valuta, for 2017 er udsigterne en negativ overraskelse mod forventningerne, og det langsigtede mål for vækst i driftsresultatet halveres til 5 pct.

- Novo signalerer med den nye langsigtede forventning, at man ser prispresset i USA fortsætte - også efter 2017, og det kan nok koste dyrt på aktiekursen i dag. Det kan godt være et rimeligt hårdt kursfald, der er i vente, siger Michael Friis Jørgensen, analytiker fra Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans.

Selve tredje kvartal var ellers pænt fra Novo Nordisk med et driftsresultat på 12,4 mia. kr. og dermed godt en kvart milliard kr. mere end forudset ifølge Ritzau Estimates. Men de bekymrende fremtidsudsigter ventes at betyde et gok i nødden for aktien, der i forvejen er faldet næsten en tredjedel i år til 279,30 kr. torsdag eftermiddag.

DANSKE BANK I HOPLA

Danske Bank kommer til gengæld næsten udelukkende med gode nyheder til sine aktionærer. En højere end ventet aktivitet blandt kunderne, især når det gælder handel med værdipapirer, sikrer banken en opjustering af 2016-udsigterne. Der ventes nu et større overskud end sidste år, også når man renser for de særlige 2015-afskrivninger. Før fredag var udsigten et overskud på samme niveau.

I tredje kvartal præsterede banken desuden et plus på bundlinjen på 4905 mio. kr. - det var hele 15 pct. bedre end markedets prognose om 4277 mio. kr. ifølge tal indsamlet af Ritzau Estimates.

Regnskabet er overordnet set positivt, vurderer Thomas Eskildsen, analytiker i Jyske Bank, i en foreløbig kommentar.

På regnskabsfronten har også Solar afleveret tal for tredje kvartal. Selskabet præsterer en lille opjustering af salgsprognosen for 2016 men ændrer ikke på den ventede driftsindtjening. I forhold til tredje kvartal af 2015 var der ellers et mærkbart fald i overskuddet.

Zealand Pharma har desuden - via partneren Sanofi - afsløret, at salget af diabetesmidlet Lyxumia faldt 11 pct. i tredje kvartal. Zealand, som har udviklet midlet, fik indtægter på 6 mio. kr. i kvartalet fra salget.

MÆRSK-ANBEFALING FÅR ET HAK

Analytikerne hos DNB Markets har sænket deres anbefaling af A.P. Møller-Mærsk, som nu får anbefalingen "hold" mod tidligere "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News. Kursmålet er dog uændret 11.400 kr.

B-aktien hos det lyseblå konglomerat sluttede torsdag 0,3 pct. lavere til 10.390 kr.

Desuden nævnes det i fredagens Berlingske, med henvisning til anonyme kilder, at Mærsk-gruppens energiselskaber kan ende med at blive børsnoteret som selvstændige enheder, når den nye koncernstruktur tager form. Det ventes at ske over de næste 24 måneder.

I Tryg er der udsigt til ændringer i bestyrelsesmagten, idet det ikke længere skal være automatisk, at formanden for storaktionæren Tryghedsgruppen også sidder for bordenden i forsikringsselskabets bestyrelse. Det foreslår Tryghedsgruppen selv, og aktionærerne kan stemme for planerne til foråret 2017.

Biotekselskabet Onxeo har med succes testet kræftmidlet Beleodaq i prækliniske studier i mus, oplyser selskabet i en meddelelse.

Desuden kan en række danske selskaber blive påvirket af nyt fra udlandet. Carlsberg-investorer kan spejde efter interessant nyt om ølsalget i tallene fra storbryggeriet AB Inbev, Outotec og Komatsu giver indsigt i minemarkedet, hvor også FLSmidth sælger udstyr, og Vestas-interesserede kan se nærmere på tallene fra den kinesiske storspiller Goldwind.

/ritzau/FINANS

0 Kommentarer

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension</p>
Sponseret

Aktiemarkederne ligger historisk set forholdsvis højt. Det afspejler, at det går rigtig godt i den underliggende økonomi, forklarer investeringsdirektør.Arbejdsløsheden er rekordlav i både Japan og US...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen