Berlingske Business

Aktier: Negativ åbning - Novo dropper

Det danske aktiemarked åbner med en lille pil ned onsdag, og i bund blandt de store aktier ligger Novo Nordisk efter skidt nyt for sundhedsaktier. Præsident Donald Trump talte i "State of The Union"-talen om, at medicinpriserne skal ned, og det rammer Novo onsdag morgen.

Aktien falder 1,7 pct. til 335,60 kr.

- Priserne vil falde væsentligt, bare vent og se, sagde Donald Trump blandt andet i sin tale, skriver Bloomberg News.

Ifølge præsidenten koster receptpligtig medicin "meget mindre" i andre lande, end tilfældet er i USA, og derfor har en løsning på de høje priser igen fået høj prioritet for Trumps regering.

Senere onsdag kan Novo Nordisk komme i fokus, da der over middag kommer nyt fra den amerikanske konkurrent Eli Lilly.

Tirsdag faldt C25-indekset 0,8 pct. - ifølge flere aktører som følge af gevinsthjemtagning efter en stærk start på 2018, og onsdag efter fem minutters handel er faldet på 0,2 pct. til 1138,83.

REGNSKABER FRA RINGKJØBING OG AMBU

Inden åbningen er der leveret regnskaber fra Ringkjøbing Landbobank og Ambu.

Ringkjøbing Landbobank har øget kundetilgangen og udlånene i fjor, hvilket har bidraget til det bedste resultat nogensinde for den midt- og vestjyske regionalbank.

Overskuddet før skat steg i 2017 med 11 pct. til 735 mio. kr., mens basisresultatet gik op med 9 pct. til 675 mio. kr., viser årsregnskabet, der er offentliggjort onsdag morgen.

Ringkjøbing Landbobank-aktierne falder dog 0,8 pct. 328 kr.

Ambu opjusterer forventningerne til 2017/18 en smule. Der ventes nu en driftsmargin - EBIT-margin - på 20-21 pct. mod tidligere i niveauet 20 pct. Samtidig hæves forventningerne til de frie pengestrømme til "i niveauet 300 mio. kr." fra tidligere "i niveauet 275 mio. kr." Forventningerne til den organiske vækst er uændret i "niveauet 13 pct."

Ambu stiger 1,9 pct. onsdag til 128,70 kr. efter et fald tirsdag på 3,6 pct.

TID TIL AT SÆLGE ALK

Det er blevet tid til at sælge ud af sine ALK-Abelló-aktier, vurderer Jyske Bank, som før havde en "hold"-anbefaling af den danske allergivirksomhed. Kursmålet bliver der ikke pillet ved, da det fortsat lyder på 720 kr. for ALK-Abelló-aktien. Siden årsskiftet er aktien gået op med 8,4 pct. til tirsdagens slutkurs på 802 kr.

ALK-Abelló falder 2,9 poct. til 780 kr.

KONKURRENTNYT TIL FLERE SELSKABER

Mærsk, der faldt 3,3 pct. til 10.860 kr., har i nattens løb fået nyt fra de tre japanske konkurrenter, Mitsui, Nippon Yusen og Kawasaki Kisen, som har offentliggjort tal for tredje kvartal, der løb til udgangen af 2017. Førstnævnte har opjusteret forventningerne, mens de to øvrige har nedjusteret. B-aktien stiger dog 0,3 pct. til 10.895 kr. onsdag.

FLSmidth har fået nyt fra sin japanske konkurrent Komatsu, der melder om god efterspørgsel efter selskabets maskiner til bygge-, skov- og mineindustrien. FLSmidth-aktien faldt 2,6 pct. tirsdag, men stiger onsdag 0,4 pct. til 352 kr.

TDC har fået nyt fra konkurrenten Telenor, der fra morgenstunden har fremlagt regnskab for fjerde kvartal, der viste tilbagegang. Fremgang over hele året har fået selskabet til at opskrive værdien af sin danske forretning med 1,2 mia. norske kr. TDC-aktien falder 0,7 pct. til 39,49 kr.

Forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark er blevet kigget efter i sømmene af analytikerne hos Deutsche Bank. Tryg har fået hævet anbefalingen hos Deutsche Bank til hold fra sælg. Topdanmark har fået løftet kursmålet til 275 kr. fra 250 kr. Her er anbefalingen hold.

Tryg stiger 1,2 pct. til 147,20 kr., mens Topdanmark stiger 0,1 pct. til 289,40 kr.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen