Berlingske Business

Aktier: Mærsk fortsætter i negativ fokus på ellers positiv dag

A.P. Møller kommer med kvartalsregnskab
A.P. Møller-Mærsk fik en grum dag torsdag med store fald i aktiekurserne - og det ser ikke ud til, at stormen er drevet over for denne gang for koncernen. Foto:

A.P. Møller-Mærsk fik en grum dag torsdag med store fald i aktiekurserne - og det ser ikke ud til, at stormen er drevet over for denne gang for koncernen.

Med avisoverskrifter som "Søren Skous nødplan får hårde odds", »Mærsk skuffer fælt« og »Investorerne er ikke begejstrede for Mærsks bud på fremtiden« kan fokus endnu en gang være rettet mod aktierne i koncernen, når handlen starter fredag morgen.

Fratrukket Mærsk peger det mod en positiv dag på aktiemarkedet. Et kinesiske tilbud til amerikanerne i nat ved forhandlingsbordet i Washington om at nedbringe det amerikanske handelsunderskud med 200 mia. dollar om året har fået aktiemarkederne i både USA og Asien til at stige. De amerikanske futures stiger fredag morgen med op til 0,3 pct.

Det kommer formentlig til at smitte positivt af, når de danske investorer går i gang med handlen inden weekenden, der bliver forlænget af 2. pinsedag.

Det danske eliteindeks, C25, faldt torsdag 0,1 pct. til indeksniveau 1143,02.

MÆRSK I NEDTUR

En B-aktie i Mærsk faldt med 8,9 pct. til 9252 kr. torsdag, mens en A-aktie i selskabet måtte vinke farvel til 8,3 pct. af værdien og sluttede i 8795 kr. Og det betød, at værdien af selskabet svandt med 17,66 mia. kr.

Det var regnskabet for første kvartal, der fik Mærsk ud stormvejr. Og resultaterne i første kvartal blev af koncernen selv betegnet som utilfredsstillende, og ledelsen har nu søsat en række kortsigtede initiativer for at genskabe lønsomheden.

Credit Suisse har efter regnskabet snittet kursmålet til 11.287 kr. fra 13.178 kr. for en B-aktie og fastholder anbefalingen "outperform", mens Jefferies venter, at analytikerne sætter deres forventninger til Mærsk ned, selv om selskabet fastholdt sine forventninger til hele 2018 og dermed stadig sigter efter et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4-5 mia. dollar i den fortsættende forretning.

Pandora forsatte torsdag sin nedtur efter et skuffende regnskab tirsdag. Værdien af aktien er næsten halveret siden maj 2016, hvor den kostede 999,50 kr., og torsdag faldt aktien med 5,4 pct. til 510,60 kr. Ligeledes torsdag satte Nykredit kursmålet for aktien ned til 600 kr. fra 725 kr.

Og ISS, der steg 0,7 pct. til 213,40 kr. torsdag, har fået sænket kursmålet af investeringsbanken Jefferies til 290 kr. fra 310 kr., mens købsanbefalingen fastholdes, viser data fra Bloomberg News.

REGNSKABNYT BLANDT SIDEPAPIRERNE

Rockwool bekræfter fredag morgen med sit regnskab for første kvartal de foreløbige tal, som isoleringskoncernen kom med 30. april i forbindelse med en opjustering af selskabets indtjeningsforventninger.

På toplinjen kunne isoleringsvirksomheden for første kvartal - som det også blev meddelt i den foreløbige opgørelse i april - notere en omsætning på 603 mio. euro mod 534 mio. euro i den tilsvarende periode året før.

Driftsoverskuddet (EBIT) endte samtidig på 70 mio. euro, hvilket var en stigning sammenlignet fra de 46 mio. euro, der blev hentet hjem på den post i samme periode sidste år.

Resultaterne før og efter skat, som Rockwool ikke tidligere havde oplyst foreløbige tal for, viste henholdsvis 69 mio. euro og 54 mio. euro, hvilket var bedre end de plusser på 44 mio. euro og 32 mio. euro, der respektivt var resultaterne i samme periode året før.

Aktien steg 1,6 pct. til 2150 kr. torsdag.

Også Simcorp, der torsdag steg med 1,3 pct. til 462 kr., og Møns Bank, der lagde 0,8 pct. til aktiekursen, så den endte på 126 kr., kommer med regnskab for første kvartal fredag.

Simcorp venter i 2018 en omsætningsvækst på 10-15 pct. og en overskudsgrad (EBIT-margin) på 24,5 til 27,5 pct. - begge målt i lokal valuta, mens Møns Bank ser frem mod en basisdrift (resultat før nedskrivninger på udlån, kursregulering og skat) på 30-35 mio. kr. samt et resultat før skat i størrelsesordenen 20-30 mio. kr. i 2018.

Santa Fe faldt 1,1 pct. til 34,50 kr. efter at have leveret regnskab for første kvartal torsdag. Resultaterne får nu ABG til at skære 5 kr. af kursmålet til 40 kr. regnskabet viste blandt andet, at den samlede omsætning var 9,3 pct. lavere i lokale valutaer i forhold til perioden sidste år.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen