Berlingske Business

Aktier: ISS med i front for nervøst stigende C20

Uden de voldsomme udsving steg de danske aktier pænt tirsdag med en god blanding af defensive og cykliske papirer i fremdrift.

Serviceselskabet ISS var en af frontløberne efter positive analytikertilkendegivelser, mens FLSmidth tabte lidt af gevinsten fra Cembrit-salget igen og endte i bunden.

Generelt virkede markedet også til at være nervøst, og omsætningen af de danske papirer var generelt ikke overvældende. Alligevel steg C20 Cap-indekset med 1,3 pct. til 818,86.

- Det lurer lidt under overfladen. Det kan man også se på de bevægelser, vi har haft de seneste dage. Det er med de positive briller på i dag, men det er lidt svært at pege på drivkraften. Regnskabssæsonen er startet fornuftigt i USA, og det kan være med til at påvirke, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

- Det er lidt uroligt i øjeblikket. Oliepriserne fortsætter bare nedad, og det påvirker på godt og ondt i forskellige sektorer, fortsætter han.

Serviceselskabet ISS lå dagen igennem med i toppen af C20 Cap-indekset og sluttede med en stigning på 2,8 pct. til 182,50. Det kan ISS blandt andet takke svenske Handelsbanken for, efter at banken har indledt dækning af serviceselskabets aktie med den positive anbefaling "køb" og et kursmål på 225 kr.

Handelsbanken vurderer, at ISS simpelt hen er for billig sammenlignet med lignende aktier netop nu.

- Vi venter, at ISS vil formå at øge overskudsgraden over de kommende år. Herudover vil selskabet relativt hurtigt få nedbragt gælden til et passende niveau, hvilket øger udbyttepotentialet. I takt med at dette sker, venter vi, at den rabat, som ISS handles med til sektoren, vil blive indsnævret til gavn for aktiekursen, lyder begrundelsen fra Handelsbanken.

Helt øverst endte TDC, der uden nævneværdige selskabsspecifikke nyheder lagde 3,7 pct. til sin værdi og sluttede i 49,79 kr.

I den modsatte ende af skalaen lå FLSmidth, som sidst på dagen mandag tog et pænt hop efter annonceringen af salget af Cembrit for 1,1 mia. kr. Tirsdag faldt aktien med 1,3 pct. til 276,40 kr., og det kan hænge sammen med, at investorerne igen hev lidt af gevinsten fra salget hjem, vurderer Martin Munk.

- FLSmidth steg pænt til sidst mandag efter annonceringen af salget af Cembrit, og i dag mister aktien så lidt af pusten. Salgsprisen var ellers fornuftig, og salget skete faktisk lidt før, vi havde ventet, siger senioraktierådgiveren.

Også enzymproducenten Novozymes havde det svært tirsdag efter en pæn stigning mandag. Selskabet kan få svært ved at fastholde sin langsigtede målsætning om en årlig organisk vækst på 10 pct., mener analytikerne i det norske finanshus DNB, som regner med, at Novozymes i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for fjerde kvartal 20. januar vil udsætte vækstmålet for 2015.

DNB har løftet sit kursmål fra 220 kr. til 250 kr., men samtidig fastholdt anbefalingen "sælg". Novozymes faldt med 1 pct. til 268,10 kr.

Blandt sidepapirerne havde SAS-aktien for anden dag i træk pænt med luft under vingerne. Mandag var aktien under påvirkning af et sæt positive trafiktal for december, og tirsdag kunne SAS-interessenter med tilfredshed konstatere, at oliepriserne fortsatte ned, hvilket er særdeles positivt for SAS' klart største udgiftspost, brændstof. Aktien steg med 12,8 pct. til 15 kr.

Knap så godt gik det for Veloxis, der faldt med 9,9 pct. til 1,09 kr., efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder har holdt fast i sin holdning til Veloxis' potentielle lægemiddel Envarsus XR. Ifølge sundhedsmyndighederne i USA, FDA, må Veloxis vente til 2016 med at få produktet godkendt, da et andet produkt, Astagraf XL, har eneret.

Københavns Lufthavne havde til gengæld en godkendt dag, hvor aktien steg med 0,1 pct. til 3102 kr. Først præsenterede selskabet, der driver lufthavnene i Kastrup og Roskilde, en statistik, der viste et rekordstort antal passagerer i 2014. Det var fjerde år i træk, at KBHL nåede et rekordhøjt antal passagerer.

Senere på dagen skrev svenske Expressen desuden, at Göteborg City Airport drejer nøglen om, hvilket kan give endnu flere passagerer til lufthavnen i Kastrup. I løbet af eftermiddagen var aktien i en periode oppe med mere end 4 pct.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen