Berlingske Business

Aktier: Især FLSmidth lider med kinesisk importskuffelse

Så blev der igen tvivl om væksten i den kinesiske økonomi, og det går især ud over råvarerelaterede FLSmidth, der ligger tæt på bunden i det danske C20 Cap-indeks med et fald tirsdag middag på 2,5 pct. til 259,40 kr.

Men hele aktiemarkedet - også ude i Europa - snubler tirsdag over skuffende kinesisk nøgletal, og i København giver det sig udslag i et fald i eliteindekset til 964,58 eller med 0,9 pct. i forhold til mandagens slutniveau.

- Der er generelt en lettere negativ stemning foranlediget af Asien med de handelsdata, vi har fået ud af Kina her til morgen. Ser vi på importen, så skuffer den noget, og det er med til at understrege usikkerheden om den indenlandske kinesiske vækst, konstaterer aktiestrateg Otto Friedrichsen i Formuepleje.

Importskuffelsen trykker særligt FLSmidth efter et par fine dage for ingeniøraktien.

- De har haft nogle rigtigt gode dage i forhold til deres ejerstruktur og i forhold til Glencores frasalg af diverse miner og lukning af kapacitet. Kina er selvfølgelig vigtig for råvarer generelt. Jeg tror, at det i høj grad er i forhold til de fremadrettede forventninger til, hvad det her betyder for råvarerne generelt og den forretningsmodel, som FLSmidth sidder med, mener Otto Friedrichsen.

Den negative udvikling i aktiemarkedet forstærkes af tiltag fra den schweiziske centralbank, der vil stramme kapitalkravene til de schweiziske forretningsbanker.

- De har tænkt sig at indføre en 5 pct. "gearings-ratio" for de store banker. Ikke noget, som er overraskende, USA har haft det længe, noterer Otto Friedrichsen og påpeger, at netop finanssektoren er stærk belastet i de europæiske aktiemarkeder med et et faldt på 1,6 pct., som giver sektorindekset en plads tæt på den europæiske bund.

I København er der kursfald til Danske Bank på 1,2 pct. til 196,20 kr. og til Nordea på 1,4 pct. til 76,90 kr. Jyske Bank-aktien falder 0,7 pct. til 355,60 kr.

Tirsdagens bundskraber er TDC-aktien, der var mandagens suveræne vinder med et løft på 6 pct. Men tirsdag middag er teleaktien faldet 3,3 pct. til 34,41 kr. I øvrigt i takt med hele den europæiske telesektor, der mandag middag ligger 1,4 pct. lavere.

- Den steg voldsomt i går i forventning om prisændringer, og jeg tror, at det er en modreaktion på det, og i kølvandet af en lettere negativ stemning i aktiemarkedet i dag, mener Otto Friedrichsen.

Uden selskabsspecifikke nyheder har ingrediens-aktien Chr. Hansen lagt sig i toppen af C20-indekset med en stigning på 0,9 pct. til 351,50 kr.

En af dagens store internationale aktiehistorier er sammensmeltningen af AB Inbev og SABmiller - verdens største og næststørste bryggeri - som de to giganter endelig er nået til enighed om. Men betydningen for hjemlige Carlsberg - verdens fjerdestørste - er usikker.

- Det er et godt spørgsmål. Man får skabt en mastodont, der vil høste synergier især i Vesteuropa. Mulighederne for Carlsberg er at skabe vækst andre steder i verden. Udfordringen er, at det er nogle andre muskler, man spiller mod. Men jeg tør ikke give et bud på, hvordan udviklingen vil forløbe, siger Otto Friedrichsen.

Carlsberg-aktien taget mod nyheden med et fald på 0,5 pct. til 530,25 kr.

Blandt tirsdagens selskabsspecifikke nyheder er Jyske Banks forhøjelse af kursmålet for Pandora til 930 kr. fra 900 kr. Men smykkeaktien falder 1,2 pct. til 799 kr.

Og DSV-investorerne har tirsdag morgen kunnet læse regnskab fra den schweiziske konkurrent Kuehne+Nagel.

Det bød umiddelbart på opløftende nyt, da selskabet trods hård valutamodvind løftede bundlinjen og også opjusterede forventningerne til årets resultat en anelse.

- Der er god volumen inden for både sø- og luftfragt. Det ser fornuftigt ud i forhold til, hvad vi har i vores model for DSV. Og yield'en inden for søfragt er bedre, end vi havde regnet med, mens den var nogenlunde som forventet inden for luft, siger senioranalytiker Frans Høyer fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

DSV-aktien stiger 0,2 pct. til 275 kr.

De to høreapparatselskaber i C20 Cap-indekset, GN Store Nord og William Demant, kan der også høste opmærksomhed tirsdag, hvor storkonkurrenten Sonova præsenterer en række nye produkter ved en investordag i Schweiz. GN-aktien falder tirsdag middag 2,8 pct. til 125,70 kr., mens William Demant-aktien falder 1,2 pct. til 572 kr.

Uden for eliteindekset er det klø til Danske Andelskassers Bank, DAB, der mandag efter børstid løftede sløret for en kapitaludvidelse gennem en garanteret fortegningsemission til "favørkurs" med et provenu på 150-175 mio. kr. samt ophævelse af stemmeretsbegrænsningen, hjemtagelse af obligationslån og nedskrivning af aktiekapitalen fra 550 mio. kr. til 110 mio. kr. gennem reduktion af aktiernes nominelle værdi til 2 kr. fra 10 kr. Planen koster tirsdag middag et fald for DAB-aktien på 18,0 pct. til 6,40 kr.

TV: Frank Øland orienterer om bevægelserne på dagens aktiemarked

 

 

 

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen