Berlingske Business

Aktier: GN blev klar vinder i fortsat rødt marked

De danske aktier fik sig endnu et slag over snuden tirsdag, der startede meget negativt, hvorefter stemningen mildnedes lidt, inden tiltagende rentestigninger sidst på dagen atter vendte aktieretningen nedad.

Blandt enkeltaktierne var særligt GN Store Nord i fokus - og i modsætning til det generelle marked var det med positivt fortegn, efter at opløftende meldinger fra det amerikanske høreapparatmarked skabte optimisme.

GN-aktiens optur kunne dog ikke ændre ved det samlede fald på 0,8 pct. til 985,63 for C20 Cap-indekset - det ottende fald inden for de seneste ti handelsdage.


Gældsspøgelset omkring Grækenland og de voldsomme renteudsving på obligationsmarkedet er fortsat med til at skræmme køberne væk.

- Vi ser stadig et marked, hvor køberne er trukket lidt ud på sidelinjen. Der fokuseres meget på Grækenland, og hvornår vi begynder at se noget positivt der fra, og derudover stiger renterne igen, og det har gjort, at køberne er forsvundet, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

- Der er ikke voldsomt mange flere salgsordrer, men der er heller ikke mange købere. Mange vil gerne se, hvad der sker med Grækenland og med renterne, før de begynder at købe aktier igen, fortsætter han.

Købere var der til gengæld rigeligt af i GN Store Nord-aktien tirsdag, hvor papiret steg med hele 6,6 pct. til 146,30 kr.


Baggrunden var nye tal, der viser, at GN Store Nords høreapparatforretning, GN Resound, med stormskridt forøgede sin markedsandel i den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA) i maj.

Kilder i markedet oplyser til Ritzau Finans, at GN Resound er gået frem med godt 4 pct.point til en markedsandel på over 16 pct. i årets femte måned - selskabets største markedsandel i den kanal nogensinde. Og det er imponerende, lyder vurderingen fra Nordea.

- Det er en rigtig flot fremgang. Det ser ud til, at det nye Resound Linx2-høreapparat har vundet indpas. Der er kommet nogle flere formfaktorer på, og særligt specialfremstillede udgaver ser ud til at have givet godt. Derudover kan der også være lidt lageropbygning, fordi det er et nyt apparat, der er kommet på markedet, siger Søren V. Holm Sørensen, der er senioranalytiker hos Nordea, til Ritzau Finans.


Ifølge Ritzau Finans' kilder har GN Resound særligt været på rov hos schweiziske Sonova, der er i VA med både sit Phonak og sit Unitron-brand, mens også amerikanske Starkey ser ud til at have tabt markedsandele til GN Resound.


Den danske kollega William Demant Holding samt det tidligere Siemens, der nu går under navnet Sivantos, ser ud til at have udviklet sig nogenlunde fladt i maj. Hos GN selv opfordrer Resounds administrerende direktør, Anders Hedegaard, til at slå koldt vand i blodet og afvente de kommende måneders tal, før man for alvor kan fejre fremgangen.


Direktøren glæder sig dog over tallene for maj og roser sin organisation for hårdt arbejde med serviceringen af netop VA-kanalen, der udgør omkring 20 pct. af det samlede amerikanske marked.


- Vi har arbejdet meget målrettet med VA gennem det seneste halvandet år. Der er blevet arbejdet meget med service, salgsbesøg og træning, så det handler også om det hårde arbejde, vi har gjort gennem lang tid. Det er vi virkelig lykkes med i netop den kanal, siger Anders Hedegaard til Ritzau Finans.


- Når vi så er oppe på sådan en markedsandel her, så skal der i hvert fald virkelig knokles for at holde fast i den, fortsætter topchefen.


Mens GN strøg til vejrs, faldt William Demant-aktien med 1,3 pct. til 561 kr.

I den modsatte ende af skalaen var der tæsk til de to aktier i A.P. Møller-Mærsk. A og B-aktierne her faldt med henholdsvis 2,6 og 2,1 pct. til 12.180 kr. og 12.530 kr. Det er de fortsatte ratefald, der i øjeblikket presser aktierne. I sidste uge faldt raterne på de tunge Asien-Europa-ruter ikke mindre end 17 pct.


Novo Nordisk, der fortsat er påvirket af en tung nyhedsstrøm fra den amerikanske diabeteskonference hos ADA, svingede dagen igennem mellem små plusser og minusser. Analytikerne hos amerikanske Morgan Stanley hævede anbefalingen af aktien til "overvægt" fra "ligevægt", mens kursmålet blev løftet til 435 kr. fra 358 kr. Aktien endte dog med et fald på 0,6 pct. til 369,60 kr.


Også Nordea, som mandag var den store taber i C20-regi, svingede mellem plus og minus, men endte 0,2 pct. højere i 84,60 kr. Det skete, selv om analytikerne hos SEB hævede kursmålet for aktien til 99,48 kr. fra 94,38 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Også HSBC kiggede nærmere på Nordea-aktien og nåede frem til et nyt kursmål på 79,59 kr., mens det tidligere var 71,93 kr. Anbefalingen hos HSBC er fortsat ”reducer”. Selvsamme HSBC har endvidere løftet kursmålet for kollegaen Danske Bank til 191 kr. fra 170 kr., mens anbefalingen "hold" er fastholdt. Danske Banks faldt alligevel 0,4 pct. til 194,50 kr.

Analytikerne hos Jyske Bank løftede kursmålet for aktien i Genmab til 715 kr. fra 620 kr. og gentog "køb" efter Grundlovsdags nyhed om, at partneren Janssen Biotech har indsendt registreringsansøgning for kræfmidlet Daratumumab til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA. Men efter mandagens stigning på 2,3 pct. faldt Genmab tirsdag med 1,2 pct. til 599 kr.


Uden for C20 Cap endte Zealand Pharma 2,5 pct. højere i 121 kr. Det positive lys på aktien kom efter offentliggørelsen af et stort hjerte-kar-studie med franske Sanofi og det danske biotekselskabs GLP-1-middel Lyxumia ved den amerikanske diabeteskonference i Boston.


Studiet, der vurderer hjerte-kar-sikkerheden af diabetesmedicinen sammenlignet med placebo, viser, at midlet har en neutral effekt i forhold til hjerte- og hjerte-kar-lidelser i højrisikopatienter. Med andre ord er der ikke forhøjede risici forbundet med brug af Lyxumia.


Partneren Sanofi oplyste samtidig, at den vil indsende registreringsansøgning for Lyxumia til de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) allerede i juli. Tidligere lød meldingen, at registreringsansøgningen ville blive indsendt i løbet af tredje kvartal.

Aktien i rederiet DFDS steg 1,8 pct. til 845 kr., efter at Nordea hævede kursmålet for den til 975 kr. fra 825 kr. og fastholdt den positive anbefaling "køb". Det skete, efter at rederiet har købt to færger fra konkurrenten Eurotunnel, som samtidig trækker sig fra færgedriften på Den Engelske Kanal.

/ritzau/FINANS

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen