Berlingske Business

Aktier: Dow Jones med otte plusser i træk

USA TRUMP
Foto:

Mandag bød atter på aktieplusser på det amerikanske marked, hvor Dow Jones-indekset for ottende dag i træk sluttede med en stigning. Det var USA's præsident, Donald Trump, som endnu en gang satte scenen for de amerikanske aktier, da han i weekenden kom med overraskende udmeldinger om støtte til en kinesisk mobilproducent.

Det brede S&P 500-indeks og Nasdaq vandt begge 0,1 pct. For Dow Jones-indeksets vedkommende var der et lidt større plus på 0,3 pct., hvilket betød, at indekset for ottende handelsdag i træk kunne lukke uden et minus - mandag trukket af UnitedHealth Group, Walmart og Pfizer.

Tirsdag morgen trækker investorerne lidt i land. De amerikanske futures ligge med fald på 0,1-0,2 pct.

TRUMP SVINGEDE TAKTSTOKKEN

Præsident Trump satte retningen ved søndag at tweete, at han havde instrueret sin administration i at ophæve sanktionerne mod den kinesiske mobilproducent ZTE. Virksomhedens overlevelse har været til spekulation, efter at USA forbød amerikanske virksomheder at sælge komponenter til ZTE, fordi selskabet havde brudt mod krav om ikke at handle med Iran og Nordkorea. Men et opkald fra Kinas præsident, Xi Jinping, har tilsyneladende fået Trump på nye tanker. Og mens iagttagere og eksperter af international politik klør sig i hovedbunden over den nye drejning, hvor den amerikanske præsident pludselig bekymrede sig om kinesiske arbejdspladser, så tog aktierne positivt imod nyheden.

- Trump har igen været på banen. Han definerer det, som sker. I fredags kritiserede han medicinalsektoren, men kom ikke konkret efter selskaberne, som man havde frygtet. Søndag meldte præsidenten så ud, at USA trækker i land over for ZTE. Det er en total kovending, men tolkes som en geopolitisk opblødning, som tager os lidt væk fra scenariet med handelskrig, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

OLIEN TRAK IGEN OP

Han peger på, at det er på den baggrund, at medicinalaktierne for anden handelsdag i træk klarer sig blandt de bedste. Seniorstrategen fremdrager desuden energisektoren som en af de bedste mandag.

Olieprisen steg mandag på flere nyheder. For det første vidner en ny rapport fra OPEC om, at udbuddet er stabilt, men efterspørgslen stigende. Men samtidig var der to forhold, som satte spørgsmålstegn ved udbudssiden: urolighederne i Mellemøsten, hvor USA netop har indviet sin nye israelske ambassade, og nyheden om at Venezuelas olieproduktion fortsat falder og det mere end ventet. I forvejen nåede olieprisen sidste uge sit højeste i næsten fire år, da netop præsident Trump annoncerede, at USA trækker sig fra atomaftalen med Iran og indfører de strengeste sanktioner mod landet, der siden sin genindtræden på verdens oliemarked igen er blandt de allerstørste producenter.

Energisektoren steg mandag 0,6 pct, på baggrund af et plus til olieprisen i USA på 0,5 pct. til 71,08 dollar for en tønde råolie, mens sundhedssektoren vandt 0,7 pct.

KOPIER OG GAMBLING

På nyhedsfronten var kopimaskinegiganten Xerox igen i fokus. Søndag meddelte selskabet, at man alligevel ikke vil gennemføre en fusion med japanske Fujifilm. Det sker, efter at man er nået til enighed med de aktivistiske investorer Carl Icahn og Darwin Deason efter flere måneder med interne stridigheder og stævninger. For to uger siden nåede man til enighed med selskabet og de aktivistiske investorer om et forlig, som betød, at Xerox' topchef, dets bestyrelsesformand og en håndfuld bestyrelsesmedlemmer trådte tilbage. Striden mellem de to parter handlede netop om den foreslåede fusion med Fujifilm, som de to aktivistiske investorer har kraftigt kritiseret, samtidig med at man har beskyldt topchefen for at indgå aftalen uden bestyrelsens godkendelse.

- Vi er enormt tilfredse med, at Xerox endelig har gjort en ende på den dårlige plan om at overgive kontrollen af selskabet til Fujifilm. Med det bag os, og med et nyt lederskab med fokus på aktieindehaverne på plads, markerer det en ny begyndelse for Xerox, siger Carl Icahn til Financial Times.

Og selv om investorerne altså nu får deres vilje, så straffes de på aktiemarkedet. For med udsigten til at fusionen ikke går igennem faldt aktien i Xerox med 4,3 pct. til 28,87 dollar.

Til gengæld steg Casino-aktierne kraftigt i USA mandag. Det skete på baggrund af en afgørelse fra den amerikanske højesteret, som underkender en føderal lov, der forbyder gambling på individuelle sportsbegivenheder. Og det kan åbne op for et potentielt marked på 4 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

Den amerikanske højesterets afgørelse underkender en lov fra 1992, som tvinger delstaterne til at ulovliggøre den form for gambling. Kun Nevada tillader i dag, at man kan spille på individuelle sportsresultater, og det forventes, at man allerede inden for få uger vil kunne lancere nye spilformer i delstaten New Jersey, som stod i spidsen for sagen, som endte for højesteret.

Mandagens nyhed sendte casino-sektoren i front. Scientific Gaming vandt 11,2 pct. Stars Group lukkede med et plus på 9,0 pct. MGM Resorts International gik derimod mere moderate 1,6 pct. op.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen