Berlingske Business

Aktier: Coloplast smider bombe i rødt marked

Coloplast har tirsdag taget investorerne på sengen - og ikke med en behagelig overraskelse.

Det nordsjællandske medicoselskab har nedjusteret forventningerne til året, og det straffes hårdt i aktiemarkedet.

Generelt er stemningen også helt i rødt på de europæiske børser oven på den uforløste situation om Grækenlands gældsforhandlinger. De fleste indeks ligger i rødt med fald på omkring 1 pct., og herhjemme ligger eliteindekset C20 Cap 1,5 pct. lavere i 963,61 og går dermed mod tredje dag i træk med fald.

Oven på den tilbagegang ligger indekset nu i laveste niveau siden 27. marts.

Med til at trække gevaldigt ned i indekset er Coloplast-aktien, der en overgang faldt næsten 15 pct., ligger en halv time efter nedjusteringen i kurs 444,20, svarende til et fald på 8,3 pct.

Det kommer oven på en nedjustering af både top- og bundlinjeforventningerne for 2014/15, som Coloplast fortalte markedet om kl. 11. Årsagen er problemer i den britiske forretning, svaghed på det amerikanske marked og hensættelser relateret til USA og Sydeuropa plus en nedskrivning på produkterne købt af Devon Medical.

Alt i alt gør den cocktail, at Coloplast nu venter en organisk vækst på 7 pct. og en overskudsgrad på 32 pct. i 2014/15, mod tidligere 8-9 pct. og 34 pct.

- Coloplast-aktien afspejler generelt nogle meget positive scenarier, og hvis vi ser bort fra i år, så har vi ikke været vant til nedjusteringer. Så nu når de kommer ud og nedjusterer, så får aktien nogle stryg, siger Sydbanks analytiker, Søren Løntoft Hansen.

- Jeg synes ikke, at situationen afspejler store strukturelle ændringer for Coloplast. Selskabet vil formentlig være i stand til at få den britiske forretning tilbage på sporet, og så må vi se, hvor det amerikanske justitsministeriums undersøgelse ender, fortsætter analytikeren.

I bunden af C20 Cap har Coloplast selskab af blandt andre Chr. Hansen, Novozymes, Vestas og Danske Bank - ingen af de papirer er dog i nærheden af at dykke så meget som medicoaktien.

I den gode ende af eliteindekset er det kun Carlsberg, der formår at stige. Det sker blandt andet efter kommentarer fra Vesteuropa-chef Jørn Tolstrup Rohde om succes med effektiviseringsprogrammet FIT i detailsegmentet. Bryggeriaktien stiger 1,3 pct. til 605,50 kr.

Uden for C20-indekset er der pæn fremgang i SP Group, som har opjusteret sine 2015-forventninger, efter at årets første fem første måneder har været mere positive end forventet, især inden for plastaktiviteterne.

Selskabet forventer nu en omsætning for hele 2015 i niveauet 1,2-1,25 mia. kr. og et resultat før skat og minoriteter i niveauet 60 mio. kr. De tidligere forventninger gik på "et lidt større" resultat og et "lidt højere" aktivitetsniveau end i 2014, hvor omsætningen lød på 1165 mio. kr. og resultat før skat og minoriteter landede på 51,5 mio. kr.

SP-aktien stiger 5 pct. til 263 kr.

Medicinalselskabet Lundbeck oplyste sent mandag, at selskabet har opnået klinisk relevans i et studie med sit middel Northera til behandling af svimmelhed, fortumlethed og blackouts hos blandt andre voksne med Parkinsons sygdom. Lundbeck falder dog med 0,5 pct. til 127,80 kr.

Derudover er der gang i direktørsvingdørene forskellige steder i det danske erhvervsliv.

William Demant har ansat René Schneider i en nyoprettet stilling som finansdirektør og forfremmet Søren Nielsen til en plads som driftsdirektør i den nu tre mand store direktion sammen med administrerende direktør Niels Jacobsen. Det sker samtidig med, at den hidtidige økonomiansvarlige, Stefan Ingildsen, forlader selskabet.

René Schneider er i øvrigt hentet i Auriga, hvor han har været administrerende direktør under afviklingen af selskabet, som har solgte sine driftsaktiver til amerikanske FMC.

Tivoli bytter også ud på posten som økonomiansvarlig. Claus Dyhr fratræder for at søge nye udfordringer, og afløseren er fundet i form af Andreas Morthorst, der kommer til fra Scandinavian Tobacco Group.

 

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen