Berlingske Business

Aktier: Bred nedtur anført af TDC, Genmab og Novo

Bekymringer for aftagende vækst i Kina og resten af Asien lagde tirsdag en dæmper på købelysten på de internationale aktiebørser. Nedturen ramte også det danske aktiemarked, hvor C20 Cap-indekset ...

Bekymringer for aftagende vækst i Kina og resten af Asien lagde tirsdag en dæmper på købelysten på de internationale aktiebørser. Nedturen ramte også det danske aktiemarked, hvor C20 Cap-indekset efter fald i samtlige aktier endte klare 2,0 pct. lavere i 952,17.

- Vi har været påvirket hele dagen af en negativ stemning, der primært udsprang af nøgletal fra Kina og andre asiatiske lande. Tallene hældte mere benzin på bålet i forhold til frygten for, at Kina er på vej mod noget lavere vækstrater, og at det også kan brede sig til andre steder i regionen, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

I bunden af det danske eliteindeks fandt man aktier som TDC, Genmab, Novo Nordisk og Nordea, som i øvrigt repræsenterede sektorer, der også i resten af Europa havde det svært.

- Der er en bred nedgang i C20, hvor ingen går fri af nedturen. I Europa er der fald i finans og telekom- og medicinalsektoren, hvilket vidner om, at det er et meget bredt udsalg. Som udgangspunkt burde det være de mere cykliske aktier, der skulle rammes af det her, men det vidner bare om, at det er en meget bredt funderet nedtur, siger Martin Munk.

Med sidstnævnte henviser han til, at sektorer som telekommunikation og medicinal ofte klarer sig relativt godt i svære markeder, men det var altså ikke tilfældet tirsdag, hvor TDC indtog bunden af C20 med et fald på 3,9 pct. til 40,46 kr, og Novo Nordisk faldt med 2,87 pct. til 358,60 kr.

Biotekaktien Genmab, som ofte er en aktie, der tager store udsving, faldt desuden 3,4 pct. til 577 kr. For Nordea-aktien endte dagen med et fald på 2,6 pct. til 76,35 kr., selv om analytikerne hos Jyske Bank hævede anbefalingen af den til "stærkt køb" fra tidligere blot "køb".

Udover de kinesiske nøgletal pegede chefstrateg Frank Øland fra Danske Bank på de seneste dages kraftigt stigende oliepriser, som en forklaring på aktiernes fald. De højere oliepriser mindsker nemlig sandsynligheden for, at ECB kommer med nye lempelser og øger risikoen for, at Federal Reserve kommer med den første renteforhøjelse i september.

Han vurderer dog, at der er tale om en stor reaktion på forholdsvis små nyheder, hvilket understreger nervøsitet blandt investorerne.

- Det kommer til at tage tid, før de falder til ro igen. Der er udsigt til pæne kursstigninger, hvis frygten bliver lagt til side, og investorerne igen begynder at handle på fakta. Men på kort sigt er der helt klart risiko for en ny nedtur, hvor der måske endda skal testes nye bundniveauer, vurderer Frank Øland.

A.P. Møller-Mærsk startede tirsdag i plus, efter at finanshuset Barclays indledte dækning af aktien med anbefalingen ”overvægt” og et kursmål på 12.600 kr. Siden blev den dog også ramt af salgspresset, og selskabets B-aktie endte 1,9 pct. lavere i 11.110 kr.

Danske Bank, der fik hævet kursmålet hos Kepler Cheuvreaux til 250 kr. fra 200 kr., klarede heller ikke frisag og faldt 0,9 pct. til 204,10 kr.

Og en lille svensk ordre til Vestas på 33 megawatt kunne ikke afværge et fald i vindmølleaktien på 1,8 pct. til 349 kr.

DFDS har indgået en aftale mellem medarbejderrepræsentanter for Scop-Seafrance og Eurotunnel vedrørende frigivelsen af færgerne Rodin og Berlioz. Det betyder, at det danske rederi er forpligtiget til at ansætte 202 medarbejdere, der tidligere var ansat i selskabets franske organisation Scop-Seafrance. Rederiaktien endte 1,3 pct. lavere i 1072 kr.

Derimod styrede Simcorp uden om nedturen og steg 2,7 pct. til 327,50kr. efter nyheden om, at selskabet har fået en ordre fra en større schweizisk bank.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen