Berlingske Business

Aktier: Ambu tager en dag mere som bundskraber i rødt C25

Den seneste strøm af knap så positive nyheder er igen med til at tynge Ambu fredag ved middagstid, hvor medicokoncernens aktie igen har indtaget placeringen som dagens bundskraber.

Fra morgenstunden var der kamp om topplaceringen blandt eliteaktierne, men i løbet af formiddagen er lidt af den positive stemning forduftet. Ved middagstid falder C25-indekset 0,3 pct. til 1125,51, og 17 af indeksets 25 aktier er i negativt terræn.

I resten af Europa er stemningen derimod overordnet positiv, efter at USA's præsident, Donald Trump, har sat gang i optimismen i forhold til at få løst handelsstriden med Kina. Igen er han røget til tasterne, og på Twitter skriver han, at USA ikke er under pres for at indgå en aftale med Kina, men det er Kina modsat.

Ambu fortsætter turen ned, efter at den japanske konkurrent Olympus i Børsen onsdag ytrede skepsis over for anvendelse af engangsprodukter inden for koloskopi - tarmundersøgelser - som Ambu planlægger at lancere inden årets udgang.

Samtidig har aktien haft det svært, siden Chr. Augustinus Fabrikker i sidste uge gennemførte et storsalg af Ambu-aktier med rabat.

- Der har været en strøm af knap så positive nyheder, når man spørger markedet. Der har ikke været specielt mange positive på det seneste i hvert fald, siger Nikolaj Holmsgaard, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

Aktien falder fredag 5,4 pct. til 179,30 kr.

Coloplast og William Demant blander sig også i bunden af eliteindekset med fald, på trods af at der ikke er nyt om de to selskaber.

Også A.P. Møller-Mærsk-aktierne falder fredag, selv om positive handelstakter er godt for aktierne. Modsat faldt containerraterne fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler prisniveauet på containerfragt fra Shanghai til en stribe destinationer verden over, 1,3 pct. i denne uge.

Mærsks B-aktie falder 0,3 pct. til 8996 kr.

ØGET KURSMÅL TIL UNIBREW

Bryggerikoncernen Royal Unibrew indtager topplaceringen i eliteindekset med en stigning på 1,2 pct. til 562 kr.

Svenske SEB har skruet op for sit kursmål for aktien i bryggeriet til 620 kr. fra 590 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "køb", fremgår af data fra Bloomberg News.

Pandora er også med i toppen, efter at aktien ellers er faldet med 42,7 pct. i år. Børsen skriver fredag, at ti hedgefonde har scoret 3 mia. kr. på spekulation mod smykkeselskabet. Coatue, ejet af den belgisk-fødte Philippe Laffont, har tjent en tredjedel af beløbet.

Smykkeaktien stiger 1 pct. til 376,10 kr.

Der er igen også plads i rampelyset til Danske Bank-aktien, der har været under pres på grund af sagen om hvidvask for milliarder.

Financial Times skriver, at bankens topchef, Thomas F. Borgen, i 2013 ignorerede advarsler om, at gennemstrømningen af penge i bankens estiske filial, der er centrum for sagen, var uforholdsmæssigt høj. Han skulle både være blevet advaret af andre chefer samt af JPMorgan. Også Deutsche Bank kom med advarsler om mistænkelige kunder i bankens estiske filial.

Det er dog ikke noget, der for alvor sætter sig i aktien, der falder med 0,1 pct. til 171,65 kr. fredag middag.

- Det er ikke noget, den rigtigt har reageret på. Hvis der er hold i det her mødereferat, så ser det ikke specielt godt ud. Spørgsmålet er, om det allerede er inddiskonteret, at Borgen var klar over det her i 2013, eller om vi bare har nået et niveau nu, hvor folk gerne vil eje aktien, siger Nikolaj Holmsgaard.

HANDELSBANKEN SER STORT NOVO-POTENTIALE

Medicinalselskabet Novo Nordisk har været i søgelyset hos Handelsbanken, der vurderer, at Novo sidder på et enormt fremtidigt potentiale inden for behandling af fedme. Novo er i færd med at lave studier med sin GLP-1-analog Semaglutid.

- Mens sammenligningen mellem fedmemarkedet i dag og diabetesmarkedet for 20-30 år siden synes indlysende, ligger den kommercielle mulighed for Novo stadig mindst fire år ude i fremtiden (Semaglutid 2,4 mg), skriver Handelsbanken i en kommentar.

Derfor mener Handelsbanken også, at Novo Nordisk-aktien bør have en højere relativ værdisætning end konkurrenternes aktier.

Fredag morgen falder Novo-aktien alligevel 0,7 pct. til 310 kr.

Uden for eliteaktierne er Rovsing aktuel med regnskab for fjerde kvartal. Selskabet venter i regnskabsåret 2017/18 en omsætning på 26-28 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) på -2 til -4 mio. kr.

Aktien falder inden regnskabet med 3,9 pct. til 0,11 kr.

 

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Venezuela har verdens største oliereserver – og en årlig inflation på 100.000 pct. Hvad er det lige, der sker?For en dansk investor var Venezuela frem til for få år siden interessant, fordi ØK havde s...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen