Berlingske Business

Aktier: Aktiehandlerne holder speederen i ro

Det amerikanske aktiemarked åbner i marginalt plus mandag, hvor investorerne forholder sig afventende frem mod tirsdag, hvor regnskabssæsonen for alvor tager fart med kvartalsopdateringer fra blandt andre Wells Fargo, JP Morgan Chase og Intel.

Efter kort tids handel stiger det brede S&P 500-indeks 0,1 pct., hvilket er det samme for Dow Jones, mens Nasdaq åbner 0,3 pct. højere. Det er en smule modsat den retning, som futures indikerede kort tid før handelsstart, hvor der var lagt op til mindre fald.


Den rolige åbning er dog med til at bekræfte den tomgang, som har været tendensen for amerikanske aktier gennem det meste af 2015, hvor en stærk dollar har svækket de amerikanske selskabers konkurrenceevne, mens de seneste nøgletal for den amerikanske økonomi heller ikke har været alt for opløftende.

Der er dermed ikke udsigt til det helt store festfyrværkeri, når regnskaberne for alvor begynder at indløbe i denne uge, vurderer Danske Bank.

- Vi ved, at denne regnskabssæson ikke kommer til at se for god ud. Opbremsningen i økonomien i første kvartal og den stærke dollar har helt klart lagt pres på indtjeningen. Spørgsmålet er nu, om forventningerne er blevet sænket tilstrækkeligt, siger Allan von Mehren, der er chefanalytiker i Danske Bank, til Bloomberg News.


Selskabsmæssigt er der mandag fokus på Netflix, der onsdag er aktuel med regnskabet for første kvartal. Det er dog ikke kun det, der trækker fokus mandag.


Streamingtjenesten meddelte sent fredag, at den ønsker tilladelse til at udvide antallet af aktier med henblik på en aktiesplit. Netflix vil have aktionærernes bemyndigelse til at udvide de nuværende 170 mio. aktier til op mod 5 mia. aktier, hvilket der skal stemmes om ved den årlige generalforsamling den 9. juni.


- Ved et lavere prispunkt er der en opfattelse af, at aktien er mere tilgængelig, skriver Anne-Marie Squeo, talsmand for Netflix, i en mail til Bloomberg News.

Det er dog ikke eneste nyhed, der potentielt flytter aktien. Forud for handelsstart på Wall Street har den schweiziske storbank UBS løftet anbefalingen af Netflix-aktien til "køb" fra "neutral", mens kursmålet har fået et massiv løft til 565 dollar fra 370 dollar. Nyhedsstrømmen giver fremgang i den indledende handel, hvor Netflix-aktien stiger 3,4 pct. til 454,57 dollar.


Der er også fokus på teknologiselskabet Qualcomm, da aktionæren Jana Partners, der ejer for 2 mia. dollar Qualcomm-aktier svarende til 1,75 pct. af koncernen, har ytret ønske om en strategisk gennemgang af virksomheden, der skal skabe mere værdi til aktionærerne.

Ifølge Bloomberg News ser Jana Partners gerne, at Qualcomm udskiller den del af forretningen, der laver chips til mobiltelefoner, hvilket skulle gøre den til et mere oplagt opkøbsmål.

Derudover har Jana Partners et ønske om, at selskabet laver flere ændringer i bestyrelsen og sætter fart på aktietilbagekøbsprogrammer.

Meldingerne fra Jana Partners skubber Qualcomm-aktien op i den indledende handel mandag, hvor teknologiaktien stiger 3,1 pct. til 71,26 dollar.

Mens der tirsdag kommer regnskaber fra Wells Fargo, JP Morgan Chase og Intel, vil der onsdag være tal fra Bank of America og Netflix. Torsdag gælder det så Goldman Sachs, Citigroup og legetøjsproducenten Mattel. I alt aflægger 36 selskaber i S&P 500-indekset regnskaber i indeværende uge.

Mens investorerne mandag primært kan se frem mod en lang række regnskaber i løbet af ugen, kan det samme siges på nøgletalsfronten, da ugens første handelsdag er mere eller mindre begivenhedsløs på makrofronten.


Først tirsdag kommer der mere fart over feltet, når der blandt andet dumper statistik for detailsalget i USA i marts ind af døren, mens der onsdag er rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.


/ritzau/FINANS

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

Danske pensionsselskaber kan lige nu fortælle om afkast, der ligger og svinger i størrelsesordenen 0-3 pct. Det er langt fra sidste års to-cifrede gevinster, men der er en gode forklaringer på, at afk...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen