Berlingske Business

Aktiefald forud for tung regnskabsdag

Tirsdag bød på moderate fald til de danske aktier inden en tung regnskabsdag onsdag, hvor opdateringer fra andet kvartal i vid udstrækning vil sætte retningen.

Generel usikkerhed blandt investorerne førte til et samlet minus på 0,7 pct. til det danske C20 Cap-indeks, der endte tirsdagen i indeks 614,10.

- Der er fortsat en del usikkerhed efter fald i USA og Asien, og derudover er der pres på i en række nye markeder, hvor man også har set store udsving på valutamarkedet, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingschef for aktier hos Sydbank, til Ritzau Finans og peger på Indien som det mest lysende eksempel på den aktuelle krise.

- Generelt er vi også inde i en periode, hvor vi er ovre regnskaberne fra USA, og den næste store begivenhed er rentemødet hos Federal Reserve i midten af september. I den mellemliggende periode kan der godt være noget usikkerhed og måske lidt gevinsthjemtagning efter de trods alt pæne stigninger, vi har set, uddyber han.

Særligt de cykliske aktier var ramt af den negative aktiedag, og det kunne aflæses på blandt andre FLSmidth, der endte sidst i eliteindekset med et dyk på 3,2 pct. til 285 kr.

FLSmidth, der afleverer regnskab på fredag, er presset af, at en meget stor del af de udestående aktier for tiden er shortede, mens også eksponeringen mod nye markeder som eksempelvis Indien er med til at trykke aktien.

- Urolighederne på de nye markeder kan være en af årsagerne til, at FLSmidth er trykket i bund lige nu, siger Ole Kjær Jensen.

Vindmølleproducenten Vestas, hvis aktie har været flyvende i 2013, var tirsdag atter nede at snuse til en tocifret kursværdi efter det tunge kursfald mandag, hvor investorerne tog gevinst hjem efter et par nedjusterede anbefalinger og kursmål. Investorerne ser ud til at have svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på frem mod regnskabet for andet kvartal onsdag morgen.

Det gav store udsving dagen igennem, og Vestas sluttede i 103,40 kr. efter en stigning på 0,5 pct. over tirsdagen.

Investorerne brugte desuden tirsdagen på at fordøje forsikringskoncernen Topdanmarks kvartalsregnskab. Topdanmark leverede et lidt lavere forsikringsresultat end ventet i Skade, mens bundlinjen for hele koncernen blev en spids højere end ventet ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Topdanmark opjusterede samtidig forventningerne til nettooverskuddet for hele 2013, så der nu ventes et plus på 1250-1350 mio. kr. mod tidligere ventet 1200-1300 mio. kr. Samtidig løftede selskabet - som vanligt ved opjusteringer -sit aktietilbagekøbsprogram med et beløb tilsvarende opjusteringen.

Skuffelsen over det lavere end ventede forsikringstekniske resultat lyste dog klarest hos investorerne, og Topdanmark faldt med 0,8 pct. til 152,20 kr.

For Mærsk, der har været i stor fremgang siden kvartalsregnskabet fredag morgen, sluttede kursfesten umiddelbart for denne gang tirsdag. B-aktien faldt med 1,3 pct. til 49.600 kr., mens A-aktien faldt med 1,1 pct. til 47.000 kr. Det ændrer dog ikke ved, at der er blevet lagt 10,8 pct. til B-aktiens værdi siden regnskabet fredag morgen.

Helt i toppen af C20 Cap-indekset befandt defensive Chr. Hansen sig dagen igennem, og ingrediensproducenten sluttede med en stigning på 2,1 pct. til 188,10 kr. Også Pandora sneg sig dog op i positivt terræn i løbet af eftermiddagen og endte med et løft på 1,6 pct. til 209 kr.

Fodboldklubben Brøndby IF overraskede tirsdag formiddag sine investorer negativt med en for tidlig præsentation af regnskabet for andet kvartal, som indeholdt en massiv nedjustering af resultatforventningerne. Nu venter Brøndby et resultat for hele 2013 på minus 30 mio. kr. mod tidligere ventet et underskud på 10 mio. kr.

Det gav knubs fra investorerne, der bankede Brøndby-aktien ned med 5,7 pct. til 2,67 kr.

Tirsdagen bød desuden på regnskaber fra Ambu, Svendborg Sparekasse samt Netop Solutions, der forlader fondsbørsen i begyndelsen af september.

Kære læser

Berlingske har skiftet det system, vi bruger til at håndtere kommentarer til de enkelte artikler. Det betyder, at tidligere kommentarer nu er slettet. For fremtiden kan artikler kun kommenteres og debateres med et log ind til Facebook.

Med venlig hilsen

Redaktionen

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Annonce

De første kvartalsregnskaber, primært fra USA, der tegner en fortsættelse af billedet for 2017-billedet, både når det handler om teknologiorienterede forbrugsselskaber som Netflix og traditionelle sel...

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen